»København i 80erne lignede en østtysk provinsby, der var gennemsyret af regnvåd depression og lugtede af sur mælk og fugtig leverpostejsmad og billig indisk røgelse. Vores forældre var enten velmenende hippier (...) der havde en forrykt idé om at have designet paradis på jorden, eller også havde de forskanset sig i et småborgerligt, gult parcelhus med hjemmebar og rødvinsbrandert (...) Punkmiljøet i København havde al mulig eksistensberettigelse.«

Ulrik Crones stemme ruller henover klip fra 80ernes København, hvor billeder af nøgne hippier og småborgerlige fruer på Strøget i fuld fart zapper forbi. Det er hans første film, der efter fem års optagelser er klar til at blive vist på lærred for første gang til en snigpremiere under CPH:DOX og til en rigtig premiere i starten af det nye år.
Filmen hedder »Mig og Jesper« og er et generationsportræt af 1980ernes punkmiljø, som Ulrik Crone var en fast del af.
Men det er også en meget personlig skildring af Ulrik Crones nu afdøde bedste ven igennem 20 år, Jesper Reisinger, hvis navn i starten af 80erne figurerede i store dele af punkmiljøet, hvor han blandt andet havde skrevet sangtekst til Sods anden LP, før de skiftede navn til Sort Sol. For et par år siden døde den 47-årige Jesper Reisinger af hjertestop på grund af overvægt og stofmisbrug. Ulrik Crone valgte et halvt år efter vennens død at færdiggøre filmen til minde om sin ven og en hel generation, der viede deres liv til punkmusikkens rå toner og depressive lyrik.   

Den i dag 43-årige kunstmaler, Ulrik Crone, sidder i sit iskolde atelier i hjertet af København, omringet af malerier, med nøgne pærer fra loftet og en stor og plettet sofa i hjørnet. Atelieret er et loftrum på femte sal, der afspejler den rå og rastløse 80er livsstil, som gennem tiden har drevet ham rundt til omkring 25 forskellige boliger i København.

Han er født og har boet det meste af sit liv i København. Det var i 1980 som 15-årig, at han for første gang blev introduceret til punkmiljøet af sin gode ven, Søren Fauli, der tog ham med til koncert med Sods, der som det første punkband i Danmark allerede var begyndt at optræde i slutningen af 70erne. Denne aften spillede de i 13 AB på Gl. Kongevej under en kunst- og performancefestival.

»Det var fuldstændig mindblowing, og  den aften så jeg en form for kunst, som jeg også kunne være en del af. De unge var ellevilde, der var en enorm energi i rummet, som nok også blev stærkere af hele den »gør det selv«-mentalitet, hvor alle var velkomne til at spille og synge. Jeg var vant til rockbands som Led Zeppelin og Thin Lizzy, der havde noget underligt uopnåeligt over sig. Pludselig forstod jeg, at selv om man ikke er et geni, kan man godt udtrykke sig igennem et instrument ligesom mange af de bands gjorde dengang.«
Der gik ikke lang tid efter den første koncert med Sods, før Ulrik Crone og vennen Søren Fauli begyndte at spille musik, lave deres eget magasin, som de selv fotokopierede, og i det hele taget blive en del af de strittende, piercede unge med farvet hår og sort make-up.

Det var en tid, hvor det etablerede samfund satsede på de store kulturinstitutioner, og hvor de unge ikke følte, at der fandtes alternative kulturelle steder. De unge punkere havde Rockmaskinen på Christiania og Saltlageret, der senere blev revet ned for at bygge Planetariet. Ellers hang de ud ved pladebutikken Haase, hvor Ulrik Crones bedste ven, Jesper Reisinger, arbejdede. Om aftenen var de enten til koncert eller sad hjemme hos hinanden og holdt sig vågne hele natten for at høre punkplader.

»Punkmiljøet i København var inspireret af miljøet i London. Men hvor det i England var et arbejderklasseoprør, var det i København kreative middelklassebørn, der gjorde oprør mod de stive former. I dag er der masser af gallerier og kulturelle tilbud i byen, men dengang var her ingenting. Alle de store bands gik udenom København og direkte til Stockholm eller Hamborg. Det var hæsligt at være her, og vi blev set ned på af alle andre i samfundet. Derfor dannede vi vores egen subkultur, hvor vi holdt de andre ude,« siger Ulrik Crone.

Københavnerkoncerterne med de forskellige punkbands blev holdt for de samme 100 mennesker, der skiftedes til henholdsvis at stå på scenen og spille for deres venner og være nede blandt publikum. De søgte kun hinandens respekt for deres musik og kunst.
»I vores kredse var sådan en som Michael Strunge ikke populær, fordi han forsøgte at gøre sig til talsmand for vores generation og kommunikere udad. Grunden til, at vi holdt som subkultur i så lang tid, var jo netop, at vi ikke forsøgte at få andres respekt, vi gad ikke at snakke med journalister, når de kom for at interviewe os om vores livsstil, vi havde kun respekt for hinanden.«
Ulrik Crone var som mange af sine venner arbejdsløs i starten af 80erne, og det blev betragtet som et stort privilegium af de unge. En gang om måneden gik de ned på bistandskontoret og meddelte, at de stadig var arbejdsløse, fik deres bistandshjælp og kunne igen koncentrere sig om at lave musik, male og skrive.

»Der var de ressourcestærke og kreative middelklassebørn, som klarede den, Men der var også en generation, der røg på gulvet, som ikke kunne klare al den frihed, de søgte. Som aldrig fandt deres eget ståsted i livet. Jesper Reisinger var en af dem, han nægtede at afgive noget af sin frihed. Hver gang han blev tilbudt fast arbejde, flygtede han fra det. På mange måder repræsenterede han den rene punkkultur, der nægtede at være med i det etablerede samfund, men som endte sine dage med at gå til grunde i Farum Midtpunkt,« forklarer Ulrik Crone.

Reisinger begyndte allerede at trække sig tilbage fra punkmiljøet i midten af 80erne, hvor han flyttede ind hos sine forældre i Farum, med et voksende amfetaminmisbrug, som i sidste ende var med til at tage livet af ham. 
Punkmiljøet var på mange måder bundet op omkring stoffer, som af mange blev betragtet som et naturligt led i den kreative udfoldelse.
»Måske løb det med stofferne ud af kontrol. Det tiltrak nogle folk, som ikke var interesseret i kunsten, men kun i stofferne. Jeg kunne selv med tiden fornemme, at det hele var ved at skride fra hinanden. Musikscenen blev mere fyldt med almindelig rockmusik, og det eksperimenterende, som var det, der i første omgang havde samlet miljøet, begyndte at forsvinde,« siger Ulrik Crone.

Derfor er filmen »Mig og Jesper« både Ulrik Crones »bearbejdelse af en voldsom tid«, og en indvielse i sin bedste vens mange personlige kvaliteter og fald. Men den er også Ulrik Crones eget liv, som det siden har formet sig. Han valgte at droppe musikken til fordel for at male, og i 1989 startede han på Kunstakademiet, der langsomt erstattede punktilværelsen.
»Filmen er mit forsøg på at formidle vigtigheden i at finde meningen med livet. Det betyder ikke, at jeg er lykkelig hele tiden, men jeg har én gang for alle erkendt, at det ikke bliver sjovere, end det er lige nu, end du selv gør det til. Så væn dig til det.«  

Paradoksalt nok har punkernes desillusionerede forhold til omverdenen skabt en modstandskraft i Ulrik Crone og de af hans generation, der overlevede, som han mener er den afgørende forskel på hans generation og ungdommen i dag.
»Vi søgte ikke en bekræftelse fra andre end os selv, vi troede på det, vi selv lavede, og den selvtillid har jeg med i dag, når jeg for eksempel som billedkunstner pludselig kaster mig ud i et stort filmprojekt. Det er en gave, jeg har med mig fra den tid. Vi kæmpede for et bedre kulturliv i Danmark, og på mange måder lykkedes det os. I dag er der masser af fede muligheder her i København, her er gode gallerier, et rigt musikliv, her sker virkelig meget, hvilket er den helt afgørende forskel på min tid og nu. Men spørgsmålet er bare, om det får lov til at overleve, hvis de nye generationer er mere interesserede i at blive en del af de etablerede institutioner end i at skabe deres eget.«

»Mig og Jesper« er nomineret til Publikumsprisen og Danish Dox Award på lørdag d. 15. november. Filmen får biografpremiere i midten af januar 2009.