Føj til favoritter Del Send
Film | 31/10/12

Dokumentarfilm skaber ny virkelighed

 

 

 

Aktuelle begivenheder:

  • Foto: PR Foto: PR
En ny generation af dokumentarfilmskabere blander virkelighed og fiktion i deres film. Resultatet er nye virkeligheder, der dog også rejser etiske spørgsmål, siger CPH:DOX’ direktør, Tine Fischer.

...

Man undrer sig, morer sig og til sidst væmmes man så meget, at man ikke ved, om man kan tåle at se mere. Men man kan ikke få øjnene væk. Fascinationen er for stærk. 

Den herboende amerikanske dokumentarfilmskaber Joshua Oppenheimer har med den danskfinansierede »The Act of Killing« skabt en dokumentarfilm, der ikke nøjes med at vise virkeligheden, men aktivt skaber sin egen.

Under en længere rundrejse i Indonesien møder Joshua Oppenheimer en række ældre mænd, der alle deltog i de politiske og etniske udrensninger i landet i 1965, da mere end en million mennesker blev myrdet. Mændene var smågangstere, der blandt andet ernærede sig som billethajer foran byernes biografer, og alle blev forfremmet til ledere af morderiske dødspatruljer.

I løbet af en femårig periode filmede Oppenheimer mændene, mens de »genopførte« de grusomme scenarier fra for 45 år siden, hvor de henrettede eller torturerede deres ofre til døde. Instruktøren lod selv mændene bestemme, i hvilken form de ville skabe scenerne.

Da mændene alle er inkarnerede filmfans, fremstiller de nu deres forbrydelser som scener fra komedier, musicals og gangsterfilm. De klæder sig ud og spiller både bødler og ofre uden tilsyneladende at være helt klar over det groteske indtryk, scenerne indgyder i publikum.

Greb fra fiktionen

»The Act of Killing« er blevet rost af verdens førende dokumentarister som Werner Herzog og Errol Morris og åbner i dag dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. Den er et radikalt eksempel på en bevægelse, der gennem en håndfuld år er gået gennem dokumentarfilmgenren, hvor virkeligheden ikke længere skildres i et 1:1-forhold, men benytter sig af iscenesættelse og filmiske virkemidler.

»Man kan sige at dokumentarfilmen ikke længere forholder sig »nationalistisk« til virkeligheden, men benytter en lang række greb fra fiktionsfilmen,« siger festivaldirektør Tine Fischer. Hvor fiktionsprægede dokumentarfilm var et særsyn for bare fem år siden, er det denne type film, der i dag dominerer CPH:DOX’ program.

»Hybriddokumentaren tager både sine aktører og sit publikum på en rejse, som ikke ville have været muligt at foretage med traditionelle virkemidler. Dermed skaber en film som »The Act of Killing« en ny virkelighed, samtidig med at den også rejser etiske spørgsmål, da bødlerne ikke selv helt forstår den rejse, de er på,« siger Tine Fischer.

I hendes forståelse kan arbejdsmetoden forsvares. Hvis Oppenheimer blot havde interviewet de tidligere bødler om deres ugerninger, ville de formentlig have forskønnet eller fordrejet begivenhederne, der blandt andet tæller en massakre på en hel landsby. Men da mændene elsker at optræde, går de langt i deres iver efter at få genskabt scenerierne så realistisk som muligt.

Genskabelsen af scenerne har dog også en uforudset effekt på de implicerede. Undervejs vækkes nemlig den samvittighed, som bødlerne har undertrykt gennem alle årtierne, og en efter en bryder de sammen følelsesmæssigt.

Deres selvbillede som en slags nationalhelte skrider gradvist. I Indonesien har filmen ført til, at menneskerettighedsorganisationer, men også landets juridiske system, har krævet kendsgerningerne bag massakrerne revurderet efter årtiers fortielser.

»Dette adskiller filmen fra de rene spillefilm.
Den skildrer virkeligheden og har direkte konsekvenser for virkeligheden,« siger Tine Fischer. ----

Beskyttelse
I samme ånd viser festivalen også Vittorio Tavianis »Cæsar skal dø«, der vandt Guldbjørnen ved dette års filmfestival i Berlin.

Her har instruktøren ladet en gruppe italienske livstidsfanger, hvoraf mange har været medlemmer af mafiaen, opføre Shakespeares »Julius Cæsar«. De medvirkende har altså et andet forhold til begreber som ære, loyalitet og »vendetta« end en almindelig skuespillertrup, og åbner sig derfor følelsesmæssigt undervejs i deres prøver med materialet.

»Hvis instruktøren havde interviewet dem på vanlig journalistisk vis, havde de formentlig vist meget færre følelser. Men ligesom i »The Act of Killing« føler aktørerne sig beskyttet af det lag af fiktion, som de optræder i,« siger Tine Fischer.

Et tredje eksempel på hybriddokumentarisme er den meget omtalte doku-thriller »The Imposter« af Bart Layton, der allerede nu kan ses i biografen Gloria.

Den fortæller den chokerende, men sande historie om den amerikanske familie Barclay, hvis 13-årige søn, Nicholas, forsvandt sporløst i 1994. Fire år senere hævder en person i Spanien, at han er den forsvundne dreng på trods af, at han slet ikke ligner ham.

Alligevel accepterer familien ham ind i deres midte med kærlighed og omsorg. Umiddelbart tror drengen fra Spanien, at familiens »blindhed« skyldes, at de ikke kan se deres oprindelige tab i øjnene, men i løbet af filmens handling åbner der sig en helt anden og mere uhyggelig forklaring. 

»The Imposter har fået mange priser, men er også blevet kritiseret for at satse så meget på den psykologiske thriller-stil, at det kommer til at underordne den dokumentariske fortælling,« siger Tine Fischer.

Arven efter Moore
Hybriddokumentaren som genre tog fart efter Michael Moores agitatoriske anti-Bush-dokumentar »Fahrenheit 9/11« fra 2004, der både fik kritik for at være ensidig og manipulerende, men også indgød en ny selvtillid i dokumentarfilmbranchen. 

Kritikken af de nye hybriddokumentarer er ikke sjældent kommet fra tilhængerne af 1960ernes dokumentarbølge, der tilstræber »objektiv« eller traditionel journalistisk stil. Her ønskede dokumentarister som D.A. Pennebaker at være registrerende fluer på væggen uden brug af underlægningsmusik eller anden efterbehandling af det indsamlede materiale. 

I Danmark har den nye hybriddokumentarisme mange tilhængere, heriblandt Daniel Dencik, der medvirker i CPH:DOX’ hovedkonkurrence med filmen »Ekspeditionen til Verdens ende«, der blander virkelighed og fiktionsfilmens virkemidler.

Men også Mads Brügger kan med sine undercoverroller i »Ambassadøren« og »Det Røde Kapel« ses som et eksempel på ekstrem selviscenesættelse.

»Der er ingen tvivl om, at filmene er skabt af en generation, der har vænnet sig til, at identitet er noget, man selv skaber, og som løbende er til forhandling med omverdenen.

I Danmark har det også haft en effekt, at dokumentarister og spillefilmsinstruktører uddannes på samme filmskole og har adgang til de samme hold af lydfolk, klippere og kamerafolk,« siger Tine Fischer.

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester