Sidse Babett Knudsen ved godt, at det egentlig er lidt noget blær. Hun er godt klar over, at hun i den aktuelle komedie »Parterapi« gør noget, hun i dén grad kan.

At rollen som den rapkæftede, utilfredse og irriterende, men alligevel uimodståelige Puk næsten ligger for godt for hende.

»Det var ikke en af de der roller, hvor jeg tænkte, at nu skal jeg prøve det her af og grave den her nye side frem. Tværtimod havde jeg det sådan, da jeg så manuskriptet, at det her kan jeg sagtens se mig selv gøre. Den her genre kender jeg godt. Den tager vi med stor fornøjelse.«

I filmen af instruktør Kenneth Kainz spiller Sidse Babett Knudsen over for Nikolai Lie Kaas, der har rollen som den vattede og vægelsindede mand, som hun netop har købt et gammelt håndværkertilbud af et hus sammen med.

Huset viser sig at være pilråddent, og for at få råd til at gøre det beboeligt lejer parret kælderen ud til parterapeuten Ulrik, spillet af Søren Pilmark.

Hermed er scenen sat til et højspændt trekantsdrama, der blandt andet indbefatter en række terapeutiske seancer.

Efter at have haft hovedroller i danske komedier som »Let's get lost«, »Den eneste ene« og »Fukssvansen« forbinder mange nok især Sidse Babett Knudsen med de sjove karakterer, selv om hun også har helt anderledes alvorlige og komplekse roller på paletten. Det har den 41-årige skuespiller det helt fint med, fortæller hun, da Berlingske møder hende på Hotel Sankt Petri, det tidligere Daells Varehus i København.

»Det er jeg faktisk ret stolt af. Det er da fint at være sjov. Man skal selvfølgelig have udfordringer for at udvikle sig og holde sig vågen, men nogle gange er det da også sjovt bare at lave noget, man er god til. Lige at lave lidt blær. Det skal man da ikke underkende,« siger hun med et grin.

Da Sidse Babett Knudsen for første gang stod på en scene, så hun noget anderledes på det. Dengang i slutningen af 1980erne handlede det om for alt i verden at blive taget alvorligt.

Efter skoletiden på Bernadotteskolen i Hellerup og en efterfølgende studentereksamen tog hun til Paris og kom ind på den private teaterskole Theatre de L'Ombre. Der stod hun på scenen med et one man show, hun selv havde skrevet. Stykket handlede om Gud - naturligvis spillet af hende selv - som provokerede mennesket.

»Der var ikke den filosof, jeg ikke havde indover. Det var stærk tobak,« fortæller Sidse Babett Knudsen med en selvironisk tone.

»Jeg ville lave stærke, alvorlige ting, så man kunne se, at jeg rendte rundt med sådan en sjæl og sådan en indsigt.«

Hun slår ud med armene.

Stykkets begyndelsesscene var en Beckett-inspireret leg med en spolebåndoptager.
Båndoptageren siger: 'Vend båndet, så starter vi forfra.' »Jeg stod der i mørket og sagde:' Retourner la casette'.

Og på det tidspunkt talte jeg ikke særlig godt fransk, eller min accent var i hvert fald virkelig tyk,« siger Sidse Babett som forklaring på den katastrofe, der indtraf, da hun lukkede munden op: Folk knækkede sammen af grin.

»Jeg var lige ved at tude, for det var virkelig meningen, at de der fucking franskmænd skulle se, at vi danskere også kunne tænke. Vi er ikke bare vikinger, der kan agere. Vi har faktisk også Kierkegaard i baghånden og den slags,« siger Sidse Babett Knudsen resolut.

Og med den lidt rustne stemme tilføjer hun: »Så den forestilling blev en kamp for at holde fast i det, jeg gerne ville sige, og samtidig prøve at bruge det, at de grinede til noget positivt.«

Den franske erfaring er siden nærmest blevet et grundvilkår i Sidse Babett Knudsens skuespilkarriere.

 

»Jeg har ofte oplevet det i større eller mindre grad. Der er nogle ting, som jeg synes er alvor, men som folk synes er sjovt. I begyndelsen blev jeg skuffet, når folk reagerede anderledes.
Men man vænner sig til, at man ikke kan styre det.

