En enlig mor, der helt urimeligt fyres fra sit job og i stedet for sukkende at sætte sig med hænderne i skødet målbevidst går i gang med at skabe sine egen virksomhed, kan man vel kun beundre. Eller hvad?
Ikke helt ubetinget i Ken Loachs film »En fri verden «, for det foretagende, som den entreprenante Angie med stor energi etablerer, er både juridisk og moralsk af tvivlsom karakter. Hun har nemlig været ansat inden for arbejdsformidlingen og skaber nu sin egen private konkurrent til den med speciale i at skaffe (usselt betalt) arbejde til østeuropæere og andre immigranter, som ikke nødvendigvis opholder sig legalt i England og derfor dårligt kan tillade sig at være kræsne eller krævende.
Demoraliseret dynamo
Den 33-årige Angie er udadtil cool og sej med sit lange blonde hår, sin motorcykel og sit sexede læderoutfit. På afstand ligner hun en bimbo, men hun er snarere en dynamo og får på ingen tid banket en lukrativ virksomhed op i baggården til en pub - men dermed kommer Angie og hendes makker Rosie ud på så dybt vand, at de efterhånden slet ikke kan bunde, for markedet for illegal arbejdskraft i England kontrolleres af skrupelløse bagmænd, der gerne tager røven på alle og enhver, og samtidig er der trods alt grænser for, hvor længe selv ydmyge østeuropæiske arbejdere vil finde sig i at blive snydt.
Skarp og bitter
Efter at have lavet nogle fremragende film i Skotland (»My Name is Joe«, »Sweet Sixteen« og »Ae Fond Kiss«) plus en enkelt i Irland (»Vinden der ryster kornet«) er veteranen Ken Loach med »En fri verden « vendt hjem til London, men han har taget sin skotske manuskriptforatter Paul Laverty med sig - samt sin sociale indignation, der bliver usædvanlig skarp og bitter i historien om Angies mere og mere tvivlsomme karriere på de allermest frie markedsmekanismers brutale præmisser. Enhver er sin egen lykkes smed, men måske risikerer man at smede den kugle, som man siden bliver skudt med.
Det er langt mere underholdende, end det sikkert umiddelbart lyder. Ken Loach har stadig sans for humor, og som altid fortæller han i et livligt og vitalt billedsprog, der gør socialrealisme til en æstetisk nydelse - samtidig med, at der hersker en hvileløs uro og anspændt nervøsitet i beretningen om Angie, fordi hun hele tiden bevæger sig på kanten af loven. Eller hinsides kanten.
Alligevel er hun afgjort vores heltinde, og Ken Loach dømmer selvklart ikke hende, men derimod de samfundsmekanismer, som hendes selvskabte karriere både er et produkt af, lukrerer på og trues af.
Aktualiteten er enorm i denne film, og Kierston Wareing er et formidabelt fund som den kønne og skrappe Angie, der er hård i filten, selv om hun gemmer et varmt hjerte bag læderjakken - hun har bare en vis evne til nu og da at ignorere dette hjerte, når hun øjner en tilstrækkelig stor profit.
Åndeløs spænding
»En fri verden « fungerer med den allerstørste realistiske troværdighed, men er stilistisk, æstetisk, psykologisk og dramaturgisk højt hævet over regulær dokumentarisme. Den er en medrivende og foruroligende film fyldt med ømhed, vrede, varme og desperation, og man ser den i åndeløs spænding, fordi man er dybt forarget over Angies kyniske metoder og samtidig pokkers gerne vil have, at det går godt for hende. Kun en kampesten kan forblive uberørt.