Til gengæld er der grund til at råbe hurra for, at en helt ny generation af børn nu kan se nyklassikeren »Find Nemo« fra 2003 på et stort lærred ti år efter den oprindelige biografpremiere. Der er nemlig tale om en film fra Pixars bedste halvdel. Undervandseventyret om de to klovnefisk Nemo og hans far er ikke helt på niveau med »Toy Story«-trilogien, »De utrolige«, »Wall-E« eller »Op«, men den kommer meget tæt på.
Den myldrende verden under havet er fyldt med sære og sjove skikkelser, gode grin og alskens farer. Animatorerne har fået en flot farverigdom frem i fiskestimerne, og der er mange subtile referencer til de voksne. »Dødens gab«, »Fuglene« og »Psycho« er tre af de mest oplagte fra filmverdenen for ikke at nævne de tre sultne, men godhjertede hajer, der parodierer Anonyme Alkoholikere. Alle har hver deres favoritfisk i »Find Nemo«. Min er absolut den ultraglemsomme blå kirurgfisk Dorrie, som Mette Lisby lægger uimodståelig stemme til.
Hvad: »Find Nemo - 3D«.
Hvem: Instruktør: Andrew Stanton.
Hvor: Premiere over hele landet.
Se trailer:
Skriv en kommentar