En kvinde og en mand sidder og snakker sammen på en restaurant. Man lytter til deres samtale, for den er vigtig, men man er ikke helt koncentreret, for man distraheres af, at filmkameraet i rasende fart cirkler rundt og rundt omkring de to talende.

Sådan er »Nordkraft«. Det virker næsten, som om filmen har abstinenser, for den kan simpelt hen ikke holde sig i ro, men dirrer og sitrer og løber og springer og vælter med fråde om munden og blodskudte øjne. Aldrig er der i nogen dansk film blevet brugt så meget fast-motion, altså kunstigt opskruet tempo, som i »Nordkraft«.

Det kan man så mene om, hvad man vil - for eksempel at historien sikkert ikke var blevet ringere af at blive fortalt med færre stakåndede tekniske krumspring - men man kan ikke nægte, at stilen passer til miljøet, som udgøres af skæve pushere og udflippede narkomaner i Aalborg. Kønt er det ikke, så det er filmen heller ikke, men rystende og bevægende er den til gengæld, det vil sige vellykket.

Ændret i forhold til romanen

Ole Christian Madsens film er passende loyal mod Jakob Ejersbos velskrevne roman af samme titel, men i et usædvanlig flot stykke manuskriptarbejde har instruktøren sammen med forfatteren Bo Hr. Hansen foretaget enkelte kløgtige og afgørende ændringer. Først og fremmest er historierne i bogens tre separate hovedafsnit, som foregår i henholdsvis 1990, 1992 og 1994, ført frem til nu og yderst behændigt flettet sammen, selv om intet kan ændre på, at mens to af de tre hovedpersoner - pusherkonen Maria og narkomanen Steso - færdes i overlappende miljøer, har den tredje hovedperson, sømanden Allan med det vansirede ansigt, i højere grad sin helt egen skæbneberetning.

Det svækker nu ikke filmen, som usminket formidler bogens rå, aggressive og desperate grundtone uden overhovedet - og her er virkelig en stor kompliment - at ligne en litterær filmatisering. Ole Christian Madsen er eminent til at tænke i levende og livfulde billeder, og med sin jagede og plagede stil er hans »Nordkraft« virkelig hård i filten og præget af en brutal dynamik, som gør ætsende indtryk. Beretningen om de selvødelæggende unge misbrugere i Aalborg er pågående, ubehagelig, skræmmende og enerverende, men den har samtidig sort humor og små lysende glimt af ømhed og håb midt i al den omtågede elendighed.

Det nordjyske narkomiljø kender vi i forvejen fra Niels Arden Oplevs nært beslægtede film »Portland« fra 1996, og »Nordkraft« minder også en hel del om amerikanske film som Darren Aronofskys »Requiem for a Dream« og Jonas Åkerlunds »Spun«, fordi den ligesom dem næsten manisk søger at visualisere narkomanernes forvrængede oplevelse af virkeligheden i skæve og hallucinatoriske billeder.

Ekstremt velspillende

Anonym socialrealisme er Ole Christian Madsens tekniske bravournummer altså absolut ikke, men trods alle sine hidsige stilistiske krumspring à la musikvideo har denne heftige film en uafviselig troværdighed, fordi dens stort set ukendte medvirkende både er utrolig velvalgte og ekstremt velspillende.

Signe Egholm Olsen som Maria, der ville være smuk uden al den ophobede vrede i sine stramme ansigtstræk, Claus Riis Østergaard som den arrede - men fysisk stærke og roligt selvsikre - Allan, der forsøger at slippe helt ud af sin kriminelle fortid, Thure Lindhardt som den intellektuelle, intense og irriterende nihilist Steso på sikker kurs mod selvdestruktionen og i lidt mindre (men vigtige) roller Pernille Vallentin Brandt som Stesos rørende veninde Tilde, Thomas Corneliussen som Marias bøvede pushersamlever Asger med tatovør-ambitionerne, Signe Vaupel som Allans nye kæreste Maja samt Farshad Kholghi som den mystiske og magtfulde iraner Hossein er alle fantastisk udtryksfulde og fuldstændig overbevisende - det sidste gælder sågar også dialogens diskrete anstrøg af dialekt, for personerne taler med den samme konsonantskarpe og lidt tunge diktion som Ole Bornedal, der stammer fra Nørresundby.

I sin bearbejdelse af Jakob Ejersbos trefløjede roman har Ole Christian Madsen klogt bortredigeret den afsluttende begravelse og til gengæld opfundet en spektakulær scene, hvor et stort parti speed flyder lokkende rundt i Aalborgs havn. Det tilfører den dystre historie lidt ekstra humor, mens til gengæld scenen på stranden, hvor Asger og Marias to »junkiehunde« bliver aflivet, er overrumplende og chokerende. Denne film er, som man sagde i gamle dage, ikke for sarte sjæle.

Derimod er det ikke særlig afgørende for ens oplevelse af filmen, om man har læst romanen eller ej - hvis man har, bliver man ikke skuffet - og »Nordkraft« ville have været en fuldstændig fremragende film, hvis ikke den havde sprøjtet sig med så massiv en overdosis af den sansebedøvende fast-motion.

Den trætter os, så vi nøjes med at kalde filmen modig, slagkraftig, indtrængende og stærkt seværdig.