Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Film | 12/12/12

Kunst og drama bag tremmer

 

 

 

Aktuelle begivenheder:

  • Foto: PR Foto: PR
Det er smukt at kunne fatte sig i korthed og alligevel få et mangefacetteret budskab igennem. Paolo og Vittorio Tavianis »Cæsar skal dø«, der vandt Guldbjørnen på årets filmfestial i Berlin, varer kun 76 minutter, men bliver ved at rumstere i baghovedet længe efter, takket være en interessant og fascinerende sammenblanding af virkelighed og fiktion.

En efter en dukker en flok barske, muskuløse mænd op på lærredet. Først grædende dernæst truende siger de deres navn og hvor de er født. De er alle langtidsindsatte fanger i Rebibbia- fængslet i Rom, der nu er i færd med at kaste sig ud på ukendt vand som skuespillere i en fængselsproduktion af Wiliam Shakespeares »Julius Cæsar«.

Fangerne er ægte fanger, bortset fra en, Salvatore Striano, der er tidligere indsat, men nu ernærer sig som skuespiller. Fængslet laver rent faktisk teateropsætninger, men denne her er initieret af instruktørerne Paolo og Vittorio Taviani, der på den måde blander virkelighed med konstruktion, på samme måde som de blander Shakespeares ord med fangernes egne.

Det gør »Cæsar skal dø« til et spændende bekendtskab. Ikke mindst fordi det faktisk lykkes brødrene Taviani at lave en virkelig interessant fortolkning af »Julius Cæsar« med de – hovedsageligt – uerfarne skuespillere, der lader sig opsluge af dramaet om magt, svigt og venskaber, som flere af dem udtrykker en genkendelse i – for måske er livet i mafiaen ikke så forskelligt fra livet i Cæsars følge for 2056 år siden.

Filmen, og stykket, er iscensat med det nedslidte fængsels mange rum og gange som kulisser, der fungerer som et fascinerende beton-ekko af Roms engang så smukt hvide bygninger. Det hele holdt i en blød sort-hvid toneskala, der sender tankerne tibage til den italienske neorealisme.

Angiveligt er fangerne i færd med at øve op mod den store premiereaften, men når Brutus og Cassius kigger ud af et vindue og kommenterer Cæsar og hans følge, bliver det tydeligt, at Paolo og Vittorio på samme tid er i færd med at lave en filmversion af »Julius Cæsar«, en filmatiseret teateropsætning og en fortælling om at være langtidsfange i et fængsel, og pludselig få øjnene op for kunstens skønhed.

En enkelt fange udtrykker ligefrem, at mødet med kunsten for alvor har gjort hans celle til et fængsel.

De mange meta-fortællinger bliver til tider en smule for konstruerede, men størstedelen af tiden fungerer det imponerende godt. Ikke mindst fordi brødrene Taviani lader fangernes nøgne ansigter fortælle om deres historie, smerte og frustration over indespærringen.

Når »Cæsar skal dø« fungerer bedst, får vi et sårbart indblik i fangerne, hvis følelsesladede ansigter, opslugt af skuespillet, står i skærende kontrast til de forbrydelser, der har bevirket, at flere af dem er dømt til et helt liv bag tremmer for mord eller medlemskab af Camorraen. En enkelt har forbrudt sig mod anti-mafialoven hele 416 gange får vi at vide.

Men igen – måske er det også bare en konstruktion og spil for galleriet? I mødet mellem dokumentar og fiktion, er vi tvunget til også at tænke selv.

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester