Da casteren ringede, var hun langt væk. Et sted i USA på forlænget ferie med en god veninde. Om hun havde lyst til at komme hjem for at gå til casting på Hella Joofs kommende film? Nej, egentlig ikke, lød svaret. Om de så skulle komme over og prøvefilme hende, så hun ikke behøvede at tage til Danmark? Heller ikke men ellers tak for tilbuddet. Ring igen, hvis I ikke finder andre, lød beskeden venligt men bestemt fra 24-årig Stephanie Leon.

Men Hella Joof have Leon, og da hun ikke fandt andre som kunne udfylde rollen som den hardcore escortpige Charlotte med den tragiske historie, gjorde casteren endnu et forsøg. Og denne gang pakkede Stephanie Leon kufferten og kom hjem, og ganske som Helle Joof havde forudsagt var hun perfekt til rollen.

Resten er, som man jo siger, historie, så efter tre års pause fra alt hvad der ligner filmverdenen, skal Stephanie Leon fra på fredag igen vænne sig til at blive genkendt på gaden. Det havde hverken hun selv eller resten af filmbranchen for den sags skyld regnet med. For efter rollen i »Råzone« (som blev både Robert -og Bodil-nomineret for, red.) i 2006 bekendtgjorde hun, at hun ikke havde lyst mere. I stedet uddannede hun sig til Social- og Sundhedshjælper og har i det seneste halve år arbejdet på et plejehjem.

»Jeg startede tidligt med at spille skuespil, og i denne branche skal man passe på, at man ikke mister sig selv, fordi al kontrol bliver taget fra én. Man får at vide, hvad man skal sige hvornår, og hvad man skal have på, og jeg glemte at spørge mig selv, om jeg var glad eller ked af det. Jeg lagde for meget låg på mig selv, så jeg holdt en pause for at lære mig selv at kende og blive taget ud af de gængse vaner. Da jeg fandt mig selv og fik selvtillid og ro, fik jeg gejsten tilbage til at spille karakterer og stadigvæk holde fast i, hvad jeg selv føler,« forklarer hun. Og det er det her hun vil nu. Lave film. Det er hun ikke i tvivl om.

»De seneste to år er jeg begyndt at brænde mere og mere for skuespil. Jeg vil gerne på skuespillerskole i USA, så jeg kan lære nogle metoder, så jeg kan adskille mine egne følelser fra karakterens. Jeg har frygtelig meget sceneskræk og kan ikke engang holde en tale til min mormors fødselsdag. Så det er måske en meget god ide at lære de ting,« siger hun og smiler næsten undskyldende, mens hun meget meget sirligt skræller en appelsin uden at efterlade et eneste spor på bordpladen i Nordisk Films mødelokale.

Stephanie Leons mor er dansker og faren spansk. Hun blev født på Frederiksberg Hospital, fordi hendes mor ikke stolede på de spanske hospitaler. Få dage efter fødslen fløj familien tilbage til Spanien, hvor de boede til Stephanie var seks år. Efter to år i Danmark, blev forældrene skilt, faren flyttede tilbage til Spanien, og Stephanie boede på skift hos forældrene.

Hun var ni år, da hendes mors kæreste så en annonce i avisen om at man søgte piger til filmen »Tøsepiger«. Da hun så den lange kø uden for Nordisk Film med håbefulde børn, der ville have en rolle i filmen, vendte hun om og sagde til sin mor at »det her gør jeg ikke!« Men hun kom alligevel til casting og fik rollen som Maj-Britt i Vibeke Gads børnefilm.
»Det var rigtig hårdt at komme væk hjemmefra i så lang tid for at optage film. Vi boede i Gilleleje dengang, og min far var lige flyttet tilbage til Spanien, så jeg skulle undvære begge mine forældre,« siger hun.

Derfra kørte det. Efter »Tøsepiger« kom rollerne i bl.a. »Krummernes Jul« og »Sunes familie«. I 2003 fik hun en af hovedrollerne i den barske »Bagland« og et par år efter i »Råzone«.»Men til sidst gad jeg ikke mere. Når jeg skulle til casting havde jeg det ikke godt med det, men jeg gjorde det alligevel. Når jeg lavede film var det da hyggeligt, men jeg havde mange morgener hvor jeg stod op og ikke gad på optagelse! Jeg tudede nærmest og sagde til min mor, at jeg ikke ville. I dag står jeg op med et smil, bortset fra når jeg skal op klokken fire. Jeg brænder for det og vil gerne lave meget mere.«

Men i filmbranchen er der mange der kan huske den talentfulde skuespiller, der stik imod alles forventninger, ville noget helt andet.
»Efter ”Råzone« og »Bagland« sagde jeg, at det ikke var noget jeg ville satse på men at jeg ville læse til sygeplejerske. Sådan havde jeg det, og det husker folk. Det kom bag på dem, fordi skuespil jo er mange teenageres drøm. Jeg har altid godt villet arbejde med mennesker og har aldrig været glad for at sidde på skolebænken. Jeg lærer bedst ved at stå med tingene i hånden. Derfor var Social -og sundhedshjælperuddannelsen perfekt for mig. Jeg er meget glad for at passe de ældre. Men jeg tænkte aldrig på at blive skuespiller, det er først kommet nu.«

