...

Som fænomener er filmkunsten og Freuds psykoanalyse omtrent lige gamle, og ingen kunstart er så nøje beslægtet med Freuds banebrydende udforskning af sindets struktur som filmen. Ingen anden kunstart har talt så umiddelbart til vores indre personlighed som de levende billeders forbiflakkende symboler og arketyper. Og hverken musik, litteratur eller maleri har som filmen vakt så mange menneskers fobier og længsler.

»Et af paradokserne ved forholdet mellem Freud og filmen er, at filmen i en vis forstand er den kunstart, der »ligner« den ydre virkelighed mest samtidig med, at det er den kunstart, der bedst er i stand til at visualisere de indre processer, som Freud var optaget af,« siger cand.phil. Annette Wernblad, der har mytologi og psykologi på film som sit undervisningsområde.

Selv om dagens premiere på David Cronenbergs »A Dangerous Method«, der skildrer Sigmund Freuds og Carl Gustav Jungs udvikling af den psykoanalytiske metode, ikke i sig selv er en udpræget freudiansk film, er den en naturlig anledning til at undersøge, hvordan forholdet har udviklet sig historisk op til i dag.

Store kunstnere har selvsagt altid beskæftiget sig med de konflikter, der også optog Freud, som for eksempel faderopgøret i Wagners »Siegfried«. Men der gik nogle årtier, efter at Freud omkring århundredeskiftet formulerede sine første teorier om det underbevidstes magt over vores tilværelse, til filmkunstnere bevidst begyndte at trække på hans teorier.

Læs også: Anmeldelsen af filmen »A Dangerous Method«

De første filmskabere, som ud fra et førstehåndskendskab til Freud, forsøgte at give det underbevidste form, var de tyske filmekspressionister som Fritz Lang og Robert Wiene, der i film som »Dr. Caligaris Kabinet« (1920) skabte en drømmeagtig blanding mellem indre og ydre virkelighed ved hjælp af forvrængede baggrunde, skæve kameravinkler og overdreven mimik hos skuespillerne.

Fritz Lang og Freud blev som mange kunstnere og tænkere sendt på flugt af nazisterne, men pudsigt nok foretrak Freud selv andre kunstarter som digte og teater. Han brød sig ikke om at blive filmet, selv om der eksisterer korte filmstumper med ham fra hans sidste leveår i London-eksilet på flugt fra nazismen.

Hollywood var til gengæld begejstret for Freud og tilbød forskeren store summer for at bidrage til filmmanuskripter, hvilket Freud trods sine økonomiske vanskeligheder i eksilet ikke tog imod.

Læs også: Her er ugens premierefilm

Efter Freuds død i 1939 blev Hollywood grebet af en bølge af freudianisme og psykoanalyse, med Elia Kazan og dramatikeren Tennessee Williams som markante eksempler. Datidens gangsterfilm blev jævnligt gjort til ramme for freudianske konflikter såsom James Cagney-filmen »White Heat« (1949), hvor gangsterchefen bliver offer for sin egen uafklarede moderbinding.

»Pointen med den amerikanske cinema noir-genre var langt hen ad vejen at skildre en »indre« virkelighed, eller en ydre virkelighed, der er stærkt farvet af karakterernes indre liv,« siger Annettte Wernblad, der nævner Jacques Tourneurs »Cat People« fra 1942 som den første film, der eksplicit beskriver en psykoanalytisk behandling.

Hitchcock er mesteren
Alfred Hitchcock blev den freudianske instruktør par excellence, selv om han aldrig selv vedkendte sig at have ligget på briksen.

Annette Wernblad fremhæver instruktørens banebrydende film »Psycho« (1960) som skoleeksemplet på en freudiansk film. Her illustrerer seriemorderens hus Freuds lagdeling af sindet i en underbevidst kælder, det bevidstes stueetage og overjeget i overetagen. Den døde mor i overetagen er morderens superego, der styrer ham destruktivt mod sit eget endeligt.

Ifølge filminstruktøren og filmkritikeren Christian Braad Thomsen er Hitchcock et godt eksempel på, hvordan de kunstnerisk dybtgående instruktører ofte når frem til de samme konklusioner som Freud, uanset om de har studeret psykoanalytikeren eller ej.

»Hitchcock havde en så fantastisk kontakt til sit eget ubevidste, at han kunne være freudianer uden at have læst en stavelse af ham. Og rent faktisk er de bedste freudianske film som regel lavet af instruktører, der ikke har forlæst sig på ham,« siger Christian Braad Thomsen, der har leveret freudianske filmanalyser i talrige bøger og senest i bogen »Film med håndskrift«, hvor han bl.a. dissekerer Lars von Triers voldsomme film »Antichrist« (2009).

I filmens første scene falder et barn ud af vinduet og dør, umiddelbart efter at det har set sine forældre have samleje. »Det er simpelthen en freudiansk urscene. Men jeg tvivler på, at den er resultatet af, at Lars von Trier har læst meget Freud,« siger Christian Braad Thomsen.

Hvad: »A Dangerous Method«.
Hvem: Instruktør: David Cronenberg. Medv.: Viggo Mortensen, Michael Fassbender, Keira Knightley.
Hvor: Premiere over hele landet.

Se trailer:

Powered by Preview Networks