Bleeder
Parallelt følger vi historien om Lenny, der er ansat i en videobutik. Han ser fire film om dagen og har efterhånden set så mange actionfilm, at han selv er blevet handlingslammet. En dag på vej hjem ser han Lea, Liv Corfixen, stå og kede sig bag disken i en sandwichbar og indleder en dialog med hende - om film. Videobutikkens ejer hedder Kitjo, der spilles af Zlatko Buric.
De fire mænd i historien mødes hver torsdag og ser film, og når bølgerne går højest, bliver der diskuteret, hvilken B-actionhelt, der er bedst: Fred Williamson eller Steven Seagal. Kort sagt viser Nicolas Winding Refn et præcist portræt af en række stillestående københavnereksistenser, der lever i tusmørkezonen mellem skyggesiden og solsiden af samfundet.
Da Refn med vilje har undgået, at der slap for meget ud om filmen på forhånd, er man midtvejs usikker på, om han i anden halvdel vil spille det socialrealistiske kort helt ud, eller om han vil bekende sig til den realistiske spændingsfilm som i Pusher. Filmtitlen og det faktum, at den sædvanlige sorte fadning mellem hver scene er blodrød, giver dog et hint om, hvad der følger.
To skelsættende begivenheder vil for evigt skubbe hovedpersonerne i himmel eller helvede. Da Louise bliver gravid, kan Leo ikke leve op til sit ansvar som far, og han stikker Louise et par på hovedet til stor fortrydelse for hendes iltre bror Louis. Konflikten mellem de to er uundgåelig. Samtidig får Lenny taget sig sammen til at bede Lea gå med i biografen, og han får måske muligheden for et mere helt liv.
Refn følger de seks hovedpersoner med flotte billeder i bredformat, rytmebrud i fortællingen og massiv underlægningsmusik. Meget - rigtig meget - i stil med Quentin Tarantinos Pulp Fiction, men alligevel formår Refn at gøre sin film mere vedkommende. Fordi filmen udspiller sig i det København, vi kender, og fordi stemningen i filmen afspejler nutiden, så involverer man sig langt mere i Bleeder, end i Pulp Fiction.
Bleeder er fyldt med meget intense personkonfrontationer. Kim Bodnia er så skræmmende på det store lærred, at undertegende ikke skal nyde noget af at møde ham i en sort baggyde, og Levino Jensen er hård i filten for to, som den hårdkogte bror, der gerne tager de mest rabiate midler i brug for at hævne sin søster.
Det festfyrværkeri af en overraskelse, vi fik i Pusher, kan Bleeder dog ikke leve op til. På den måde minder Refns løbebane også om Tarantinos. De bjergtog begge et helt fag med de nyskabende og meget energiske filmdebuter som Pusher og Reservoir Dogs vitterligt er, men fortsætter derefter begge med en professionelt set bedre film, men med knap så stor fortællelyst.
Bleeder viser, at Refn er en langtidsholdbar instruktør, men den giver ligeså meget lyst til at gense Pusher, som den giver til at se hans tredje film.
Soundtrack
Peter Peter, eks-Sort Sol, leverer de fræsende guitarkaskader, som Bleeder det meste af tiden surfer energisk rundt på. Andre kunstnere har også leveret numre til det effektive lydtapet. Det gælder så forskellige navne som The Walkers, Den Gale Pose og C.V. Jørgensen. Sidstnævnte bryder fem års indspilningspause med sangen Mit Lille Reservat. TILBAGE TIL ARTIKLENNicolas Winding Refn
Efter debuten som 26-årig med Pusher i 1996 gik Nicolas Winding Refn med øgenavnet Jang i gang med sin anden film i en trilogi, som han kalder "troskab - venskab - kærlighed". Han har med vilje holdt kortene omkring Bleeder tæt til kroppen for at overraske både presse og publikum. TILBAGE TIL ARTIKLENPusher
Filmen blev en landeplage med Zlatko Buric som jugoslavisk narkobagmand, der med sin helt atypisk centrale rolle stjal filmen og lagde accent og grin til mindst et års sjov med alle danskere, der lyder navnet Frank(e). Kim Bodnia spillede Frank der var fanget i en ond cirkel af narkogæld og Mads Mikkelsen spillede hans makker. TILBAGE TIL ARTIKLEN
Skriv en anmeldelse
Populære guider
© Copyright 2012, Berlingske Media