Der hænger et billede af Christoffer Boe på Toldbod Bodega – et af Danmarks ældste spisesteder. Tjeneren smiler. Han kan ikke skjule sin begejstring over, at stedet ofte besøges af de kreative. Forfatteren Knud Romer kommer her også. Ofte sammen med Christoffer Boe, der nu er ankommet og prompte bestiller en hakkebøf med spejlæg og anbefaler hønsesalaten. Han er på hjemmebane, bor lige på den anden side af gaden.

»Det er en af Københavns tidslommer, og jeg elsker illusionen om små parallelverdener. Det er vigtigt for mig at have nogle rum i byen, hvor jeg kan gå hen og få en ny oplevelse,« siger Christoffer Boe, der hader provinsens evige stank af gylle og våde gummistøvler og kan finde på at slukke for en film, hvis den ikke foregår i en by.

Nej, byen skal det være. Og helst Frederiksstaden - området med Amalienborg som centrum, Bredgade, Store Kongensgade, Gothersgade. Det mondæne København.
»Byens forskellige rum gør, at jeg kan dyrke mange møder. Og Frederiksstaden har den mest koncentrerede variation af den type møder. Alt fra afdankede diskotek NASA til Michelin-restauranter, små kroer, vanvittigt grimme Borgergade over for sindssygt smukke Bredgade. Det er en lille landsby i byen,« siger Christoffer Boe, som lige er flyttet 700 meter. Noget, der har ændret hans rytme i byen.

»700 meter gør en kæmpe forskel. Det medfører nye indkøbsmønstre, en ny vej til kontoret, nye butikker, facader og mennesker. Et lille ryk, som alligevel skaber en stor foranderlighed i ens liv. Den foranderlighed vil jeg også gerne have i mine film,« siger Christoffer Boe og taler videre om sit nære forhold til København.

»Jeg elsker at gå en rygerute med mine venner forbi Palæ Bar, Byens Kro og Black Swan. Det at bruge byen til ens egne møder elsker jeg - det at opsøge andres møder finder jeg mindre interessant. Jeg løber ikke rundt og ser sambadans i et kulturhus eller går til digtoplæsning i en eller anden spøjs boghandel. Jeg foretrækker at inddrage byen i mit møde med folk,« siger Christoffer Boe. Han taler hurtigere nu og kan ikke lade være med at give jyder, der kommer ind med firetoget, et par ord med på vejen.

»Vesterbro er hipt og fyldt med jyder, der er stormet hertil med smart hængerøv, opslag i buksen, kasket og en fræk skægvækst, men faktum er, at kolorten fra Randers stadig sidder under sålen. Men det er måske meget godt. Mennesker skal mødes i byen. Min pointe er nok bare, at jeg synes, at tilflyttere ofte har en trang til at være ekstra smarte, og deres søgen efter at blive en del af København kan godt være anstrengende – du skal ikke være en del af en by, du skal bare være i den,« siger Christoffer Boe, der egentlig ikke mærker denne infiltration, fordi han yderst sjældent bevæger sig ud i brokvartererne.

»Jeg ved, at de findes, men for mig ligger København stadig inden for voldene, selv om jeg faktisk har bevæget mig længere væk i den nye film,« siger Christoffer Boe.
»Alting bliver godt igen« hedder den. En af de mere traditionelle fortællinger fra Christoffer Boes hånd. Naturligvis med København som ramme lige som de tre foregående, »Reconstruction«, »Allegro« og »Offscreen«.

»Jeg forsøger at bruge byens rum til at være med- og modspiller til det emotionelle drama i mine film. I »Alting bliver godt igen« bruger jeg Ørestaden med VM-husene og DR Byens Koncertsal og deres hårde udtryk som en simpel modstand til en thriller, der handler om en mand, der er ved at tabe alt i sit liv. Det kommer desuden til at fungere som en stor kontrast til scener som den, der udspiller sig på den legendariske Islands Brygge-bodega »Isbjørnen«, der har patina af røg fra de seneste 30 år,« siger Christoffer Boe, der gennem de sidste ti år har sat sit tydelige aftryk på dansk film. Ikke bare ved være til stede, men ofte også ved give udtryk for sin mening.