Jeg laver det så godt, jeg kan. Og sender det ud, og så håber jeg, at det rammer. Men jeg er også begyndt at forstå, at selv om det ikke rammer på den måde, jeg havde forestillet mig, så kan det stadig være lige så værdifuldt for dem, der ser det.«

Hun giver et eksempel: »Det er jo ret mærkeligt, når man har lavet et eller andet, og folk så kommer og siger: ' Ej, hvor var det bare sjovt'. Og så tænker man: ' Hvad? Jamen hvad er det dog, du har trukket ud af det, lille skat?'

Men så efter lidt tid begynder man at høre, at personen rent faktisk var glad for det, man havde lavet. Når kvinder f.eks. i forbindelse med min rolle i Susanne Biers »Efter Brylluppet« sagde til mig, at de virkelig kunne genkende sig selv, så tænkte jeg tit: ' Det er sjovt, for det kan jeg ikke selv. Jeg spiller jo bare en rolle'«.

Det samme oplevede hun i forbindelse med sin medvirken i Charlotte Sielings film »Over gaden under vandet«.

I dag holder Sidse Babett Knudsen ligefrem af den usikkerhed, der ligger i, hvordan omgivelserne mon reagerer. Når hun er mindre optaget af, om folk nu forstår rollerne på samme måde, som hun selv gør, handler det også om, at hun har levet en masse forskellige typer roller ud og derfor føler, hun har vist et bredere spektrum af sit talent, forklarer hun.

Selv om »Parterapi« handler om parforholdet og kærligheden, er Sidse Babett Knudsen mildest talt ikke meget for at dele ud af sine egne erfaringer om emnet.

»Det snakker jeg slet ikke om. Slet, slet ikke,« siger hun med et drillende smil, men også med en bestemthed, så der ikke er tvivl om, at der ikke skal bores mere i det emne.

»Når man udstiller sig så meget, som vi skuespillere gør, og der er så mange mennesker, der har set så meget af os, så ville jeg ikke fungere, hvis jeg lagde det hele ud. Jeg kan virkelig ikke se nogen grund til det,« siger Sidse Babett Knudsen .

Hun indskyder dog, at hun ikke har noget imod at dele ud af egne erfaringer, når hun f. eks. har lavet noget, der henvender sig til unge.

»Der kan det være fint at komme med budskaber som: Det kan godt ende godt, bare se på mig. Selv om du bliver mobbet, så skal det nok gå alt sammen, og det er ikke dem, der er populære i 1. klasse, der bliver ved med at være det.« Sidse Babett Knudsen har selv en søn på fem år, men hun bryder sig ikke om at snakke om hjemlandet, som hun udtrykker det.

Et tema som parforholdet kunne hun ikke drømme om at udtale sig om.

»Nu spiller jeg jo ofte en kæreste og kone på film, men det betyder ikke, at jeg har alle mulige kloge ting at sige om parforhold. Tværtimod. Jeg hader at læse om parforhold, gode råd og tips og opskrifter. Jeg synes, det er ulækkert og så misforstået.«

Hun holder en pause og siger så med stor kraft: »Det er da ikke noget, man skal lære. Jo, det er det, men det er noget, man selv skal lære. Man kan kun bruge folk, som man kender meget nært, og som man forstår rigtig godt, til noget som helst.«

Desuden kan det have omkostninger at begynde at snakke for meget om sit privatliv.

»Det er ligesom det med, at når man bladrer igennem lægebogen, så kan man finde nogle symptomer, som potentielt kunne være en sygdom.

Man bliver påvirket af det lort. Hvis man sidder og slår op i et dameblad og læser noget om så og så mange orgasmer, så tænker man: Nå, er det sådan det skal være« Sidse Babett afbryder selv sin engagerede talestrøm: »Ja ok, nu blev det en masse vrede og bla bla bla. Det behøver du slet ikke at skrive om. Det er bare ikke interessant at skrive om.« Hun tænker sig lidt om.

»Jeg skal jo også lege en leg. Nu sidder jeg og siger, at det er en rolle, man skal spille. Men selvfølgelig er der nogle ting, man blander sammen.

Der er gråzoner, og det er jo mig, der spiller rollerne. Men jeg bliver jo nødt til at sige, at det er en rolle, også over for mig selv. Ellers bliver man jo syg i bolten. På den måde er det jo et sygt erhverv, jeg har. Så man bliver også nødt til at sige, at det her hører til Sidse Babett Knudsen, og derhjemme hedder jeg noget andet. Jeg er nødt til det for ikke at blive for selviagttagende,« siger hun og forklarer, at det påvirker hende, hvis nogen har skrevet noget forkert om hende eller har misforstået det, hun sagde.

