Hvad var idéen bag at lave endnu en film?

»Ja, det er et godt spørgsmål. Hvorfor lave endnu en film? Der var ikke umiddelbart behov for en fortsættelse; der var ingen, der forlangte det af os. Men netop fordi det var et valg, vi selv skulle foretage, havde vi mulighed for at tænke det meget grundigt og seriøst igennem, ikke mindst fordi vi stiller så høje krav til alle, der er involveret i dette enorme projekt.
Vi arbejder på en ret usædvanlig måde, som kræver ekstremt meget af teamet, og alle bliver bedt om at tilsidesætte familie og andre gøremål. Det er mere tidskrævende end på de fleste andre film, så når vi nu har indvilliget i at komme tilbage, er det, fordi vi alle sammen gerne ville. Jeg tror ikke, vi ville gøre det af nogen anden grund. Det er et enormt projekt og fantastisk udfordrende; vi elsker det, men det er også så omfattende, at det er svært at beskrive, hvorfor vi gør det, med mindre man sidder midt i det. Det vigtigste er, at vi alle er med, fordi vi vil det.«

Kan du forklare, hvorfor dette er en storfilm i enhver henseende?

»Selve serien »Sex and the City« krævede en stor indsats hver uge. Jeg tror faktisk ikke, folk er klar over, hvor meget den krævede af os; vi filmede nærmest konstant on location i New York med store scener og manuskripter, der varede op til 32 minutter. Det var meget udfordrende og medvirkede til at sætte en standard for vores arbejde på både godt og ondt. Så kom den første film, hvor vi på den ene side filmede mere on location udendørs i New York end i den nye film, men på den anden side også havde en meget indadvendt fortælling om, hvad det vil sige at være voksen, om hvordan man arbejder med skuffelser, venskaber, kærlighed og mange andre »indre« følelser.

Den nye film er bare kæmpestor på alle måder. Der er mange udenlandsrejser, store scener og kostumer, hundredvis af statister og bogstaveligt talt alle former for baggrundsdesigns. Selve produktionsdesignet er ekstremt omfattende, og som sædvanligt er vores kostumedesigns komplicerede og grundigt gennemtænkt. Dette betød en helt ny tilgang til mange ting, og det føltes som en meget længere produktionsperiode, fordi vi var væk i otte uger. Det, at vi var i Marokko, føltes også bare stort.«

Hvordan har det været at være sammen med Kim, Cynthia og Kristin igen? (Samantha, Miranda og Charlotte, red.)

»Det har nok været det mest interessante ved denne oplevelse, i det mindste for mig. Jeg kan ikke udtale mig på vegne af de tre andre, men noget af det, vi talte mest om, var, at vi aldrig før har haft mulighed for at bo sammen. Vi var alle fire væk fra de vigtigste personer i vores liv, fra vores venner og familie, børn, mænd, kærester. Vi blev hinandens sammenførte familie, og vi boede sammen.Da vi kom til Marokko, fløj vi til Erfoud, som er den største by tæt på, hvor vi skulle være, og som ligger otte timer fra Marrakech. Vi boede alle sammen på samme hotel, vi var hele tiden tæt på hinanden, og det var helt fantastisk.

Jeg tror, det er den bedst oplevelse, vi har haft sammen som gruppe, fordi vi kunne deltage i hinandens oplevelser på så nært hold. Vi gik ikke bare på arbejde og derefter hjem til vores respektive familier. Når vi kom »hjem« fra arbejde, havde vi hinanden, og jeg tror, det betød alt for os. Jeg tror aldrig, vi har været tættere på hinanden eller været mere afhængige af hinanden på den gode måde. Vi var sammen konstant, og det var noget, vi selv havde valgt. Vi boede sammen, spiste sammen. Det var skønt. Det er nok den bedste tid sammen, vi nogensinde har haft.«

Der er mange mennesker, som ønsker at se jer filme on location og generelt meget stor offentlig interesse for filmen – hvordan er det?

