Det er de færreste filminstruktører, der deler baggrund med den 38-årige spillefilmsdebutant Martin Pieter Zandvliet. I det meste af sin ungdom har han nemlig levet som surfer på berømte strande verden over fra Californien til Sydfrankrig. Eneste synlige tegn på Martin Pieter Zandvliets tidligere liv, er hans meget afslappede påklædning og frisure. Hans øjne synes stadig at spejde efter en fjern horisont på havet.

Foreløbig har han dog fundet en slags havn i filmbranchen. I dag er han nemlig netop hjemkommet fra filmfestivalen i Toronto, hvor hans første film »Applaus« vakte opmærksomhed, ikke mindst i form af en overstrømmende positiv anmeldelse i L.A. Times, som i parantes bemærket er den avis, der læses i Hollywood. »Husk denne mands navn« stod der i omtalen i den amerikanske avis.
»Ja, det gik vidst meget godt. Men jeg er altid skeptisk, når jeg får ros, fordi jeg aldrig ved, om folk taler sandt,« siger Martin Pieter Zandvliet.

»Applaus« er et portræt af den fiktive danske teaterdiva Thea, der minder om den feterede danske skuespiller Paprika Steen, bortset fra, at Thea er alkoholiker og frivilligt har afgivet forældreretten til sine to drenge. Efter en tørlægning og afvænningskur melder tømmermændene sig, og »Applaus« handler blandt andet om Theas kamp for at generhverve retten til sine børn. Men trangen til at slukke tørsten står hele tiden på spring, og mens andre finder trøst ved møder i Anonyme Alkoholikere, keder Thea sig over »almindelige« menneskers problemer. Hun vil altid noget større, end den hverdag hun finder tom og triviel.

En stor bid Thea
For Zandvliet handler filmkunsten om nærvær og ærlighed, og den har han selv fundet hos 1960ernes amerikanske og franske filmskabere som blandt andre John Cassavetes, der lavede en serie nærgående og hyperrealistiske film med Gena Rowlands i flere af hovedrollerne.
»Jeg kan lide enkle karakterbårne film, der giver mulighed for at bruge mig selv, min egen angst og historie,« siger Martin Pieter Zandvliet.

Tilblivelsen af »Applaus« begyndte med, at instruktøren satte sig med sin gode ven manuskriptforfatteren Anders Frithiof August og forsøgte at åbne sluserne for alle deres indre dæmomer. Det resulterede i den kvindelige karakter Thea, som Martin Zandvliet kalder et »grandiøst menneske«, der har et uudslukkeligt behov for at finde bekræftelse i publikums hyldest.   
»Selvom Thea er meget mig selv, vidste jeg, at karakteren skulle være en kvinde, fordi det er meget sværere for kvinder at få familielivet og behovet for at slippe ud af det limboland, som familien kan være, til at gå op. Der står mere på spil end for mænd, som altid har haft nemmere ved at skride fra det hele for at forfølge deres egne mål.«

Optagelser fra Østre Gasværk
Paprika Steen passede perfekt til rollen, eller som Martin Pieter Zandvliet formulerer det: Fordommene omkring hendes person passede godt til rollen.
»Mange advarede mig imod at bruge hende i rollen, fordi hun skulle være så og så vanskelig at arbejde sammen med, men det gik fantastisk, og som førstegangsinstruktør fik jeg meget foræret.

Jeg skulle jo ikke lære Paprika Steen at spille skuespil. I stedet fandt vi i fællesskab en vej ind til Theas karakter,« siger Martin Pieter Zandvliet.
I filmens handling spiller Thea den berømte rolle som den fordrukne og forbitrede akademikerkone Martha i »Hvem er bange for Virginia Woolf?«, og som en tilbagevendende vignet i filmen, har Martin Pieter Zandvliet snedigt brugt filmoptagelser fra Paprika Steens virkelige teaterrolle på Østre Gasværks opførelse af samme stykke. Ideen om at kombinere film og teater opstod, mens Martin Pieter Zandvliet stadig skrev manuskript til filmen. Først brød Paprika Steen sig dog ikke om ideen, da hun syntes, det ville filtre for mange lag sammen i filmen, men en uge før stykket blev taget ned indvilligede hun. Derefter skrev Martin Pieter Zandvliet manus om endnu en gang, så teater og filmhandling kunne »kommentere« hinanden.

I gestaltterapi
Ligesom Paprika Steen, der i filmen leverer en af sine mest markante præstationer nogensinde, var Martin Pieter Zandvliet dybt involveret i  karakteren Thea. Så meget endda, at han besluttede sig for at gå ind i et terapiforløb, hvori han exorcerede sine egen dæmoner og fortid, så han bedre kunne tage hånd om sin karakters psykologi.

»Jeg ville så at sige eliminere min egen personpsykologi fra arbejdet med filmen. Al min indre forvirring omkring min kæreste, min mor eller arbejdskollegaer skulle ud som led i at komme et sted hen, hvor jeg kunne føle mig ren og klarsynet, så jeg bedre kunne fokusere på skuespillet, historien og filmens følelser,« siger Martin Pieter Zandvliet.

Efter en længere omgang gestaltterapi følte han sig klar til optagelse, men dæmonerne vendte tilbage efter tre uger. De handler blandt andet om instruktørens egen far, der forlod ham, da han var tre år gammel.

»Jeg har stadig en reel angst for, at jeg måske en dag forlader min egne børn. Søger man lykken væk fra sin familie, så er det børnene, der kommer til at betale prisen. Det egocentriske menneske må overveje, hvordan det vil elskes. Måske handler det om at opdage, at dem, der elsker dig, er lige foran dig. Men samtidig er jeg nysgerrig efter de mennesker, der tør tage valget og forlade de rutiner, som livet også kan blive. Selv ville jeg ønske, at man kunne leve to liv og både få udfordringen i karrieren og trygheden i familielivet,« siger Martin Pieter Zandvliet.

Læs også: Interview med Paprika Steen  og Stjerner og roser til Paprika Steen.