Hvad hjælper det at vinde verden, hvis man samtidig mister sin sjæl? Det er, hvad den smarte ejendomshandler Ulrich Nymann har gjort. Han har masser af succes på sit job plus et dyrt hjem og en lækker kone, men han har opnået sin status ved kynisk at lyve og snyde kunderne. En kæk og selvsikker fyr er han, men med en moral så flosset, at der kun er små trevler tilbage. Så rammes han hårdt af skæbnens store hævnende hammer. Han er på værtshus sammen med et par kolleger, en dum fulderik er provokerende, det ene ord tager det andet, og da Ulrich skubber til fyldebøtten, falder han så uheldigt, at han slår sig ihjel. Væmmeligt, men trods alt et hændeligt uheld. Det bliver imidlertid katalysator for en voldsom og ikke totalt troværdig selvransagelse hos Ulrich. Da han opdager, at den døde drukmås ud over en alenlang straffeattest også efterlader sig kone og to børn, fyldes den hårdkogte ejendomshandler med anger helt til marven, og hans projekt bliver at hjælpe den økonomisk trængte enke Karina i det københavnske nordvestkvarter mest muligt. Blandt andet skaffer han et hus til hende, skønt hun ingenting forlanger, og han kan slet ikke holde op med at opsøge hende. Mens Ulrich således i lyntempo opbygger en ny identitet som påtrængende barmhjertig samaritan, destruerer han i en form for rablende moralsk masochisme med stor brutalitet sin hidtidige luksustilværelse. Vennerne fornærmer han, konen smider han ud, jobbet mister han, og selv sin hjælpsomme bror Bertel er han grov overfor. Sin far er han til gengæld ikke på talefod med, og årsagen er et grimt skelet i familiens skab, der givetvis skal være med til at forklare Ulrichs kolossale sjælekvaler uden at være særligt naturligt integreret i handlingen.

Slipper for let

Dermed kan man ikke kalde det manuskript, som instruktøren Jannik Johansen har skrevet sammen med den lovligt produktive Anders Thomas Jensen, for fuldstændigt lydefrit. Der er noget postuleret ved Ulrichs både abrupte og totale forvandling, da han går i gang med at sone sin brøde, og at han trods sin heftige deroute med masser af sprut ikke når helt ned at ramme bunden, betyder paradoksalt nok, at filmen kunstnerisk ikke når helt op at kysse himlen. Alt i alt reagerer Ulrich for voldsomt og slipper for let. Til gengæld virker Karinas slidte proletarverden totalt overbevisende, og trods sine svagheder er »Hvid nat« afgjort en seværdig film med betydelige kvaliteter. Med en spilletid på lige over halvanden time er den stramt og stringent fortalt, dens miljøer er stærkt tegnede – Ulrichs hjem er et trendy mareridt af iskold hightech med masser af stål og elevator direkte til det gigantiske samtalekøkken – og fotografen Jens Maasbøl har formet filmen i udsøgte billeder med en delikat forkærlighed for elegant glidende, næsten umærkelige panoreringer. Skønt den som moralsk fortælling kan virke demonstrativ, lever »Hvid nat« på sine flotte visuelle kvaliteter og præcise psykologiske detaljer, som formidles fremragende af et eminent hold af skuespillere, blandt andre Nicolas Bro som Bertel, Anne Sofie Byder som Ulrichs kone, Morten Grunwald som hans far og den længe savnede Rikke Louise Andersson fra »Nattevagten« og »Blee­der« i endnu en forslået offerrolle som Karina – der til slut mobiliserer et mod og nogle kræfter, som gør hende til filmens positive pol. Men ligesom i Paprika Steens letvægter »Til døden os skiller« er det også i »Hvid nat« Lars Brygmann, der mere end nogen anden skal bære filmen på sine skuldre, og det gør han som Ulrich med koncentreret styrke. Lars Brygmann kan lige overbevisende spille flink fyr og dumt svin – Ulrich Nymann er åndsfælle til den borgmester, som han portrætterede i Åke Sandgrens »Fluerne på væggen« – og selv om han her i begyndelsen er det sidste, gør figurens kraftige anfægtelser og rasende opgør med en hul, materialistisk livsform ham til andet og mere end en glat skurk. Lars Brygmann fastholder fornemt figurens flertydighed uden at forfalde til det eftertrykkelige.

Føles for kort

Slutningen kommer brat og kan opleves som uforløst, men den gør på den anden side »Hvid nat« til noget så sjældent som en film, der føles for kort. Den ekstremt komprimerede handling er på én gang en svaghed og en styrke, fordi hovedpersonens mentale metamorfose går for hurtigt til at virke helt sandsynlig, mens på den anden side alle overflødige forsiringer og garneringer er undgået, så plottet står rent og klart som mejslet i granit. Tematisk er »Hvid nat« i slægt med Per Flys filmtrilogi om mænd i krise – samt hvis man tager munden fuld også en smule med Krzysztof Kieslowskis »Dekalog« – og i forhold til Jannik Johansens to tidligere spillefilm, den sort humoristiske røverhistorie »Rembrandt« og den skummelt lurende thriller »Mørke«, er den nye film både mere ambitiøs og mindre overraskende. Men i et magert år for dansk filmkunst er den under alle omstændigheder et køligt brændende lyspunkt, og man føler altid sympati for instruktører, der i respekt for publikums kostbare tid undlader at trække tingene i langdrag.