Med et budget på små 80 millioner euro er »Asterix og De Olympiske Lege « Frankrigs dyreste film, men de fleste af pengene må være gået til at hyre kendte som racerkøreren Michael Schumacher, fodboldspilleren Zinedine Zidane og NBA-stjernen Tony Parker til små roller. Oplægget er tegneserien »Asterix - Olympisk mester« tilsat et kærlighedsdrama, og balladen begynder, da galleren Romantix forelsker sig i den græske prinsesse Irina - kun de galliske guder må dog vide hvordan, for de har aldrig mødt hinanden. Hun er så lovet væk til Cæsars uduelige søn Brutus, og Romantix må have sine uovervindelige venner Asterix, Obelix og druiden Miraculix og hans trylledrik til hjælp for at vinde De Olympiske Lege. Og dermed prinsessen. Brutus, der undervejs tager Epo, er ganske skæg, og 72-årige Alain Delon, der spiller Cæsar, er stadig smuk, men alt i alt falder filmen tungt til jorden, fordi den har så travlt med sine utallige og sjældent sjove referencer til filmens og sportens verden. Efter en time foretrækker man at komme på Brutus' meget omtalte pinebænk bare for at slippe for denne ubegribeligt lange, overgearede og stupide film. Skån dine børn for oplevelsen.