Atafeh og Shireen er 16 år og bedste venner. Både i skolen, hvor de er nødt til at indordne sig strenge regler, og om aftenen, hvor de i al hemmelighed kaster sig over musik, stoffer og fyre – kort sagt flirter med alt det, der er forbudt i Teherans restriktive samfund.
Da deres følelser udvikler sig fra venskab til kærlighed og lyst, må de for alvor sande, at kærligen ikke bare er forbudt, men også kan være farlig. I hvert fald som kvinde i Teheran.
Maryam Keshavarz, der har boet hele sit liv i skiftevis Iran og USA, ved hvad hun taler om. Og måske netop derfor fortæller hun pigernes historie uden sentimentalitet, men med et ømt blik på deres kaotiske kærlighedsaffære, der skiftevis ligner den helt ægte vare og et ungdommeligt eksperiment mellem to veninder.
Læs også: Her er ugens premierefilm
Uanset hvad der ligger til grund for tiltrækningen, er det dybt forbudt og farligt land Atafeh og Shireen bevæger sig ind på. Ikke mindst da Atafehs ny-religiøse bror Mehran forelsker sig i Shireen og beslutter at redde hende fra fortabelsen.
På sidelinien står Atafehs frisindede forældre, der drømmer om en fremtid for deres børn, hvor piger også må bade i havet og i det hele taget have samme rettigheder som drenge. Men som også nødtvungent har resigneret overfor et samfund hvor loven og religionen står over alt andet.
Læs også: Top 10: De mest populære film lige nu
»Forbudt kærlighed« er en smuk film, der emmer af sensualitet, længsel og frustration over ikke bare at kunne følge sine lyster og drømme.
Den er på samme tid en smertende kærlighedshistorie og en skarp kritik af et samfund fuld af dobbeltmoral fra alle sider - både hos de fanatisk troende og de kvinder, der gemmer pailletkjoler under de lange gevandter og kaster sig over sex, druk og kokain i det skjulte.
Kashavarz rammer en fin universalitet i portrættet af de to piger, der ganske enkelt er som teenagere er flest. Bare under omstændigheder, der på ingen måde tillader oprør og eksperimenter.
Hvad: Forbudt kærlighed
Hvor: Vises i biografer over hele landet
Hvornår: Premiere 5. januar
Se trailer: