Føj til favoritter Del Send
Film | 07/03/12

Lykkesmede og lejesvende

  • Foto: PR Foto: PR
Hollywood har altid været varsom med politiske film, af frygt for at skabe kontrovers og skræmme publikum væk. Men tiderne ændrer sig, og op mod efterårets amerikanske præsidentvalg, vover flere nye film at gå i kødet på det politiske valgsystem, blandt andre ’Kamæleonen’, der får premiere på torsdag. Og det er ikke et kønt billede, de tegner.

...

»Hvis du vil sende et budskab, så brug Western Union«. Sådan svarede producer Samuel Goldwyn angiveligt engang en assistent, der ønskede at lave en politisk film.

Hollywood var til for at underholde og lokke publikum til. Ikke skræmme dem væk, ved at minde dem om verdens fortrædeligheder. Og selvom Goldwyns ord stadig giver genlyd i den massive produktion af superheltefilm og samlebåndsproduktioner, er det heldigvis for længst blevet muligt at mene noget. Også i Hollywood. Hvis man vel at mærke kan klare sig for et begrænset budget og har et navn, der kan lokke publikum til. Også selvom de risikerer at blive klogere og ikke bare underholdt. Og det har George Clooney.

Som instruktør har han for længst bevist, at han tør tage fat om politisk sprængfarlige emner; amerikansk udenlandspolitik i ’Syriana’ og McCarthy-æraen i ’Good Night and Good Luck’.

Læs også: Top 10: De mest populære film lige nu

I ’Kamæleonen’, går han bag kulisserne på et politisk system, der knuser uskyld og idealisme hurtigere end du kan nå at sige ’spindoktor’.

Historiens kamæleon er den unge idealistiske kampagnemedarbejder Stephen, der til at begynde med vil gøre alt for den demokratiske senator Mike Morris, spillet med glat charme af Clooney selv. Men hurtigt må indse, at personlig integritet, moral og høje idealer har drøje kår i en verden, hvor den letteste måde at nå til tops på, er ved at klatre på de kadavre, du har stukket i ryggen. Som nyhedsjournalisten Ida advarer: ’Pas på, han er politiker. Han vil før eller siden skuffe dig.’

Du er på egen hånd
En klokkeklar opsummering af stemningen i et USA, der for små fire år siden red på en bølge af optimisme ovenpå Obamas indsættelse som præsident. ’Yes We Can’, skreg en hel nation – der nu hænger slemt med hovedet i erkendelse af, at det kunne de så ikke helt alligevel.

Optimisme er erstattet af kynisme, og en erkendelse af, at det kun er i Hollywood, der kommer en superhelt og redder dig fra krig, gæld og moralsk fortabelse. I den virkelige verden må du redde dig selv.

Politikerne er for længst steget ned fra Olympen og har afsløret, at de ikke er guder, men bare mennesker. »Der er ikke længere nogen, der kommer og redder dig. Der er ikke nogen mennesker i den her film, der er overmennesker, og at forvente at de, eller politikere i det hele taget, skal være overmennesker, er latterligt,« siger Paul Giamatti, der spiller spindoktor for Mike Morris’ demokratiske modkandidat.

Læs også: Her er ugens premierefilm

»Se bare på historien, den er én stor rodebutik. Og ja, det kunne da være herligt, hvis der kom en mand og ryddede op i et hele. Men det gør der altså ikke.«

Dermed rammer Paul Giamatti en pæl gennem ikke kun det politiske ideal, men også den sejlivede Hollywood-myte om den heltemodige ener, der tager kampen op mod et stort og umenneskeligt system. Og vinder.

I den politiske film er der stadig ingen over eller under Frank Capras naive lilleby spejderleder med det tvetydige navn Jefferson Smith, der i ’Mr. Smith Goes to Washington’ fra 1939 indtog kongressen med integritet og ubestikkelighed. Siden er det kun gået ned ad bakke.

