Endnu engang er der fransk underholdning og eftertanke i Grand. 12 mandage i foråret kan man skifte et eventuelt anfald af the monday blues ud med en fransk film af høj kvalitet, når biografen i Mikkels Bryggers gade slår dørene op til det efterhånden gammelkendte koncept, Franske Film Mandage.
Ganske som vanligt vises filmene sidst på eftermiddagen - nærmere bestemt kl. 16.30 eller 17 - så man også kan nå at nyde en snak eller bare en tanke om filmen bagefter, inden dynerne kalder.
På programmet er bl.a. "Profeten", opfølgeren til Jacques Audiards "Det slag mit hjerte sprang over", og som handler om den 19-årige Malik, som er halvt araber, halvt korsikaner, og som i fængslet, hvor han sidder, er et nemt offer for den korsikanske bande, der bl.a. udpeger ham til at løse mindre opgaver - som at snitte halsen over på en medindsat. Malik lærer imidlertid hurtigt.
"Profeten’ vandt juryens Grand Prix i Cannes 2009. Vises 22. februar.
En film i en helt anden og umiddelbart mere festlig genre er "La fabrique des sentiments", hvor vi følger 30+ singlen Eloïse, der speed-dater for at få den nærhed, hun savner, ind i sit karrieremindede liv. Hver session, afviklet i en funky cocktail-bar, involverer syv mænd og syv kvinder, der hver får syv minutter med hinanden. Eloïse bliver vild med lækre Jean-Luc, men møder samtidig en anden og mere kikset speeddater. Hvilken er den rigtige for hende? Vises 8. marts.
Dramaet "Séraphine" blev den store vinder, da det franske filmakademi uddelte sine Césarpriser.
7 statuetter blev det til for denne film, som er baseret på en sand historie om særlingen Séraphine, som arbejder som hushjælp i en lille by i Frankrig. Ved siden af arbejdet maler hun, og kommer ved et tilfælde ind under den tyske kunstkritiker Wilhelm Uhdes vinger. Hun maler under hans indflydelse nogle af sine mest fantastiske værker - men synker samtidig længere og længere ind i galskaben. Vises 26. april.
Se hele programmet på grandteatret.dk.