I samarbejde med Golden Days inviterer Nationalmuseet på en række arrangementer. Årets festival stiller skarpt på 1950'erne - et årti præget af kold krig, knaphed og konformitet men også af store visioner om et samfund baseret på velfærd og ny teknologi.
Se den eventyrlige historie om det danske ekspeditionsskib ”Galathea”, der i 1950-1952 gennemførte sin jordomspændende sejlads. Ekspeditionen varede godt 21 måneder og dens arbejdsfeldt var alle de største havdybder, hvor ingen redskaber nogensinde før havde været. Filmen er en essens af de 21 måneders brogede og strålende eventyr under den brændende tropesol og iskolde antarktiske storme, fortalt af Gunnar Nu Hansen og instrueret af Hakon Mielche. Filmen introduceres af etnograf Jesper Kurt Nielsen.
Gratis billetter kan afhentes i Informationen.
Begrænset deltagerantal.