Insiderne taler ud
’Kamæleonen’ bygger på teaterstykket ’Farragut North’, skrevet af Beau Willimon, der har en fortid som kampagnemedarbejder for Howard Dean, og derfor har førstehåndskendskab til spillet bag kulissen. Og han er langt fra den eneste tidligere politiske medarbejder, der har taget bladet fra munden.

Aaron Sorkin arbejder på en film baseret på tidligere præsidentkandidat John Edwards sexskandale, skrevet af manden, han fik til at dække over sig, og Rob Lowe kan snart ses som en kun svagt maskeret version af Christopher Lehane, konsulent for blandt andre Al Gore, i ’Knife Fight’.

En række andre film står i kø for at ride med på bølgen op mod efterårets store valg. Det er dog ikke nyt, at tidligere medarbejdere, hænger deres arbejdsgivere ud i bøger og film. Det nye er tonen.

Tilbage i 1972 dannede senator Eugene McCarthy udgangspunkt for den godmodige ’The Candidate’, om en idealistisk kandidat, spillet af Robert Redford, der vinder valget på karisma frem for holdninger. I 1998 lavede to film grin med Clinton og hans forkærlighed for praktikanter og cigarer.

Mike Nichols ’Primary Colors’, med John Travolta som Bill Clinton-lookalike, og Barry Levinsons ’Wag the Dog’, hvor en spindoktor dækker over præsidentens sexskandale ved at starte en falsk krig mod Albanien.

Antydende det pudsige i, at Clintons kampagne mod Saddam Hussein afledte mediernes opmærksomhed fra en vis Ms. Lewinsky.

Begge film dog fortalt med både glimt i øjet og sympati for det stakkels skandaleramte præsident. Sådan er det ikke længere. Oliver Stones lidet flatterende portræt af George W. Bush i ’W’, var den første film nogensinde om en siddende præsident. Og så var fløjlshandskerne eller af.

Politikerlede
I ’Kamæleonen’ er der dog ikke tale om et mere eller mindre camoufleret portræt af en navngivet politiker. Mike Morris indeholder tværtimod træk fra en lang række politikere, fra John F. Kennedy til Bill Clinton og Barack Obama.

Han er essensen af det store demokratiske håb, der taler om tolerance, frihed og lighed, men bag tæppet praktiserer præcis det modsatte, da han gør praktikanten Molly gravid og lukker øjnene for følgerne. Han er helten og skurken i samme person.

Det handler ikke om venstre mod højre, republikanere mod demokrater, men om den enkeltes moralkodeks der, hvis man skal tro ’Kamæleonen’, hos de fleste er blødt som vingummi.

Politikerne har for længst erkendt, at dobbeltmoral er dobbelt så godt, og vælgerne har resigneret med et suk – ’sådan er det bare’.

Som Paul Giamatti tørt konstaterer; »Jeg tror næppe der er nogen, der bliver særligt chokerede over den her film.« »Den viser hele det spil der har gjort, at folk i dag er dødtrætte af politik. Og måske vil den her film bare gøre dem endnu mere trætte af politik – hvem ved. Men forhåbentlig vil den gøre, at de ikke føler sig så alene med følelsen længere.«

Stadig lige dumme
Politik, der engang var et ophøjet spil om idealer, med Frank Capras ubestikkelige Mr. Smith som den klassiske helt, er i dag trukket ned på et plan, hvor det er svært at skelne mellem den politiske magtkamp og de kyniske kampe om topposterne i et kommercielt firma.

Clooney har da også bevidst undladt at give sin film en specifik agenda, for at gøre den så almengyldig som muligt. I virkeligheden kunne den nemlig have handlet om alt muligt andet end politik.

»Den politiske scene er bagtæppe for karakterernes moralske forvandling – og alle står for skud. Men i virkeligheden er filmen ikke særlig politisk. Den kunne foregå på Wall Street eller stort set hvor som helst. Det handler om moral og om, hvorvidt du er villig til at sælge din sjæl for et godt resultat,« siger George Clooney og bliver suppleret af Philip Seymour Hoffman, der spiller Mike Morris’ kampagneleder.

