Føj til favoritter Del Send
Film | 24/08/18

Ejeren af den nye Klovn-villa på Frederiksberg: »Man kan jo godt blive lidt bekymret for, hvad de laver i ens hus«

  • Frank og Mia tilbage i køkkenet på Frederiksberg. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)

    Frank og Mia tilbage i køkkenet på Frederiksberg.

    Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
  • Frank og Mia i familien Blaabjerg Madsen stue. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)

    Frank og Mia i familien Blaabjerg Madsen stue.

    Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
  • Til hverdag ser huset stort set ud, som det gør i serien. Kun kunsten på væggen er skiftet ud. Foto: Ikke oplyst

    Til hverdag ser huset stort set ud, som det gør i serien. Kun kunsten på væggen er skiftet ud.

    Foto:

Mia og Frank er flyttet – ind i familien Blaabjerg Madsens rødstensvilla på Frederiksberg. I den nye sæson af 'Klovn' er det gamle 'Klovn'-hus nemlig skiftet ud med et nyt.

»Så vidt jeg ved, har de kigget rundt i området efter et nyt hus, og så fik vi en flyer i postkassen, som vi reagerede på,« siger Dorthe Blaabjerg Madsen.

Ligesom 'Klovn'-familien, der ud over Mia og Frank nu tæller to store børn, bor der også til daglig fire personer i huset: Dorthe Blaabjerg Madsen, som ejer Blaabjerg & Madsen på Frederiksberg og Vesterbro – der lige er blevet kåret som Frederiksbergs bedste burger – og derudover hendes mand, Jan Peter Madsen, der arbejder som managementkonsulent, og deres to teenagepiger på 17 og 19 år.

Kunsten skiftet ud

Familien fik også en henvendelse, da 'Klovn'-filmen skulle indspilles, som de ikke reagerede på. Men denne gang sagde de altså ja til en omgang 'Klovn'-optagelser:

»Vi boede i huset i hele perioden, hvor de optog. Det er stort set kun kunsten på væggene, der er 'deres' – ellers bor Frank og Mia helt ligesom os,« siger Dorthe Blaabjerg Madsen og fortsætter:

»Klovn-teamet var enormt søde og rigtig gode til at holde vores aftaler og rydde op. Og da langt de fleste optagelser foregik i dagtimerne, hvor vi er på arbejde, var det ikke den store gene.«

Til hverdag ser huset stort set ud, som det gør i serien. Kun kunsten på væggen er skiftet ud. Foto: Ikke oplyst

Sjovt for naboerne

Til gengæld er familien ikke i tvivl om, at der er blevet grinet lidt på vejen.

»Vi tror nok, vores naboer syntes, det var sjovt at være vidne til optagelserne. Selv så vi kun optagelsen af den allersidste scene. Det var til gengæld ret sjovt at se, hvor stor en del der er improvisation, og hvor lidt der er skrevet ned på forhånd,« siger hun.

Dorthe Blaabjerg Madsen og hendes mand er da også store fans af serien, som på premieren for den nye sæson i mandags blev set af 688.000 danskere. Og de to teenagepiger følger også med:

»Det gør de i hvert fald nu,« siger Dorthe Blaabjerg Madsen.

Dermed kan hele familien grinende overvære, når Mia, Frank, Casper og Aqua-Lene holder pinagtig parmiddag i deres køkkenalrum, eller Casper og Lene giver et nummer på Mias nye klaver i stuen.

»Det er meget mærkeligt, faktisk. Man kan jo godt blive lidt bekymret for, hvad de laver i ens hus,« siger Dorthe Blaabjerg Madsen.

Serien er nemlig kendt for at være både tåkrummende og grænseoverskridende.

Frank og Mia i familien Blaabjerg Madsen stue. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)

Gammel 'Klovn'-villa til salg

I første sæson var det parret Mikhael Vising-Swartz og Cristina Vising-Swartz, som lagde hjem til alverdens udskejelser. De bor nemlig i den hvide patriciervilla, som dengang var Mia og Franks hjem.

»Vi syntes bare, det var sjovt. Og så skulle vi rent tilfældigt netop ud at rejse i de tre måneder, hvor optagelserne stod på. Så det passede perfekt,« har Mikhael Vising-Swartz for nylig fortalt til B.T., i forbindelse med at den gamle Klovn-villa er sat til salg.