Den dansk-palæstinensiske instruktør Omar Shargawi, der debuterede med den heftige spillefilm »Gå med fred Jamil«, fortæller i dokumentarfilmen »Fra Haifa til Nørrebro« om sin gamle far, der drømmer om at besøge den israelske by Haifa, som han i sin tid blev tvunget til at forlade som flygtning.
Også forholdet mellem far og søn er et tema i filmen - det er præget af
en overvejende knarvorn og krakilsk tone - og instruktørens far
fremstår som en stejl og kantet personlighed, men også en interessant
mand, der bl.a. siger om palæstinenserne »Vi er ikke stakler. Vi er
idioter«.
Til Haifa kommer far og søn faktisk til sidst, men det meste
af den én time lange film foregår i København og ser ud, som om den er
optaget med byens billigste videokamera - billederne er kornede,
rystede og næsten monokrome, hvilket naturligvis er et bevidst
stilvalg, men ikke specielt befordrende for tilskuerens engagement i
denne meget private film.
Hvad: Fra Haifa til Nørrebro
Hvor:
Empire BioHvornår: til og med d. 24. marts
Hvem: Amina Shargawi, Elin Shargawi, Munir Shargawi, Omar Shargawi, Rune Shargawi
Hvordan: Bestil billetter på
empirebio.dk