»Her er ikke noget med at højre eller venstre er bedst. Alle er uldne i kanten, og sådan er det ganske rigtigt alle steder med stor magt og store ambitioner. Historier som den her udspiller sig hver eneste dag i et eller andet stort magtfuldt firma.«

George Clooney er enig. »Det vi beskriver har foregået siden Julius Cæsar. Det faktum at vi bliver ved med at gentage historien, beviser bare, hvor dumme vi er.«

Selvom George Clooney først og fremmest ser ’Kamæleonen’ som et universelt menneskeligt drama, håber han dog også, at den vil få publikum til at stille spørgsmålstegn ved de amerikanske valgprocesser, hvor kampagnebidrag er alfa og omega og sejren bliver vundet via forbindelser med indflydelse og dybe lommer. »Er det virkelig den måde, vi vil vælge vores politikere på? For mig er det noget, vi alle sammen bør tænke over!«

Hvad: Kamæleonen
Hvor: Vises i biografer over hele landet
Hvornår: Premiere torsdag 15. marts 2012


Syv markante politiske film
:

1939: Mr. Smith Goes to Washington.
Instruktør: Frank Capra.
James Stewart spiller den unge spejderleder Jefferson Smith, der med naiv idealisme indtager det amerikanske senat. Han er siden blevet synonym med det amerikanske ideal om, at den enkelte altid vil kunne gøre en forskel.

1964: The Best Man.
Instruktør Franklin J. Schaffner.
Fem mænd kæmper om at blive deres partis præsidentkandidat. Gore Vidal står bag det skarpe og satiriske manuskript – men filmen bliver dog primært husket for, at Ronald Reagan ikke fik en rolle – fordi filmstudiet ikke mente at han ’lignede en præsident’.

1972: The Candidate.
Instruktør: Michael Ritchie.
Robert Redford spiller en lovende liberal kandidat med alle de rigtige meninger, der lader sig styre af sine kampagneledere. En satire over mediernes magt og fokus på karisma frem for etik og holdninger.

1997: Wag the Dog.
Instruktør: Barry Levinson.
For at dække over en sexskandale, hyrer præsidentens spindoktor en Hollywoodproducer til at iscenesætte en falsk krig mod Albanien efter devisen; ’du har brug for at de skifter emne, og for at de skal kunne det, har du brug for en krig’. Satire over Clinton og over begrebet ’spin’, der netop var dukket op som modeord.

1998: Primary Colors.
Instruktør: Mike Nichols.
Et slet skjult satire over Clinton – skrevet af en af medarbejderne i Clintens 1992 kampagnegruppe. Lykkes med både at fremstille præsidenten som uansvarlig og amoralsk – og alligevel få publikum til at holde med ham.

2000: The Contender.
Instruktør: Rod Lurie
Hvem siger at politik – og sexskandaler – er forbeholdt mænd? Joan Allen gør en stærk figur som kvinden der stiller op som vice-præsident , men bliver truet af falske rygter om en sexuelt udsvævende fortid.

2008: W.
Instruktør: Oliver Stone.
Hvorfor skabe en karakter, der bare ligner, når man kan lave film om manden selv? Oliver Stones ’W’ om George W. Bush, havde premiere i slutningen af Bushs præsidentperiode, som den første film nogensinde om en siddende præsident, og lagde ikke fingrene imellem i sine beskrivelser af præsidentens fejl og mangler.

Se traileren til "Kamæleonen":

Powered by Preview Networks

Javascript is required to view this map.
Kort

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Foto: Ikke oplyst

Sushikursus for begyndere

Byliv

Foto: Ikke oplyst

Sushikursus for børn (10-12 år)

Byliv

Foto: Ikke oplyst

Sushikursus for børn (8-10 år)

Byliv

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester