Foto: Kristian Sæderup
af journalist
Gitte Holtze| giho@berlingske.dk En god film skal ses på stort lærred. Med et medlemsskab til en af byens filmklubber er du sikret både billigere og anderledes filmoplevelser.
En af de mere hyggelige måder at overleve en kold og mørk vinter på er at finde ind i biografen. Og hvad er mere oplagt end at melde sig ind i en af Københavns mange filmklubber, der giver dig adgang til ikke bare en god film, men både billigere og anderledes oplevelser ud i filmens verden? Fra mandagsfilm med mening og efterfølgende debat til klubben, hvor du også får rabat på koncerter og butikkerne i nærmiljøet.
AOK viser vej til fem gange filmklub, hvor du med et medlemskab i hånden får et skud kulturelt input.

Foto: Linda Henriksen
Filmselskaberne spytter den ene børnefilm ud efter den anden, så der er masser af filmoplevelser at hente i Københavns egen filmklub kun for børn og unge. Husets Børnefilmklub hører til i Huset i Magstræde og er inddelt i to grupper, børn fra 6-10 år og børn over 10 år. Hver gruppe kan i løbet af en sæson (fra september til april) se syv forskellige film, på programmet i år er der blandt andet Ice Age, The Simpson Movie, og Ulvepigen Tinke. Og er poden lidt utryg ved at tage i biografen alene, må voksne også godt lege med ifølge med sit barn eller barnebarn.
Hvad: Husets Børnefilmklub
Hvor: Rådhusstræde 13, Kbh. K
Hvornår: Syv lørdage eller søndage fra september til april.
Hvordan: Tilmelding via www.hbfk.dk. 125 kr. for syv forestillinger. Voksne kan tilmelde sig til samme pris.

Foto: Claus Bjørn Larsen
Et medlemskab af Klub Empire, Empire Bios filmklub, er meget mere end gratis popcorn, foredrag og forpremierer. De 125 kr., et medlemskab årligt står i, er også den direkte vej til at støtte lokalsamfundet på Nørrebro, for biografen har sørget for, at du som medlem får rabatter i mange af butikkerne i området, f.eks. hos Det Rene Brød, Saxil Cykler og Københavns Yoga, ligesom du elegant kan springe køen over på Rust ved at flashe dit Klub Empire kort. Og så er klubkortet så fikst indrettet, at det kan bruges som betalingsmiddel på biografbilletter.
Hvad: Klub Empire
Hvor: Guldbergsgade 29 F, Kbh. N
Hvornår: Der er løbende særlige medlemsarrangementer og arrangementer, medlemmer får rabat på.
Hvordan: Tilmelding via www.empirebio.dk. 125 kr. pr år det første år, herefter 100 kr.

Foto: Christian Als
Er man til det italienske, elsker det franske og er dybt fascineret af alt spansk filmkunst, er Romansk Filmklub måske den rette at blive medlem af. Filmklubben har en gang om måneden en film på programmet, som efterfølges af et foredrag med en person, der har en relation til filmen. I år vises bl.a. den franske »8 kvinder og et mord«, som er bygget på et teatermanuskript, og foredraget er med skuespiller Maria Stenz. For især københavnere med lyst til også at være sociale er det en herlig filmklub, for medlemmerne samles ofte i cafébiografen efter filmen.
Hvad: Romansk filmklub i Vester Vov Vov
Hvor: Absalonsgade 5, Kbh. V
Hvornår: Film og foredrag en gang om måneden fra oktober til marts
Hvordan: Tilmelding i biografens billetsalg. 440 kr. for seks arrangementer, ”reduceret” pris ved tilmelding efter sæsonstart. Se mere på www.vestervovvov.dk

Foto: PR-foto
Det er ikke en tilfældighed, at filmklubben Mandagsdokumentar holder til på PH Caféen. Klubben har i PH’s ånd skabt et miljø, der hylder samfundsdebatten, og derfor er alle værkerne på lærredet på mandage film med meninger og indhold. Men selv om alle filmene er i genren dokumentar, er de vidt forskellige, fra historien om Skuespilhuset til portrættet af jazzlegenden Alice Babs. De fleste film er danske, halvdelen af dem er kortfilm (hver mandag er der to film på programmet, hvor den ene er kort), men de er alle skabt af store filmkunstnere.
Hvad: Mandagsdokumentar
Hvor: Halmtorvet 9 A, Kbh. V
Hvornår: Hver mandag kl. 19.30 i vintersæsonen. Sidste film i år er 27. april
Hvordan: Tilmelding i PH Caféen. 70 kr. pr. år, plus 50 kr. pr. filmaften, man deltager i. Se mere på www.mandagsdokumentar.dk

Foto: Torben Christensen
Kræsne filmentusiaster, der ikke vil nøjes med én film om måneden eller som ikke har behov for at diskutere den bagefter, bør overveje at sætte sine penge i et medlemskab af Cinemateket. Her er der udover afgangsfilm fra Den Danske Filmskole hver måned fokus på en lang række temaer, i denne måned kan man f.eks. opleve Tommy Lee Jones, animeret dokumentar, jødisk filmfestival, og de bedste danske film fra 2008. Et medlemskab giver gratis adgang til særforestillinger og rabat på billetter og på et årsabonnement på filmmagasinet Ekko.
Hvad: Cinemateket
Hvor: Gothersgade 55, Kbh. K
Hvornår: Næsten hver dag.
Hvordan: Tilmelding på www.dfi.dk/cinemateket/medlem. 250 kr. om året, 125 kr. for studerende. To personer i samme husstand kan blive medlem for i alt 300 kr. Rabatten på billetter varierer, men op til 50 procent.

