Fremragende eller frastødende? Mesterlig eller modbydelig? Kvalitet eller kvalme?

Meningerne vil overalt være stærkt delte om Lars von Triers nye film »Antichrist«, der splitter sin tilskuer mellem forskrækket fascination og en stærk trang til at udvandre fra biografen – eller i det mindste lukke øjnene, for der er scener i denne film, som man absolut ikke har lyst til at se på.

Den begynder med, at en sød lille dreng falder ud af et vindue og slår sig ihjel, mens hans forældre er optaget af at dyrke hed sex. Det sker i sort/hvid slowmotion med højstemt Händel på lydsporet og er så vildt prætentiøst, at man fyldes med bange anelser – som dog heldigvis viser sig uberettigede, da filmen hurtigt finder et mere naturligt leje.

Selvfølgelig er den døde drengs forældre næsten knust af sorg og skyldfølelse – især moderen, mens faderen er terapeut og griber situationen mere pragmatisk an – og man mindes Nicolas Roegs tematisk beslægtede »Rødt chok«, især da de sørgende rejser væk i et forsøg på at finde ny fodfæste i tilværelsen. Dog tager de ikke til Venedig, men til en isoleret hytte langt ude i en vældig skov (fiktionen udspiller sig i den amerikanske delstat Washington), hvor manden vil hjælpe kvinden med at besejre en åbenbart eksistentiel eller metafysisk angst. »Naturen er Satans kirke,« udbryder hun, og så kan man sidde og tygge på den, mens man bliver mere og mere forvirret.

Man kan ikke i detaljer afsløre årsagen til forvirringen, men nok røbe, at når man midt i en ellers relativt realistisk fortælling pludselig hører en ræv tale, har man et problem. Er »Antichrist« i virkeligheden – eller rettere sagt i uvirkeligheden – en fabel eller et eventyr, som man ikke skal tage nær så bogstaveligt, som de indledende scener lægger op til? Og hvis der er tale om en allegori, hvad er det da, den indirekte vil fortælle os?

Det må hver enkelt tilskuer afgøre med sig selv, for nogen skudsikker fortolkning af denne besynderlige film lader sig ikke levere. Dog står det fast, at den i udstrakt grad handler om sex og efterhånden også om vold – hen mod slutningen væves de to motiver sammen på en voldsomt foruroligende måde, og hvis man ikke kan tåle synet af en penis, der ejakulerer blod i stedet for sæd, eller af en kvinde, som lemlæster sine kønsdele med en saks, bør man overveje at holde sig væk fra »Antichrist«.

Jamen er der da tale om tarvelig spekulation? Nej, hvor meget hans nye film end tangerer det pornografiske, er Lars von Trier ikke under mistanke for at være blevet kommerciel. Derimod har han ifølge egne udtalelser brugt denne film til at arbejde sig ud af en depression, hvad der kan forklare, at den på én eller anden måde har et privat præg og aldrig helt lukker sin tilskuer inden for.

Ikke desto mindre holder von Trier også i denne film bemeldte tilskuer fængslet med sit mageløse billedsprog, der takket være den Oscar-hædrede (for »Slumdog Millionaire«) fotograf Anthony Dod Mantle virkningsfuldt veksler mellem dogmeagtigt håndholdte scener og forunderlige stiliserede tableauer. De sidstnævnte er med til at skabe en stemning af fremmedgørelse, så man aldrig for alvor gribes af filmens ellers sindsoprivende forløb, men de bidrager samtidig til at fylde »Antichrist« med en simrende og vibrerende flertydighed, der virker udfordrende på samme måde som en rebus eller labyrint.

Rigtig stor kunst er filmen ikke, og vi er et pænt stykke under det tårnhøje niveau, som von Trier befandt sig på med »Breaking the Waves«, »Dancer in the Dark« og »Dogville«. Men den kvindelige hovedperson, der i de film blev gjort til martyr, forvandler sig i »Antichrist« til en livsfarlig furie, og det giver i hvert tilfælde stof til eftertanke.

Både fysisk og psykisk yder Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe frygtløse præstationer – selv om andre har lagt kønsdele til de mest intime nærbilleder – og de to begavede skuespillere kan ikke bebrejdes, at deres figurer forbliver mere gådefulde end vedkommende. Sådan er »Antichrist« i det hele taget – mærkelig, væmmelig og provokerende, men også alt andet end banal, ordinær og forudsigelig.