Det bliver et åbent spørgsmål i denne nye filmatisering af Anthony Shafers diabolske skuespil »Sleuth« om den velhavende kriminalforfatter Andrew Wyke, som i sit statelige herresæde ude på landet opsøges af den unge Milo Tindle, der inde i London har en affære med Wykes kone og nu vil have forfatteren til at give hende en skilsmisse. Eller vil han?

Ethvert referat og enhver fortolkning af »Sleuth« må være fyldt med spørgsmålstegn, for plottet leger udspekuleret med vores forventninger og lader de to mænd duellere i en mental magtkamp, hvor ikke kun det psykologiske overtag, men også mændenes motiver og sågar deres identitet skifter karakter i løbet af de tre akter, som historien på teatralsk facon er delt op i. Intet er, som det i begyndelsen ser ud til at være, og slutningen giver kun antydningen af et svar på vores forvirrede spørgsmål.

Kølig og kynisk I 1972 instruerede veteranen Joseph L. Mankiewicz en vellykket filmatisering af »Sleuth« eller på dansk »Dobbeltspil« med Laurence Olivier som den arrogante forfatter og Michael Caine som den tilsyneladende troskyldige, men i virkeligheden listige yngre rival. Nu spiller Caine den ældre mand og Jude Law den unge – de to har pudsigt nok haft titelrollen i hver sin version af »Alfie« – og handlingen har med selveste Nobelpris-vinderen Harold Pinter som manuskriptforfatter fået nogle flertydige drejninger, som ikke fandtes i den første film.

En nærmere sammenligning mellem de to udgaver tjener dog intet fornuftigt formål. Det er mere relevant at fortælle, at Kenneth Branagh som instruktør har opdateret historien og sat sit personlige præg på den især ved at lade Andew Wykes kostbare hjem være et Kafka’sk mareridt af overvågningskameraer, fjernkontroller og anden højteknologisk tingeltangel (inklusive en TV-skærm, hvor man får et glimt af Harold Pinter som skuespiller). Det er en iskold skueplads totalt blottet for varme og charme, og det samme kan strengt taget siges om handlingen, der nok rummer sarkastisk humor, men først og fremmest fremtræder som en kølig og kynisk konstruktion.Ubehagelig er den også, fordi den er baseret på de to mænds stadige forsøg på at ydmyge og skræmme hinanden ikke bare i spydige verbale dueller, men også ved hjælp af skarpladte skydevåben.

Måske er jalousi udgangspunktet for deres fjendskab, men det ligner mere et indædt opgør mellem to magtbegærlige alfahanner, som begge vil være den dominerende.Visuelt flot og velspilletHvem af dem skal man holde med? Det må den enkelte tilskuer afgøre med sig selv – man fristes til at kalde de to mænd lige frastødende – men selvfølgelig er det en fornøjelse at følge et par så begavede skuespillere som Michael Caine og Jude Law gennem en labyrintisk historie, der giver dem begge mulighed for at spille både hoverende og skrækslagne samt sågar vammelt indladende, da historien hen mod slutningen får homoseksuelle undertoner.

Michael Caine og Jude Law må man beundre for rigt nuanceret spil, og Kenneth Branagh må man respektere for evnen til at give filmen en markant visuel stil præget af metallisk hårdhed og kølige blå stemninger, mens det er svært at vurdere, om Harold Pinters manuskript tilføjer Anthony Shaffers skuespil noget væsentligt nyt – måske et stærkere præg af ironisk misantropi?I sidste ende er det ligegyldigt. Resultatet oppe på biograflærredet tæller, og dér fremtræder »Dobbeltspil – Sleuth« som en kunstig og dybest set meningsløs, men intelligent arrangeret og sublimt spillet form for ond underholdning.