Man kunne sagtens lave en to timer lang film om en mand spærret inde i et kosteskab. Man skulle bare lade ham drømme, fantasere, hallucinere og mindes sin fortid, så ville tiden såmænd gå hurtigt.

Det er den teknik, Danny Boyle bruger i »127 Hours«, der foregår i en snæver klipesprække i Utah. Her sidder den unge ingeniør Aron Ralston,  som struttende af sundhed og lysende af selvsikkerhed elsker at spæne rundt i øde bjergegne, men som nu ved et bizart uheld er havnet i sprækken med den ene arm klemt inde under en stor sten.

Der er ikke et menneske i miles omkreds, så Aron er virkelig i knibe, men er ingen tøsedreng, der bare giver op. Han prøver konstant at få armen fri, mens han snakker til sit videokamera og galgenhumoristisk forsøger at holde modet oppe.

Mange ved, hvordan denne historie ender, for Aron Ralston er en autentisk person. Vi røber dog intet her, men fortæller, at selv om man får stor respekt for mandens ukuelighed, kan det ikke nægtes, at handlingen er ekstremt statisk, og det ved Danny Boyle selvfølgelig udmærket.

Den dygtige englænder – hvis foregående film var »Slumdog Millionaire« – bruger derfor »127 Hours« som en opvisning i, hvordan man gør en kedelig historie ukedelig. Det gør man som nævnt bl.a. ved at visualisere hovedpersonens tanker og erindringer, og desuden bruger man alskens tekniske tricks som fast-motion og split-screen som supplement til mesterfotografen Anthony Dod Mantles virtuost fejende kamerabevægelser.

Resultatet er mere imponerende end vedkommende. James Franco (senest set herhjemme som digteren Allen Ginsberg i Rob Epsteins »Howl«) er både attraktiv og velspillende som Aron Ralston, og Danny Boyles håndelaget fejler absolut intet. Men det er i grunden netop problemet – at »127 Hours« mere end noget andet ligner en demonstration af håndelag.

Hvad: 127 Hours
Hvor: Se spillesteder her
Hvornår: Filmen har premiere den 3. februar 2011 

Se trailer: