»De urørlige« er ikke så lidt af et eventyr på flere planer. Filmen er set af mere end 19 mio. mennesker i Frankrig og endnu flere i resten af verden, og det er dermed den mest sete franske film på verdensplan nogensinde. Foran »Amelie fra Montmartre«.

Men den er også et eventyr, fordi historien er baseret på en sand og rørende historie om rigmanden Philippe (François Cluzet) og gadedrengen Driss (Omar Sy), der bliver venner for livet. Når det gælder fyrstelig feel good bliver »De urørlige« svær at overgå. 

Og det er bemærkelsesværdigt at den godhjertede humor aldrig får klichéerne til at eksplodere om ørerne på os i en film med et emne, der ellers traditionelt kalder på de lette løsninger. Philippe er blevet lam fra halsen og nedefter efter en paraglidingulykke. Han søger efter en ny hjælper og en flabet og ukoncentreret Driss møder op for at få et afslag, så han uhindret kan inkassere socialhjælp i endnu et stykke tid.

Nærmest pr. urinstinkt engagerer Philippe Driss. Han advares af en god ven, der kalder flaben for en mand, der udstråler absolut »ingen medfølelse«. »Det er lige netop ingen medfølelse jeg vil have«, siger Philippe, og de to opbygger et varmt venskab. Man kan indvende, at der ikke dvæles ved det deprimerende i hverdagen som lam og at Driss fra gaden ret hurtigt får slebet sine rå kanter til, men »De urørlige« er ikke en socialrealistisk film. 

Læs også: Gode film til julemåneden

Det er et menneskeligt drama, som vi kender det fra andre film, hvor to forskellige miljøer mødes og lærer af hinanden. »Harry og kammertjeneren«, »Driving Miss Daisy« og »My Fair Lady« er blot nogle af de titler, man genkalder sig undervejs. De flyver til gengæld også hurtigt ud af hovedet igen, for »De urørlige« er sin helt egen, når det gælder et talent for at trække os ind midt i følelsesfeltet mellem de to mænd. Helt ind bag de ellers også mange livgivende grin.

Komikeren Omar Sy får en drømmerolle, hvor han kan vise, at han har et mobilt og åbent ansigt og et uimodståeligt smil. Positionen som superstjerne i mindst Frankrig må være sikret i mange år frem. Cluzet har kun ansigtet at spille med som lammet, og det gør han vanvittigt overbevisende ved at lytte og sige ganske få men præcise ord.

Omar Sy vandt den franske Oscar, kaldet for en Cæsar, men her burde filmakademiet have gjort en undtagelse og givet de to skuespiller en fælles pris, for de er lige mesterlige.

Temaerne er nogle af de helt essentielle som venskab og angsten for at blive hjælpeløs og de er heldigvis overdrysset med humor og godt humør. »De urørlige« er en herligt fordomsfri film, der åbner verden hen imod tolerance på tværs af sociale skel og forskellig hudfarve. Hvorfor den virker så godt, kan være svært at argumentere for og historien kan lyde banal.

Traileren yder for eksempel heller ikke filmen retfærdighed, for det er i alle følelserne mellem de humoristiske højdepunkter, at meget af kvaliteten ligger. Se den hvis du er et blødt menneske og se den, hvis du er lidt af en kyniker. Bare se den. Magen til organisk lykkepille kan man ikke få i biograferne i år.

Hvad: De urørlige
Hvem: Af: Eric Toledano & Olivier Nakache
Hvor: Premiere over hele landet.

Se trailer:

Powered by Preview Networks