Mads Mikkelsen er blevet en international stjerne. Men han har ikke vendt ryggen til dansk film. Langt fra.
Det handler udelukkende om, hvor de gode roller kommer fra – og jo flere tilbud, jo større er chancen for, at der også er noget godt imellem, fortæller Mads Mikkelsen til Urban.
»Jeg har det stadig sådan, at hvis en dansk ting er bedre, så ville jeg lave den danske. Ingen tvivl om det. Men jeg har indtil videre altid lavet det mest interessante eller gået efter det mest inspirerende manuskript. Der skal være et interessant udgangspunkt, en god energi, frem for at det bare er noget, hvor jeg tænker: ’Jamen den er sikker, det er penge i banken,« siger Mads Mikkelsen, der er meget opmærksom på, også at have tid til familien hjemme i Danmark.
»Jeg har et liv her, og der skal jeg være mindst halvdelen af året. Så må vi se, om jeg også arbejder her resten af året, eller jeg gør det et andet sted. Det er planen.«
Blodet sprøjtede
Er det udfordringer, han søger, må man sige, at Mads Mikkelsen fik, hvad han ønskede sig under arbejdet med filmen ’Valhalla Rising’, der er optaget langt oppe i det skotske højland.
»Det var noget af det hårdeste, nogen af os har prøvet. Der var aldrig en nem dag. Vi skulle altid køre en time i bil op ad et bjerg, og så skulle vi gå en time med alt udstyret. Jeg var ved at falde med nogle ting og brække benet. Og kamerafolkene skulle slæbe på alle deres ting, det var helt ... ,« siger han og ryster let på hovedet i stedet for at gøre sætningen færdig.
»Og når vi så endelig kom op, så brød helvede løs. Så blev det regn og torden, og det var bare af med tøjet og prøve at smadre hinanden i noget mudder i otte timer. Og man fandt hele tiden nogle store kampesten i jorden, hvor albuerne åbnede sig og blodet sprøjtede ud. Du blev bare nødt til at gøre det – og der var ikke noget hospital i nærheden. Og sådan var det bare,« siger han og holder en lille pause, før han glatter det noget brutale scenarie lidt ud.
»Men hvis man gik med vejret, og ikke bare sad og ventede på, at det skulle ændre sig, så var det også en fantastisk gave at gå.«
Satan eller Jesus?
’Valhalla Rising’ er fjerde film, som Mads Mikkelsen laver sammen med den danske instruktør Nicolas Winding Refn – eller Jang, som han kaldes blandt venner. De har tidligere lavet ’Pusher 1 og 2’ og ’Bleeder’, og Mads Mikkelsen var tilknyttet ’Valhalla Rising’ helt fra starten – hvor filmen endnu ikke havde fundet sin stil.
»Vi vidste, at vi ikke gad lave noget helt klassisk, og pludselig havde vi en mulighed for at lave noget, som var meget større. Som handlede om Gud og helvede og liv og død og religion. Og det kan man kun, hvis man hæver sin film lidt, så det ikke er realisme længere,« forklarer Mads Mikkelsen.
»Derfor skabte vi den her enøjede kriger, som egentlig ikke er en person, men et eller andet væsen, et dyr, som egentlig ikke vil så meget andet end at finde hjem. Og så begynder folk pludselig at tolke ham. Ikke bare publikum, men også de andre karakterer i filmen, der begynder at sige ’han er Satan’, ’nej, han er Jesus’. Det er en enormt interessant pendant til, hvordan man opfatter religion i dag. Det handler om, hvad andre mennesker har lyst til at lægge i noget. Hvad er religion? Er det noget, der er rent, eller er det noget, vi bare ønsker så meget, at vi gør det til noget sandt? Det er for mig filmens tema.«
Det er store emner fortalt med begrænsede virkemidler. Og Mads Mikkelsen mener da heller, at han kunne have lavet filmen med en instruktør, han kendte mindre godt.
»Det ville have været enormt besværligt. Jeg ville ikke have været tryg ved det. Meget af det, Jang siger, er helt tosset, men jeg stoler på, at det er rigtigt, for det har vi jo prøvet før. Og den tossethed, han har, kan jeg godt lide. Den begynder at lyde logisk i mit hoved.«
Læs mere om de kommende premierefilm.
Hvad: Valhalla Rising
Hvornår: Premiere torsdag d. 1. april.
Hvem: Mads Mikkelsen, Gary Lewis, Jamie Sives, Ewan Stewart, Alexander Morton, Callum Mitchell, Andrew Flanagan