Selv om han har spillet flere seriøse roller de senere år, er Jim Carrey stadig mest kendt som ’manden med gummiansigtet’. Og det kommer på overarbejde i den nye film ’A Christmas Carol’, hvor Carrey spiller den grumme gnier Scrooge. Urban mødte spasmageren, der for en gangs skyld var krøbet i det – forholdsvis - alvorlige hjørne.
Jim Carrey er en tilfreds mand.
Senest kunne vi se ham i komedien ’Yes Man’, til foråret går han over i den anden grøft med det seriøse drama ’I Love You Phillip Morris’, og fra på fredag er han aktuel i Robert Zemeckis’ motion capture-filmatisering af Dickens juleklassiker
’A Christmas Carol’, hvor han i animeret form udfylder hovedrollen som den bitre gamle gnier Scrooge.
Tre meget forskellige roller, for filmverdenen har efterhånden fået øjnene op for, at Jim Carrey kan levere andet end gakkede grimasser. Og det er han meget taknemmelig for, fortalte han, da han holdt hof for blandt andet Urban under filmfestivalen i Cannes.
»Jeg prøver ikke at slippe af med den komiske side af min personlighed. Den vil altid være der. Det er en sygdom. Jeg kan ikke gøre for det,« siger han med sit berømte pokerfjæs, og fortsætter:
»Men jeg føler mig meget heldig, at jeg får lov til at lave et så bredt spektrum af film. Når du starter med at tale ud af din røv, så er der lang vej til, hvor jeg er nu! Jeg har bedt universet om helt utroligt meget og har fået meget igen. Og når sådan en som Bob (Robert Zemeckis, red.) ringer og betror mig en karakter, der er så vigtig, og en historie, der er så smuk, så er jeg nødt til at sige, at mit liv overskrider mine forventninger.«
Mavesyre-surScrooge er blevet spillet, eller indtalt, af ikke færre end 25 skuespillere før Jim Carrey – og er endda lavet i en Muppetversion og af The Flintstones. Og Jim Carrey nød at prøve kræfter med den velkendte karakter, låne lidt fra tidligere versioner og gøre ham til sin egen.
»Jeg ville gerne finde frem til en bitterhed, en surhed, der ikke kun ligger på overfladen,« siger han og fortæller, at han især har været inspireret af skuespilleren Alastair Sim, der lagde stemme til karakteren i 1971-versionen.
»Du forestiller dig, at han havde den værste omgang mavesyre i verden eller sådan noget. Der var en ægte bitterhed og en grim smag i hans mund, som jeg gerne ville have med. Det og så fysiske smerter fra ting, der ikke var så lette at behandle dengang som nu, kropssmerter, en indre bitterhed, ting der deformerer dit ansigt efter år i en kærlighedsløs tilværelse,« remser Carrey op, som var han ved at lave en liste over ingredienserne til sin yndlings-glögg.
Besøg af et spøgelseCarrey skulle ikke alene spille den aldrende Ebenizer Scrooge, han skulle også spille Scrooge i tre yngre inkarnationer og de tre spøgelser fra fortiden, nutiden og fremtiden, der hjemsøger ham for at vise ham, hvor meget han har forfejlet sit liv.
»Det var en fantastisk idé. De forskellige spøgelser repræsenterer forskellige aspekter af hans personlighed, der kommer tilbage for at hjemsøge ham. Jeg tror, at dine spøgelser er en del af dig. De er der hele tiden og prøver at fortælle dig noget,« siger Jim Carrey og fortæller om en sær oplevelse, han selv havde kort før optagelserne til ’A Christmas Carol’.
»Jeg fik at vide, at en person meget tæt på mig var død. Det var en person, jeg ikke havde ofret opmærksomhed nok på, og jeg gennemgik hele fortvivlelsen: ’Åh Gud, jeg skulle have gjort en forskel i den her persons liv’– og ti minutter senere fik jeg en opringning om, at de var okay. Der var sket en fejl. Og jeg tænkte ’jamen hey, det er jo det’. Det var mit spøgelse fra fremtidens jul, og nu kan jeg gå tilbage og gøre en forskel i den persons liv. Det er faktisk ret smukt.«
Hvad med julen?Og hvad er så Jim Carreys eget forhold til den jul, folk enten elsker eller hader. Tjah, den er lidt blandet.
»Det er en svær årstid for nogle mennesker, og jeg har da haft nogle slemme nogle,« siger han alvorligt, og undlader at gå i detaljer.
I stedet bryder han ud i sang a la Elvis:
»’It’s christmas time pretty baby, Santa Claus is hanging around’. Helt ærligt, så plejede jeg at elske alle julesangene. Jeg kunne ikke vente til jul, så jeg kunne ligge under træet og skele op gennem grenene, hvor lyset blev reflekteret i julekuglerne, og høre julesange, der aldrig blev gamle. Det er en fantastisk tid på året, og derfor er jeg glad for at være med til at fejre den.«
Du kan fejre julen i selskab med Jim Carrey og alle de andre i ’A Christmas Carol’ fra fredag den 6. november, hvor filmen får premiere i både 2D og 3D.