»Man ikke sige noget som helst negativt om det store engagement og den interesse, folk har i at følge personerne og filmen. Jeg har kun positive kommentarer. Det er vel nok en af de mest unikke situationer, man kan opleve i relation til sit arbejde; det overgår enhver beskrivelse.  
Bare det, at folk er så entusiastiske, nysgerrige og interesserede selv efter så mange år, er jo enormt smigrende og en kæmpe kompliment, men den beskrivelse er i sig selv en underdrivelse.

Jeg kan kun beskrive det som rørende. Uden at overdrive må jeg sige, at det føles stort at være en del af noget, som folk har så stærke følelser omkring. Det er fantastisk, at folk er så levende interesserede i, hvad der sker i Mirandas liv, i Charlottes, i Saman-thas eller i Carries liv. Det er det virkelig. Det sker kun én gang i mit liv, og derfor er jeg bevidst om det hele tiden.«   

Hvor finder i tilværelsen finder vi Carrie i den nye film?

»To år er gået, efter den første film sluttede, og som vi ved, er Carrie gift med sit livs kærlighed; den mand, hun har brugt det meste af sit voksne liv på at få fat i. Alle kvinderne har tilsyneladende nu fundet en slags tilfredsstillelse i tilværelsen; de har fundet det, de troede, de ønskede. Det, der for mig at se, er interessant ved denne historie, er, at Michael Patrick King (producer og instruktør, red.) igen formår at skabe et portræt, ligesom et landskab. Først er landskabet kønt og ligetil at se på, men så begynder han at tilføje en masse nuancer.

Du opdager, at Charlotte er i konflikt med sig selv om, hvad det vil sige at være en god (og hjemmegående) mor, om hvordan hun har det med sin egen seksualitet, hvordan hendes mand ser hende, hvad det i det hele vil sige at være en gift kvinde og en mor – alle sammen vigtige og relevante spørgsmål. For Miranda drejer det sig selvfølgelig om, hvor hun befinder sig professionelt, hvad hun virkelig ønsker, hvad der betyder noget for hende som mor og som en vellidt og respekteret advokat.

Samantha forsøger at forstå, hvad det vil sige at blive ældre, hvad det betyder for hende, eller snarere hvad hun ønsker, det skal betyde for hende i modsætning til, hvad det virkelig betyder for hende. Og Carrie har skrevet en bog om ægteskab.  

Carrie har brugt hele sin karriere på at skrive om det at være single, så for første gang skriver hun om et andet emne. Faktisk ved hun ikke synderligt meget om, hvad det vil sige at være gift, for hun har ikke været gift særligt længe, og hun er heller ikke helt så afklaret omkring det, som hun måske gerne ville være. Hun kan betragte det ud fra et rationelt synspunkt, men følelsesmæssigt, tror jeg ikke, hun er helt, hvor hun gerne ville være i forhold til at kunne leve op til ægteskabets konventioner og i forhold til at kunne sige »Jeg har det fint med mine egne og min partners forventninger.« For Carrie kommer det derfor meget til at være en historie, der begynder med ordene: »Ja, jeg havde et bryllup, men er jeg gift?« og jeg tror, hun finder svaret i slutningen af filmen. Der er forskel på at have et bryllup og være gift.«

Kan du forklare, hvor kvinderne befinder sig i starten af filmen, og hvad der bringer dem til Abu Dhabi?

»Samantha er kommet tilbage til New York og bor der nu samtidig med, hun driver et meget succesfuldt PR-firma. Charlotte er hjemmegående husmor. Miranda har arbejdet som partner i et advokatfirma, og hun har brugt lang tid og kræfter på at nå dertil. Carrie venter på udgivelsen af sin seneste bog med titlen »I do, do I?«, som handler om hendes første ægteskabelige erfaringer.

Det er vigtigt at få med, at Carrie er ekstremt nervøs for anmeldelserne af den nye bog, fordi hun ikke er sikker på, at hun har skrevet den med den samme lethed som sine tidligere bøger. Hun er meget usikker på den kritiske modtagelse af den. Samantha er blevet inviteret til premieren på Smiths nye film. Han har fået en del succes som filmstjerne. Filmen foregår i den arabiske ørken og får premiere i New York.

