Paven er død, og der skal vælges en ny ved en lukket konklave. Men det er ikke så let. Især fordi samtlige kardinaler i al hemmelighed håber at undgå »æren«, der overraskende ender med at tilfalde den ellers temmelig upåagtede kardinal Melville. Han bryder under udnævnelsesceremonien sammen med et højt skrig; »jeg magter det ikke«. Paniske forsøger Vatikanets officielle repræsentanter at opretholde en illusion om, at alt er i skønneste orden. Både over for kardinalerne, verdenspressen og de mange troende der venter på Peterspladsen, imens den hellige fader tager på springtur i Roms gader for at finde den mand, han var engang.

En del af satiren i »Habemus Papam« er temmelig indforstået og giver nok bedre mening i Morettis katolske hjemland, Italien. Men det forhindrer ikke »Habemus Papam« i at være fornøjeligt selskab. Der er noget universelt underholdende over gamle mænd med kåber og røgelseskar, der opfører sig som små skoledrenge og kun drømmer om det næste frikvarter.

Nanni Moretti er bedst kendt for satiriske dramakomedier med politisk vid og bid rettet mod alt fra familieenheden til Italiens magtfaktorer, senest i »Mig og Berlusconi« fra 2006.

I »Habemus Papam« tager han fat på både den katolske kirke og psykoanalysen, men med et bid så blidt, at det til tider nærmest føles som et kærtegn. Ikke mindst takket være 86-årige Michel Piccoli, hvis ulykkelige pave ganske enkelt er umulig ikke at holde af. Melvilles klaustrofobiske frygt for det store ansvar bliver morsom, fordi den er så menneskelig; hvorfor skal et ældre menneske spærres inde resten af sine i forvejen talte dage for at være kransekagefigur for den katolske kirke? Absurditeten er tilstede. Omend godt skjult bag godmodigt lune.

Hvad: »Habemus Papam«.
Hvem: Instruktør: Nanni Moretti. Medvirkende: Michel Piccoli, Nanni Moretti.
Hvor: Premiere over hele landet.

Se trailer:

Powered by Preview Networks