Fre. d. 19. august følger Karen Blixen Museet op på sidste års succes med Blixenfilm under åben himmel i museets have ved at vise Gabriel Axels mesterværk Babettes Gæstebud. Filmen, der vandt en Oscar som bedste udenlandske film i 1988, er en indfølt filmatisering af en af Blixens mest elskede noveller (af samme navn), og byder bl.a. på skuespilpræstationer af navne som Bodil Kjer, Birgitte Federspiel, Jarl Kulle, Bibi Anderson og ikke mindst Stephane Audran i titelrollen.
Til vores store glæde har Gabriel Axel sagt ja til at komme og præsentere sin film. Vi begynder kl. 21.00.
Billetter kan købes på billetto.dk/babette eller i museets butik. Prisen er 110 kr.
Husk regntøjet og evt. noget at sidde på. Vi er desværre ikke herre over det danske sommervejr men gennemfører visningen uanset vejrlig.