
I tre lange år efter han måtte forlade sit embede i vanære efter den famøse Watergate-skandale, var Richard Nixon tavs. Først i 1977 stillede han op til et tv-interview med den engelske journalist David Frost, og mod al forventning talte han pludselig.
David Frost var mest kendt som en entertainer uden særlig politisk eller intellektuel substans, og ingen havde forventet, at interviewet ville blive andet end en overfladisk skøjten hen over emnet og i stedet proppet med høflighedsfraser og banaliteter, der ikke blive bringe noget nyt for dagen.
Sådan gik det ikke. Det blev til en uventet ærlig samtale mellem en mand, der ville have Nixon til at indrømme sin kriminelle adfærd i Watergate-sagen og en eks-præsidenten, der ville reparere på sit blakkede ry.
Filmen fortæller på autentisk baggrund om de vanskeligheder, som David Frost havde med at få realiseret de nu historiske TV-samtaler, som intet firma ville sponsorere, og som ingen TV-kanal ville vise.
Som alternativ til alenlange teoretiske tekster om retoriske strategier er filmen Frost/Nixon rigtig god! Jeg var inde og se filmen i går med mit retorikstudie (et studie på Det Humanistiske Fakultet på KUA), og jeg blev langt fra skuffet. Det magtspil der udspiller sig på det personlige plan, forberedelserne til hvert interview og alt det usagte som alligevel får afgørende betydning giver filmen en action og spænding som få Hollywood-producerede actionfilm kan leve op til.
122 min. er lang tid, og jeg var da også blevet advaret om at filmen somme tider var lidt lang i spyttet og at en kop kaffe inden ville være til gavn. Alligevel sad jeg efterfølgende med fornemmelsen af at ville se mere. De 122 min. må derfor siges at være lige tilpas og filmens opbygning afbalanceret, således at der gås i dybden uden at tempoet stagnerer.
En meget interessant og oplysende film, for både kommunikations-, politik- og medie-interesserede mennesker. En film der inspirerer til at se de virkelige interviews.