Den er finansieret af en sheik fra Abu Dhabi, så vi kommer med til premieren i New York, som foregår i Ziegfeld og er meget glamourøs. Mens Samantha er der, møder hun sheiken, som inviterer hende til at komme og lave PR for sit syvstjernede (!) hotel i Abu Dhabi og tilbyder, at hun kan tage sine veninder med, og at det i det hele taget vil blive en fantastisk oplevelse. Så Samantha beder os selvfølgelig om at tage med. Charlotte er først nervøs ved at lade sin mand blive hjemme af grunde, der ikke kan afsløres, Miranda er klar med det samme, og Carrie er bare taknemmelig for at være ude af landet, inden hendes bog skal udgives og anmeldes. Så vi ender alle fire på et fly med kurs mod Abu Dhabi.«

Hvordan var det så at filme i Marokko og ride på kameler?  

»Det var en fantastisk oplevelse. Selvfølgelig var det meget lange og hårde arbejdsdage, men bare det at være der, og se alt det, vi så. Specielt Arefu og de dage, vi filmede i ørkenen, var utrolige. Jeg har hørt om Saharas geografiske og sociale forhold, siden jeg var en lille pige i skolen, så pludselig at filme midt i de her sandbanker, som så fuldstændigt uberørte ud, var fantastisk. Det var helt skørt. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må se ud på film med kostumerne op imod den baggrund og kamelerne.  

Men det, som filmen ikke viser, er køreturene, efter vi var færdige med at filme om aftenen. Lyset begyndte at forsvinde sidst på eftermiddagen, og så var det ellers af med kostumet og ind i en minibus tilbage til hotellet. Det var en ret lang tur, og der var ingen vej, kun en sti, og vi kørte dér midt imellem sandbankerne og skumringen, indtil det blev mørkt. Det var magisk. Jeg kan ikke engang beskrive det; det føltes, som om man var længere væk hjemmefra end på noget andet sted på Jorden.«

Hvad var størrelsesordenen for filmens kostumeafdeling? Er det rigtigt, at den var placeret i et kæmpemæssigt varehus?

»Alle skal vide, at kostumeafdelingen ikke startede på dén måde. Den har forvandlet sig til et helt univers hen over de sidste 12-13 år. Da vi startede på serien, havde vi et budget på, hvad jeg vil skyde til, sådan cirka 10.000 dollar per afsnit, og det skulle dække alt overhovedet. Altså mænd, kvinder, baggrundsdesigns, statister, alle skuespillere; alt fra undertøj til sokker hørte ind under det beløb.

Desuden skal det siges, at vi ikke havde mulighed for at låne noget som helst; folk ville ikke låne os så meget som en sok for en dag, men det var det, der var så fantastisk ved Patricia Field (hovedkostumedesigner på serien og filmene, red.), hun var så opfindsom, intelligent og kreativ. Det har hun altid været, og det var derfor, jeg ville have hende som designer på serien, fordi jeg vidste, hun kunne se New York, som byen virkelig så ud på det tidspunkt.

Vintage blev en stor del af Carries garderobe, og det medvirkede til at skabe hende som person på mange måder. En del af det var nødvendigt på grund af budgettet, men det blev også et designmæssigt valg, så at være nået til, hvor vi er i dag, eller hvor vi var for seks-syv måneder siden, da vi startede arbejdet på denne film, med et rum, eller snarere en hel etage på 3.000-4.000 kvadratmeter med hundredvis af bøjler med tøj fra alle mulige kendte og mindre kendte designere i hele verden, er utroligt. Der er et kæmpe rum bare til sko, et andet bare til kostbare smykker og et bare til tasker. Det er simpelthen helt vildt.«
    
Hvad kan du sige om dine mandlige medspillere, Chris Noth som Mr. Big og John Corbett som Aidan?

