Intet på denne planet er så dramatisk og farverigt og storslået som Kinas historie - i hvert tilfælde sådan som den skildres i efterhånden en hel række film, som må få os vesterlændinge til at måbe af benovelse og gispe af betagelse.

Det begyndte for alvor med Ang Lees »Tiger på spring, drage i skjul« og blev fulgt op af Zhang Yimous trilogi med »House of Flying Daggers« som højdepunktet.

Nu kulminerer denne særlige genre med John Woos gigantiske »The Battle of Red Cliff «, og man kan ikke helt frigøre sig fra en mistanke om, at de kinesiske instruktører forsøger at overgå hinanden og hver især demonstrere, at de kan lave endnu flottere film end kollegerne.

Foreløbig vindes den konkurrence af John Woo, der for det første har haft det største budget at arbejde med - der er tale om den dyreste kinesiske produktion nogensinde - og for det andet er en erfaren mand, som allerede i 1980erne lavede verdens mest virtuose voldsfilm hjemme i Hongkong. Fra 1993 har han med støt dalende succes instrueret actionfilm i USA, men det tør siges, at han får taget revanche med »The Battle of Red Cliff «, der i Kina er to separate spillefilm, som her i Vesten er blevet klippet sammen til en enkelt på to og en halv time - hvad der i dette tilfælde overhovedet ikke føles som lang tid.

Med afsæt i autentiske begivenheder foregår filmen i år 208 og fortæller om den svage Han-kejsers ambitiøse førsteminister Cao Caos forsøg på med sin mægtige hær at underlægge sig to mindre kongeriger, der i fællesskab vælger at trodse overmagten.

Det fører til en krig, som kulminerer i noget nyt i de historiske kinesiske film, nemlig et kolossalt søslag på Yangtzefloden - det foregår om natten med ild som et vigtigt våben og er formentlig det mest spektakulære slag, som man nogensinde har set på film.

Ingredienserne i John Woos film er fundamentalt de samme som dem, man finder hos Ang Lee og Zhang Yimou - prægtige kostumer, statuariske tableauer, storslåede landskaber, ædelt heltemod samt i kampscenerne en akrobatisk adræthed, som trodser tyngdekraften plus diverse andre naturlove. Især statholderen Zhou Yu, der spilles karismatisk af den attraktive Hongkong-stjerne Tony Leung og i filmens enorme persongalleri er helten over alle helte, kan med ufattelig styrke og smidighed nedlægge snesesvis af modstandere uden selv at få mere end en skramme, og det fungerer helt fint i en film, der er et heroisk eventyr og ikke socialrealisme.

»The Battle of Red Cliff « fortæller en ofte blodig og brutal macho-historie, men den rummer også plads til kloge, billedskønne kvinder.

Måske gør John Woo sig skyldig i en lidt for kælen dvælen ved såvel de dårende damer som den majestætiske natur, men hans svimlende visuelle virtuositet hæver ikke desto mindre dette højdramatiske epos op på et æstetisk niveau, hvor kun Zhang Yimou færdes lige så suverænt.

Er filmens stil for udspekuleret og effektjagende? Det er den sikkert set med asketiske øjne, men man skal virkelig være en vindtør puritaner for ikke at lade sig besnære og rive med af denne fantastisk spændende og ubegribelig smukke film. Hjelmklædte mænd, der kæmper med sværd og spyd, er ikke set stærkere skildret siden Akira Kurosawas »De syv samuraier« fra 1954.

Læs AOKs omtale af The Battle of Red Cliff her