»Jeg har aldrig syntes, at danske film var specielt gode. Der kom selvfølgelig en bølge med dogme i midthalvfemserne, og nu er alle medier i panik, fordi en ny bølge ikke er kommet. Men er det et problem? Vi er fem millioner. Hvor mange gode film kommer der ud af New York om året? To måske,« siger Christoffer Boe.

Han siger det selv. At prædikatet »lille irriterende skid« sagtens kan sættes på ham.
»Min rolle er at sige, at vi også kan gå den her vej, vi kan også gøre sådan. At prøve noget. Jeg mener, at mine film har skabt nogle brud på, hvordan man skildrer og bruger byen,« siger Christoffer Boe og nægter at blive kaldt provokerende.

»Erik Clausen og Sidney Lee er provokerende. Mine film er rent faktisk meget emotionelle og fyldt med kærlighed. Det kan godt være, at nogle vil mene, at det er provokerende fortalt, men jeg vil lave noget, der er friskt og underholdende, nyt og anderledes,« siger Christoffer Boe.
Hans vision er altid den samme, når han laver film. Det skal være »breathtaking«. Eller som de siger i Asien – »same same but different«.

»Jeg påstår ikke, at noget skal være gennemgående revolutionerende, men at man skal bringe en lille ny ting ind i spillet, hver gang man leger. Det skylder man de andre«.

Christoffer Boe om at skabe »Alting bliver godt igen«:

Ideen
»Det er ikke svært at få en idé. Alle kan få en idé. Problemet er, at historien, der udspringer af ideen, skal interessere og pirre dig. Min idé til filmen var bare, at en mand bliver kørt ned af en anden mand i en skov, manden flygter og får en hemmelighed med, der giver ham et kæmpe ansvar«.

Skriverier
»Jeg kommer med et råd her. Find altid hurtigt på en slutning. Det bedste for film er, at man ved, hvordan det hele slutter. Problemerne opstår, når man ikke ved, hvordan lortet skal slutte«.

Casting
»Det er 95 procent af en film. Jeg kunne ikke knække nødden med manuskript eller rollebesætning, men pludselig slog det mig, at det skulle være med Jens Albinus i hovedrollen. Da jeg fik kontaktet ham, faldt det hele på plads«.

På optagelse
»Jeg gør skræmmende lidt, og samtidig alt. Vi er et kæmpe hold, der arbejder hen imod en fælles vision, men nogen har jo sagt det, så egentlig er det et diktatorisk fællesskab. Jeg bruger så lidt tid med mine skuespillere som muligt, fordi jeg ikke holder af at psykologisere karakterer«.

Budskaber
»Filmen handler om, at vi er i krig – men det optager os ikke. Det afgør ikke valg eller presser vores politikere som i for eksempel England og USA, der har en national historie. Vi har hygge og fredsommelighed, magelighed og overskuelighed. Det er hårde modstandere til idealisme«.

Christoffers Boes fem bedste københavner-locations:

Marmorkirken
»Danmarks smukkeste plads. Den er smuk og grim. Stor, klodset og samtidig magisk og inspirerende. Jeg forbinder stedet med en masse magtfuldhed og historie. Jeg har brugt pladsen i flere af mine film - også i min nye«.

Kastellet
»Egentlig er jeg ikke til grønt, men Kastellet har et dejligt miks. Man kan stå på voldene, kigge ind på København og dens mindre skyline og i et kort sekund blive i tvivl om, hvor du er henne«.

Byens Kro
»Det ligger vidunderligt midt i Møntergade. Hele det område har en dejlig og stille københavner-stemning. Indenfor spiller de dog altid høj halvfemser-rock, som ikke er mit yndlings. Men somme tider skal man udsætte sig for noget smertefuldt for at få nydelse i livet«.

Nikolaj Kirke
»Jeg havde kontor i området tidligere. Der ligger tre-fire gader, der danner sit helt eget lille univers. Kiosker, boghandler, en spansk restaurant. Et sted, hvor man let føler sig hensat til en anden tid eller et sted, hvor København anno 2010 virker meget fjernt«.

Borgergade
»Utrolig grim. Jeg tror, det var i 1950erne, at den blev gennemrenoveret i et socialdemokratisk rengøringsvanvid. Det var et så gennemført uvellykket projekt. Men det er meget rart. Lige midt i det mondæne København ligger den og anviser - med al sin grimhed - alt det skønne omkring sig«.