»Chris er bare... Han er ikke helt let at lære at kende. Det er et kæmpe privilegium for mig at have lært ham at kende, at han virkelig har åbnet sig og ladet mig komme tæt på. Han stoler på mig, og jeg stoler på ham. Ingen andre kunne have spillet den rolle. Jeg mener virkelig ikke, at nogen anden kunne have gjort det, og det er somme tider lidt svært for ham, når folk råber, »Hey, Mr. Big!« til ham, når han går ned ad gaden. Det er både smigrende og kompliceret for ham, men jeg er så taknemmelig for hans arbejde.

Og John Corbett; jeg kan slet ikke beskrive, hvor fantastisk og talentfuld en person, han er. For mig er han virkelig en stor skuespiller. Han virker afslappet i sit arbejde, og derfor tror folk måske, det er let for ham, men han arbejder mindst ligeså hårdt som alle andre, og det betyder rigtig meget for ham. Han har været væk fra »Sex and the City« i otte-ni år, og så pludselig at skulle leve op til presset forbundet med at komme tilbage og levere i alle scener, det kunne næsten blive for meget. Den eneste, der kunne gøre det, er John Corbett. Han er så dygtig, han ønskede at være med, og det betød så meget for ham. Og jeg må også sige, at Michael (Patrick King, red.) skrev nogle helt perfekte scener.«

Hvad kan du ellers sige om at arbejde med Michael Patrick King?

»Michael er som en bror for mig. Han er bare fantastisk. Han er ikke som nogen anden, jeg kender, idet han er så vanvittigt dygtig til en række forskellige ting og går lige højt op i dem alle. Det smukke ved Michaels forhold til »Sex and the City« er, at jeg tror, han virkelig føler, det tilhører ham, og han er så dedikeret og bundet til det. Han forstår det på en måde, som ingen anden kunne. Han beskytter det, som om det var hans eget barn, han er ekstremt opmærksom på enhver lille bitte detalje, og det er præcis den slags »kontrollør«, man gerne vil have. Jeg tror, det er rigtig svært at have så mange følelser for et projekt og stadig være i stand til at inddrage andre mennesker.

Jeg er stadig hans samarbejdspartner, og jeg synes, vi arbejder rigtig godt sammen. Jeg kan ikke forestille mig at brugt så meget tid på noget uden at have ham med til at finde de rigtige replikker og skabe en historie, som folk vil komme op af sofaen og betale penge for at høre, og som var værd at være væk fra min mand og mine børn for. Det hele står og falder med Michael Patrick, de ord, han skriver, og den historie, han skaber. Tøjet er pragtfuldt og spændende, men det, der tæller, er den følelsesmæssige historie, og den kunne ikke være blevet fortalt uden Michael. Han er bare fantastisk.«

Så hvordan har det været for dig også at være producer på filmen?

»Det er svært at forklare folk, hvor meget jeg har investeret i det her projekt. Men jeg tænker ikke på det på den måde. Det, jeg kan sige, er, at, ja, jeg er producer på denne film. Jeg var hovedproducer på serien, jeg tog det dybt seriøst. Jeg var involveret i alt, og det er den måde, jeg arbejder på. Michael, Melfi (John Melfi, medproducer, red.) og jeg har produceret denne film, og vi har gjort alt selv. Der er ting, jeg er bedre til, der er ting, Melfi er bedre til, og der er ting, som Michael kan gøre bedre end os begge to, men jeg er ikke en magthungrende, alvidende producer.

Jeg er med i alt, og jeg bliver ved, indtil filmen er distribueret til hvilken som helst biograf verden over; det er simpelthen den eneste måde, jeg kan arbejde på. Jeg er glad for det ansvar, jeg har over for alle de mennesker, som har arbejdet for os, selv om det ikke altid er nemt. Der er mange svære beslutninger at tage, men man er nødt til at forsøge at gøre det så godt, man kan og gøre det med respekt, værdighed og høflighed og håbe på folks tillid. Jeg tror, at vi nu arbejder med folk, der stoler på os. Det håber jeg i hvert fald.«   

Hvad: Sex and the City 2
Hvor og hvornår: læs mere her
Hvem: Sarah Jessica Parker, Kim Cattrall, Cynthia Nixon, Kristin Davis