Posthus Teatret er et produkt af stædighed og kærlighed til filmkunsten. Biografen er nemlig ikke ligefrem nogen guldgrube, men indehaver Carsten Brandt trodser markedskræfterne og kører sin lille biograf på et minimalt budget. Posthus Teatret er i mange henseender en speciel biograf.

Man viser kun egne importfilm, og ofte kører filmene i adskillige måneder, inden de tages af plakaten. Rekorden indehaves af den engelske film 'Dream Child', der spillede i tre år.

Posthus Teatret åbnede 23. oktober 1974 og er indrettet som både biograf og teater. I de senere år er der dog udelukket blevet vist film i de små lokaler. Det var blandt andet Posthus Teatret, som sørgede for, at danskere blev introduceret for instruktører som Wim Wenders, Roy Andersson, Patrice Leconte, Antony Minghella, og Alexander Soukorov samt importerede film af instruktører som Claude Miller, Peter Greenaway, Akira Kurosawa, Eric Rohmer, Robert Altmann og Andrei Tarkovskij.

Selve biografen hører med sine 90 pladser ikke til de største i byen, men den har sjæl. Læg blandt andet mærke til de mange autografer, der er skrevet i loftet over den lille cafe. Som et lille kuriosum kan det nævnes, at operatørmaskinen i Posthus Teatret som det eneste sted i Europa står bagved lærredet, og dermed "foran" publikum og ikke modsat som i de fleste andre biografer.