...
 
Det er en streng symmetri, der behersker Tobias Lindholms nye film »Kapringen«, der modstiller to dominerende karakterer overfor hinanden, en rund og jovial skibskok og en skarptsleben rederidirektør.

Lindholms favorit-skuespiller Pilou Asbæk er kokken Mikkel Hartmann, der laver mad med kærlighed og lyser op i besætningens arbejdsdag på fragtskibet MZ Rozen. I åbningsscenen har Mikkel forladt kabyssen i rum sø for at sige hej i radiotelefon til sin ægtefælle og lille barn, der glæder sig til at gense ham, når hans togt i det Indiske Ocean er slut.

Umiddelbart efter bliver man præsenteret for filmens anden hovedrolle, rederidirektøren Peter C. Ludvigsen, der befinder sig i København, portrætteret med et minutiøst kontrolleret spil af Søren Malling i stiv hvid skjorte og slips. 

Se de nyeste filmtrailers

Direktøren er en levende spejlvending af skibskokken. Hans minimalistiske kontor og hans tilknappede ydre viser, at han hverken ødsler med luksus eller synlige følelser. I en indledende sekvens, hvor direktøren overruler en medarbejder og selv forhandler sig frem til en mere fordelagtig pris med et japansk selskab, demonstreres hans evne til analysere situationer og træffe hurtige beslutninger.

Kort efter får direktøren hårdt brug for begge evner - i en forhandling, hvor hans medarbejderes liv står på spil. MZ Rozen er blevet kapret af somaliske pirater, og da der endelig bliver ringet fra skibet, er det skibskokken der trygler direktøren om at sende løsepenge. Selvom rederiets tilvejebragte ekspertkonsulent i gidseltagninger er imod det, overtager rederidirektøren personligt forhandlingen med piraterne.

De somaliske kapringer af de danske skibe er et oplagt materiale fra virkelighedens verden at dramatisere på film, men Tobias Lindholm skal ikke beskyldes for at spekulere i den massive pressedækning som særligt den kaprede familiebåd fra Kalundborg fik sidste år. Arbejdet med »Kapringen« gik nemlig i gang længe før, denne båd blev opbragt.

Tobias Lindholm har på få år markeret sig som en »auteur«, altså en filmkunstner med sin egen genkendelige stilistiske signatur. Der er således klare ligheder mellem det aktuelle værk og Lindholms første film, det rå fængselsopgør »R« fra 2010. I begge tilfælde går instruktøren usædvanligt langt for at fremme realismen.

Mens »R« bruger et virkeligt fængsel som baggrundsmiljø og rigtige eksfanger som statister, benytter »Kapringen« sig ligeledes af virkelige steder og virkelige rekvisitter. MZ Rozen har også i virkeligheden været i hænderne på pirater ud for Afrika. De maskinpistoler, som somalierne stikker i nakken på søfolkene, er virkelige MK-47ere, som kenyansk politi har konfiskeret fra sørøvere.

Selv rederiets engelske gidselkonsulent er også i virkeligheden ekspert i gidselforhandlinger, og har vejledt det danske rederi Clipper, hvis kontorer bliver brugt i filmen. Der er meget godt at sige om Lindholms nærmest fanatiske realisme, der er sjælden i nutidens filmbranche, der som oftest vægter kommercielle hensyn højere. Filmens mange overlappende elementer fra virkeligheden giver langt hen ad vejen fiktionen en dyb følelsesmæssig klangbund. Pilou Asbæk og Søren Malling er lige fremragende i hver sin side af filmens snævre univers, og får meget ud af små detaljer i manuskriptet.

Til gengæld går Lindholm for vidt i sin bestræbelse på at give fortællingen sin lavmælte autencitet. I nøglesituationer trækker han sig bevidst tilbage for at undgå de »ydre« dramatiske situationer, som også 90ernes dogme-instruktører rynkede på næsen af. Her bringes handlingen ned på så lavt et blus, at det indimellem virker kontraproduktivt og søgt. Vi ser eksempelvis ikke selve kapringen - en sekvens, som en Hollywood-instruktør selvfølgeligt ville have malket for alt, hvad den er værd.

I »Kapringen« forstår man først, at den har fundet sted, da direktøren hører om den i København. Det gør i passager filmen til en køligt registrerende oplevelse, hvor tilskueren selv skal fylde mange huller ud. Det rokker ikke ved, at filmen er i særlig grad i øjenhøjde med gidslerne.

Efter deres indespærring på skibet, ser vi aldrig andet end det søfolkene ser - dvs indersiden af kahytten, kabyssen og det uhumske lokum. Det højner identifikationen med søfolkene og deres desperation, at Lindholm kompromisløst undlader at forfriske publikum med den mindste mundfuld frisk søluft.

Læs også: Her er de 10 mest populære film lige nu

Helt parallel er skildringen af filmens andet scenarie, rederiets »war room«, hvor både truslen mod gidslerne og ansvaret over for firmaet holder direktøren fastlåst i et kvælende strubetag. Kameraets øje hviler lige så urokkeligt på ham som på gidslerne, og også her forstår publikum hans desperation - for det bliver også visuelt spærret inde i rummet.

En stor del af filmen, og dette bygger også på omhyggelig research, beskriver de psykisk udmarvende forhandlinger som direktøren og hans medarbejdere skal igennem. Det er tankevækkende, at Tobias Lindholms føles tættere på virkeligheden end så meget realityfjernsyn og overarrangeret nyhedsformidling.

Det aftvinger respekt, men mange biografgængere vil formentlig føle, at »Kapringen« er lige så svær at fordøje som en årgammel skibsbeskøjt. »Kapringen« er en klaustrofobisk, monoman film, der i sidste ende hamrer sin vision så ufortrødent fast i publikum, at det nærmest går værkende fra biografen. 

Hvad: Kapringen
Hvem: Instruktør Tobias Lindholm. Medvirkende: Pilou Asbæk, Søren Malling
Hvor: Premiere over hele landet

Se trailer:

Powered by Preview Networks