»Hvis der står, at jeg er sådan en, som altid gør sådan, så går jeg rundt derhjemme og tænker: Gør jeg det, som jeg sagde, jeg gjorde? Jeg bliver simpelthen nødt til at have fri, når jeg går derhjemme, og der ikke er kamera på.« Sidse Babett Knudsen pointerer, at det også er vigtigt at lade op for at kunne levere varen.

»Ellers begynder man efterhånden kun at kunne spille en skuespiller, der spiller en skuespiller i en selviscenesat verden. Jeg vil jo gerne spille rigtige mennesker. Jeg vil også gerne være et rigtigt menneske.«.

 

Sidse Babett Knudsen om:

Tal: »Jeg er god til tal og har arbejdet med tal. Jeg vekslede i mange år penge i et vekselbureau i Paris. Jeg kan enormt godt lide, at tal er, hvad de er. Hvis der var noget, der skulle løbe løbsk for mig og blive neurotisk, så ville det være at tælle. Jeg forstår godt dem, der bliver lidt tossede og begynder at tælle alle mulige ting sammen. Jeg kan også godt lide, når tal er involveret i krimier, og man skal knække en kode eller den slags.«

Sne: »Jeg er på toppen over det her sne, der bare bliver ved, jeg er fan af det. Jeg kan ikke huske at have oplevet, at der var sne så lang tid som nu. Det er en gave med det lys, det giver. Den måde, himmelen spejler sneen, er særligt for Danmark.

Det gør mig slet ikke noget, at det er lidt gråt for oven, fordi der er enormt meget lys. Da jeg boede i Paris, havde jeg det som om, der ikke var nogen himmel over byen, fordi den altid ser ud på samme måde, men herhjemme er himmelen så forskellig.«

Mad: »Jeg går meget op i mad og bruger en del tid på det. Ikke at det er finere gourmetmadlavning, jeg excellerer i, men jeg får lyst til en bestemt slags mad. Jeg ved altid, hvad for noget mad, jeg har lyst til, men hvad det er, kan skifte meget. Det skal være enormt rent og friskt. Jeg er f.eks. vild med vietnamesisk mad. Det er enormt rent, og så kan jeg godt lide, at man baldrer på med friske krydderurter.

Jeg er i det hele taget på røven over, når få gode råvarer trækker et måltid i land. Det er fascinerende.«

Dansk politik: »Lige nu bruger jeg meget tid på dansk politik i kraft af min rolle i »Borgen«, der kommer til efteråret. Men ellers er det ikke noget, jeg tidligere har gået særlig meget op i. Jeg har syntes, at udenrigspolitik var mere interessant.

Min rolle i »Borgen« har været en kærkommen lejlighed til at følge mere med. Jeg er blevet mere bevidst om den lange vej fra selve holdningen til, hvordan man uformer den rent politisk. Det synes jeg er dødspændende.«

Bøger: »Jeg elsker bøger, og biblioteket er min kirke. Der er et eller andet fantastisk over det med, at man læser bøger, som andre mennesker også har læst. Det betyder også meget, at der er bøger i ens hjem.

Det er jo små koncentrerede historier på forholdsvis lidt plads. Jeg har ikke selv supermange bøger, men jeg holder meget af dem. Jeg kan godt lide f.eks. Erik Fosnes Hansens bøger. Han har et eminent sprog, og det er skønlitteratur, hvor der også er mange videnskabelige og filosofiske betragtninger.«

Tøj: »Jeg er ikke så vild med at shoppe, for jeg bryder mig ikke om at prøve tøj. Men jeg kan enormt godt lide tøj. Når jeg køber noget tøj, jeg er glad for, kan det være næsten ligesom at være forelsket.

Det gør mig meget glad, at jeg kan gå hen og ae det. Jeg har købt sådan en lille læderjakke, som jeg simpelthen er så glad for. Jeg havde den med på optagelse, og så skulle jeg hele tiden tilbage i traileren for at se, om den stadig var der.«.

Læs mere:
Sidste Babett Knudsen spiller den ene hovedrolle i »Parterapi«, der har premiere 25. februar.

Anmeldelse: Parterapi er en komedie uden komik.