Den russiske actioninstruktør Timur Bekmambetov (»Wanted«) vender i »Abraham Lincoln: Vampire Hunter« op og ned på den kendte historie om et af de helt store amerikanske nationalklenodier.
Abraham Lincolns mor bliver myrdet for øjnene af ham, da han er en lille dreng. Som voksen prøver han at dræbe morderen, der viser sig at være en udødelig vampyr. Abraham bliver reddet i sidste øjeblik af vampyrjægeren Henry Sturges, der oplærer Abraham i den komplicerede kunst at dræbe dem, der allerede er døde.
Han får ham til at love hverken at få familie eller venner, men da han møder søde Mary Todd og genforenes med barndomsvennen Will, bryder han begge løfter – og gør dermed sig selv sårbar over for de onde kræfter.
Top 10: De bedste film i biffen lige nu
Uden forsonende humor »Abraham Lincoln: Vampire Hunter« bygger på en satirisk roman af Seth Grahame-Smith, forfatter til »Pride and Prejudice and Zombies«, der også har skrevet manuskriptet, men desværre glemt at bruge samme satiriske pen som i forlægget.
Der er ganske enkelt ingen humor, ikke engang et forsorent glimt i øjet, i »Abraham Lincoln: Vampire Hunter«, der tilsyneladende tager sig selv dybt alvorligt som mørkt skæbnedrama kombineret med action-vampyrgys.
Desværre er det svært som publikum at tage filmen lige så alvorligt. Ikke kun på grund af den sjove, men noget søgte præmis om den 16. præsident som vampyrdræber, der mest af alt bare er en gimmick, men i lige så høj grad fordi den rent stilistisk er noget værre rod med kiksede 3D-effekter, der ligner noget fra dengang, effekten blev opfundet, sære sepiafiltre over udvalgte scener og løsrevne og alt for opulente actionscener – Bekmambetovs varemærke.
Det er ganske vist imponerende, hvor mange ting han kan smadre på spektakulær vis, men det bliver trættende i længden at se ærlige Abe svinge sølvøksen i slowmotion over de udødelige monstre for 17. gang.
Hvad: »Abraham Lincoln: Vampire Hunter«.
Hvem: Instruktør Timur Bekhmambetov. Medvirkende: Benjamin Walker, Dominic Cooper.
Hvor: Premiere over hele landet.
Skriv en kommentar