Sex er uhyre underholdende, men pornografi som regel utroligt kedelig. Det er ret ærgerligt og skyldes ganske enkelt, at langt den meste porno fabrikeres af fantasiforladte mænd uden andre ambitioner end at tjene nogle hurtige penge.
Et kreativt alternativ er stærkt tiltrængt, og nu foreligger det i form af 12 korte, svenske pornofilm, der på initiativ af Mia Engberg er skabt af forskellige kvindelige kunstnere på de to enkle betingelser, at de medvirkende skulle være over 18 år og værkernes varighed under 15 minutter.
Ellers var der frit slag, og det har virkelig resulteret i slag i bolledejen, for som en liflig lettelse demonstrerer filmene, at begavet feminisme og frivol sanselighed overhovedet ikke udelukker hinanden.
Tværtimod gør den kreative tilgang til emnet generelt filmene mere pirrende end traditionel pornografi, for det er med sexfilm som med gysere – det, som man ikke ser, men selv må fantasere sig til, er det allermest spændende.
Hermed er dog ingenlunde sagt, at de kvindelige instruktører er dydige puritanere. Således rummer »Brown Cock« instrueret af pseudonymet Universal Pussy helt utilslørede nærbilleder af både dildo-anvendelse og såkaldt fist fucking, mens bl.a. Ellin Magnussons »Skin« demonstrerer – utvivlsomt til betydelig lettelse for mandlige tilskuere – at feminismen ikke har afskaffet fellatio.
Flere af de 12 film – med Mia Engbergs egen ultrakorte »Come Together« som ekstra bonus – forsøger at fjerne sig mest muligt fra den gængse pornografis mekaniske monotoni ved at være formet i flimrende impressionistiske billeder, som nogle steder er udsøgt lyriske og andre steder kryptisk krukkede.
Men »Dirty Diaries« er uhyre varieret og rummer f.eks. også den sort/hvide tegnefilm »Dildoman« – hvori en mand helt bogstaveligt reduceres til dildo – ligesom Wolfe Madams »On Your Back Woman!« fængslende beskriver voldsomme aktiviteter, som mere eller mindre afklædte kvinder dyrker på en seng, og som ligner en krydsning mellem fribrydning og sex.
Lige som den film er flere af de øvrige lesbiske, og stærkest blandt dem virker Marit Östbergs »Authority«, der skildrer den på én gang brutale og henførte sadomasochistiske sex, som en kvindelig graffitimaler og ditto politibetjent ordløst dyrker med hinanden. Hvis den film ikke får én til at spærre øjnene op, er man højst sandsynligt død.
Poesi, satire, komik, kritik af kønsrollerne – de 12 film rummer det alt sammen, men først og fremmest knækker »Dirty Diaries« en maskulin fordom om feministisk filmkunst ved at være oplivende, stimulerende og hist og her rent ud sagt ophidsende.
Se artiklen Masser af porno på CPH:DOX her
Læs også AOKs store guide til CPH:DOX 2009 her