...

Rockeksperten

»Beavis og Butthead« var knyttet til den hårde og beskidte del af rocken, heavy metal, punk, men især grunge, der toppede i netop de år. Det var Alice in Chains, Nirvana og anden grunge, men også hård metal som Cannibal Corpse, samt udvalgt hiphop som Cypress Hill og House of Pain. Dette var Beavis og Butt-heads musik, og med deres bøvede, anarkistiske facon afspejlede de også tonen i de miljøer, hvor samme musik blev dyrket.

På en eller anden mærkelig måde følte man sig taget seriøst som musikbruger af Beavis og Butthead. Jeg identificerede mig meget med de to figurer, og når de sagde, at noget bestemt musik var cool, så var det som minimum værd at tjekke ud. Jeg boede på landet, og rockdrengene mødtes hos de få, der kunne tage MTV for at se det ugentlige show, mens pigerne mødtes for at se Beverly Hills.

Beavis og Butthead formidlede en umiddelbar begejstring over musikken, samtidig med at de blev toneangivende anmeldere i denne del af rocken. Ligesom visse filmanmeldere som Roger Ebert kan blåstemple en ny film, virkede det en overgang som om, at Beavis og Butthead var blevet garanter for rock af en vis kvalitet. Der var noget befriende ved, at alt den musik, man ikke brød sig om, slet ikke blev behandlet der.

Popmusikken med Ace of Base osv., var kæmpestor i starten af 1990erne, men det lå helt uden for horisonten af Beavis og Butthead – det gad de ikke engang rakke ned. Denne eksklusivitet skabte et lille nichéfællesskab, der mindede om det, der senere opstod omkring Det Elektriske Barometer. Det var ens egen lille verden. Inden for de genrer, de kommenterede, holdt de øje med, hvad der var »autentisk«, og det musik, som blev spillet af dem, de kaldte »posere« – altså dem, der bare foregav at være autentiske. Det kunne Beavis og Butthead straks få øje på.

I stedet omfavnede de ekstremerne. Jo hårdere, jo blodigere og jo mere sexet en dødsmetal-video var, jo bedre var den i deres øjne. De skilte de unge i dem, der var cool, og dem, der ikke var det. Men når de ikke brød sig om noget, var det heller ikke sådan, at de pegede fingre af det eller udstødte dem – for Beavis og Butthead var jo selv mislykkede udstødte. Og det var der en fin lille morale i, synes jeg.

Tegnefilmeksperten

Da Beavis og Butthead kom frem, var tegnefilm blevet meget kostbare at fremstille. Beavis og Butthead gik i modsat retning. Her var der skåret ned på alt, hvad der gjorde produktionen dyr, altså et højt antal tegnede billeder pr. sekund. I stedet lagde man alle kræfterne i figurernes personlighed. Stilmæssigt tog man udgangspunkt i undergrundstegneserierne fra 1960erne, der kun henvendte sig til et begrænset publikum.

Tegnere som Robert Crumb tegnede ikke konventionelt, men lagde i stedet vægten på indhold med kant. Det nye var, at Beavis og Butthead sendte denne primitive stil ud til millioner af mennesker. Det gjorde MTV toneangivende, og andre tog stilen op.

For eksempel husker jeg Radioheads musikvideo »Paranoid Android«. Beavis og Butthead genbrugte bevidst en række scener. I starten var der nærmest kun et »miljø« i serien, nemlig Beavis og Buttheads sofa, hvor de sad og så deres musikvideoer. På deres tid var animationsverdenen præget af store udstyrsstykker, hvor man gik meget op i baggrunde og animation på højt plan. Her gik man i stik modsat retning og satsede på, at stil og humor skulle bære det hele. Og det kunne det.

Siden er der kommet masser af lignende forsøg, mest markant i »Southpark« med billig animation og rå humor. Idag er animationsfilmen generelt set atter blevet teknisk avanceret, hvilket blandt hænger sammen med at teknologien er blevet billigere at bruge. Flere og flere studier bruger avanceret 3D-animation. Men Beavis og Butthead viste, at alt afhænger af at have gode idéer.

Tv-eksperten

Palle Strøm, programdirektør på TV2.

Beavis og Butthead blev på en eller anden måde et tegn i tiden, samtidig med at de var med til at skabe MTVs store succes. De var mere end noget andet skoleeksemplet på, at de unge havde overtaget magten over medierne.

Beavis og Butthead var to døgenigte, der ikke kunne noget, men som var én stor gøren grin med den voksne generation og dens måde at lave tv på. På den måde blev de ikoner for Generation X, der her for første gang fik overtrumfet det politisk korrekte tv.

Det var tv, der opsummerede unges frihedsglæde ved at være ung og sige »høhøhø«, hver eneste gang der dukkede en pige med store bryster op. Det var det første markante signal om, at de unge havde erobret den kulturelle dagsorden fra de voksne.

Beavis og Butthead var tillige fanebærere for det postmoderne i den måde, de samplede alle mulige steder fra og satte det i en ansvarsfri, ironisk ramme. Humoren var mere infantil end subtil, og hovedidéen i Beavis og Butthead handlede om, hvor meget de kunne slippe af sted med. I den henseende er Beavis og Butthead mere beslægtet med Southpark end med The Simpsons. Men Southpark er så også meget desto mere subtil end Beavis og Butthead.

Hovedbudskabet var, at nu skal vi bare have det sjovt og grine ad de voksnes verden. Det var noget at af det første tv af typen, man har kaldt »For the love of stupid« (at elske det åndssvage), noget, der senere også kendetegnede programmet »Jackass«. Det handlede om at have det sjovt, ikke om at redde børn i Afrika.

Beavis and Butt-Head Headbangers Ball:

Læs også: Top 10: De bedste film i biffen lige nu