Det er en stor kontrast fra at være i en af de dårligst betalte og mest udskældte job, som de færreste vil have og så til et af de mest feterede...
»Ja, det er et rigtig hårdt job men det er samtidig det mest betydningsfulde arbejde, man kan have. Jeg kan have en dårlig dag, men når jeg kommer på arbejde og ser de gamle smile, så gør det mig glad at jeg kan give dem en hånd eller et glas vand, og så betyder det alt for dem. For mig er det ingenting. Bare det at jeg sidder og spiser den her appelsin, det er der mange af dem, der ikke kan. Så hvis andre ikke gider, så er der bare mere arbejde til mig,« siger hun.

»Så det er en god kontrast. På filmoptagelser bliver der gjort meget for én. Man får ordnet hår og makeup og hentet ting for sig, og det har jeg det mærkeligt med. Så er det rart at kunne age på arbejde og gøre noget for andre. Jeg har det sådan, at alle er lige gode. Jeg er lige så god som runneren og hvis jeg kan hente min vand selv, så gør jeg det. På settet hjælper vi alle hinanden, vi er et team, og hvis jeg har en pause i optagelserne, kan jeg lige så godt hjælpe med frokosten eller gøre lidt rent.«

Se min kjole handler om fire piger, der med Stephanies karakter Charlotte i spidsen flygter fra et behandlingshjem for unge misbrugere. Det er en hårdtslående rolle i en barsk film, hvor Stephanie Leon skulle dykke dybere ned i sig selv, end hun tidligere havde prøvet. Historien krævede, at de fire piger brugte lang tid på at researche sammen med en psykiater, på Istedgade og på et hjem for misbrugere, for at blive klar til deres roller.

»Fra min spanske far har jeg åbenheden og det hidsige temperament. Jeg har kunnet bruge temperamentet i rollen som Charlotte, selvfølgelig har jeg det, men jeg er blevet meget mere rolig. Det har været meget vildere. Jeg var en rigtig hidsigprop men jeg har lært at tælle til 10 og falde ned. Derfor har jeg måske også haft det svært med skolen, hvor man nemt bliver stemplet som et problembarn. Men det handler om at have så meget energi og krudt i røven, at der skal ske noget hele tiden. Det er noget værre pis, når børn bliver set på som problembørn,« siger hun.

»Mange af mine venner siger, at jeg er ligesom en fyr. Jeg er ikke en pige-pige. Jeg har ikke mange veninder, og jeg hader tøsefnidder. Jeg er straight up og fyre er nemmere at hænge ud med, fordi de siger tingene som de er. Jeg hader, når man er pigefornærmet. Jeg lægger kortene på bordet, og så er den sag ude af verden, videre!

Der er mange grænseoverskridende ting i filmen. Var det nemmere for dig, fordi du har et job hvor man...
»Tørrer røv?«
Ja. Det ville jeg ikke sige.
»Godt, så siger jeg det. Men nej, jeg er ikke sart. Men det var grænseoverskridende at skulle kysse Malou (Reymann som spiller Barbara, red.) Inden optagelsen gik jeg over og spurgte hende, om vi ikke kunne aftale ikke at kysse med tungen. Men hun sagde bare, at det kunne hun ikke love, fordi hun blev nødt til at gøre som hun følte. Jeg kan ikke huske om vi endte med at kysse med tungen eller ej, men det blev en fin scene.«

I øjeblikket bor hun alene uden kæreste i en lejlighed på Frederiksberg. Og der kunne ikke være længere fra filmrollerne til det liv, som hun selv kalder temmelig almindeligt.
»En kæreste er bare en klods om foden. Jeg elsker at være alene og sidde og høre musik eller se en film og ikke behøve at skulle ringe eller sms’e til en fyr hver dag. Jeg arbejder, træner, hænger ud og går sjældent i byen. Fredag og lørdag vil jeg hellere sidde derhjemme i min hættetrøje med min computer eller se en film.«

Og så er det bare om at vente på at de næste filmroller kommer. Hun har allerede indspillet scener til filmatiseringen af Rene Toft Simonsens bøger om »Karla og Jonas« der får premiere næste år. Og så skal hun have taget sit kørekort og spare penge sammen, så hun kan tage til Los Angeles - »hvor vejret altid er godt« - og gå på skuespilskole.

Hvad tror du, at de ældre på plejehjemmet vil sige, når de ser dig i filmen?
»Ikke så meget. Mange af dem er demente, så det er ikke noget problem. De ved bare, at jeg er Stephanie og at jeg er der for at hjælpe dem.«

Læs Berlingskes anmeldelse af "Se min kjole" og hør, hvorfor den får fire stjerner, her.