Posthus Teatret, som har stået mere eller mindre ubrugt hen siden 2007, er nu igen klar til at invitere folk på intime filmoplevelser i kælderen i Rådhusstræde. Den lille, unikke biograf- og teatersal, der af mange er blevet beskrevet som byens hyggeligste, har ellers været ramt af uheld, der har gjort driften besværlig de sidste fem år. Men fra fredag vil filmentusiaster igen kunne se de smalle art-film, som salen er skabt til at vise og som kun sjældent dukker op i byens øvrige biografer.
"Vores problem lige nu er, at mange folk tror, vi er helt lukket. Men vi lukker ikke. Nu har vi været her i så mange år, så et par år mere kan vi vel godt klare," siger en glad Carsten Brandt, der er biografens livsnerve og daglige leder. Han er dog ikke bange for at publikum hurtigt vender tilbage. Erfaringen har nemlig vist, at filmfanatikere, ofte unge under 30, går meget målrettet efter biografens forskellige tilbud og at de russiske film for eksempel har et helt særligt kernepublikum, mens de seks timer langer italienske film har et andet.
Posthus Teatret fik sit navn fra det posthus, der tidligere var overbo. Det blev startet i 1973 af tre film- og teaterentusiaster, her iblandt Carsten Brandt, som siden starten har stået for den daglige ledelse og som i øvrigt instruerede nogle af stedets største succeser, da det stadig fungerede som teater. Statsstøtten til teateraktiviteterne bortfaldet dog i starten af firserne og salen blev siden primært brugt til at vise specialimporterede, smalle kunstfilm.
I 2007 blev Posthus Teatrets stilfærdige overbo udskiftet med det mere støjende diskotek Code og den manglende lydisolering gjorde det næsten umuligt at vise film i Posthus Teatret. Færre filmvisninger betød, at Det Danske Filminstitut trak den støtte biografen hidtil havde fået tilbage og Carsten Brandt valgte at lukke aktiviteterne næsten helt ned.
Da Code efter små tre år lukkede, gik Carsten selv til lommen og sørgede for at biografen kom op at køre igen, dog kun indtil renovationen af Code medførte en uheldig vandskade, der igen tvang biografen til lukning. Knap var de sidste dråber tørret op, da det store skybrud i 2011 sendte nye vandmasser ned i kælderen og biografen måtte igen dreje nøglen om.
Efter endnu en tid med udbedring af vandskader, er biografen dog nu operationsdygtig igen og Carsten Brandt håber på en fremtid uden støjende naboer og vand i kælderen.
Læs også: Teaterfestivalen Vildskud indtager København
"Vi kan kun overleve ved at undgå at ligne byens øvrige biografer, vi skal byde publikum noget, de ikke kan finde andre steder, vi skal være biografernes pendant til restaurant Noma. Vi skal servere de store oplevelser, hvor man kommer ned i en kælder i Rådhusstræde og sidder der i seks til syv timer, mens verden udenfor går i stå," fortæller Carsten og slutter af med at påpege, at sådan har det faktisk altid været i Posthus Teatret.
Biografens officielle åbning byder på en spanske film 'I Sylvias By' af José Luis Guerin, som man også kan se i biografen fremover. Desuden er Carsten Brandt i gang med forberedelserne til igen at kunne præsentere teater i den stemningsfulde sal, to forestillinger er allerede på tegnebrættet.
Af Jesper22/08/12, 11:21
Respekt
Respekt til en ildsjæl. Held og lykke med den "nye" biograf.
Af Poul D.19/08/12, 11:29
En skam, at
Posthus Teatret endnu ikke er kommet på finansloven. Her er en biograf der går mod strømmen. Resten af branchen viser for det meste den ligegyldige mainstream som drømmefabrikken Hollywood sprøjter ud.
Ildsjæle skal hyldes og belønnes. Carsten Brandt er en af dem.
Af Niels H. Pedersen18/08/12, 17:55
Endelig - tusind tak!
Hvor har jeg savnet dette sted i de seneste år.
Det har været endog meget svært at finde kvalitetsfilm i København i lang tid - alt er bare bulder og brag fra Hollywood.
Jeg glæder mig til at blive fast gæst igen.