Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Film | 22/12/16

Anmeldelse: »Passengers« er god science fiction og smuk visualitet

  • Jim (Chris Pratt) i kamp med fremtidens selvbetjenings-automater. Og der er ingen hjælp at hente, for resten af besætningen ligger i dvale. Foro: PR Foto: Ikke oplyst

    Jim (Chris Pratt) i kamp med fremtidens selvbetjenings-automater. Og der er ingen hjælp at hente, for resten af besætningen ligger i dvale. Foro: PR

Popkulturen befinder sig i øjeblikket midt i en stime af god science fiction, som man kan se det i Denis Villeneuves nylige »Arrival« og TV-serierne »Westworld« og »Black Mirror«. Den norske instruktør Morten Tyldums første forsøg i genren, »Passengers«, føjer sig til denne tendens, omend filmen sætter mere tryk på underholdning end på intellektuel udfordring.

I rummet kan ingen høre dig skrige – som tag linen hed i »Alien« fra 1979 – og det gælder i særlig grad filmens hovedkarakter, Jim Preston (Chris Pratt), der vågner præmaturt af sin hypersøvn i rumskibet Avalon, der er på en 120 år lang rejse til en fjern planetkoloni. Jim er af ukendte årsager blevet vækket som den eneste af 5.000 sovende passagerer, og da teknologien ikke er indrettet til, at man selv kan lægge sig i dvale igen (der er desværre en del af den slags urimeligheder i manuskriptet), er han reelt dømt til at tilbringe resten af sit liv som ensom fange i det højteknologiske rummausoleum.

Her begynder det bedste afsnit af »Passengers«, for som Palle-alene-i-verden begynder Jim at afprøve Avalons mange luksuriøse muligheder for at få tiden til at gå.

Der går dog ikke lang tid, før han gør præcis det, de fleste ville gøre i samme situation: Han begynder at kampdrikke – skibet er udstyret med en bar og en høflig robot-bartender, der er Jims eneste samtalepartner– han gror et stort vildmandsskæg og er godt på vej til at blive skør. Da Jim er en hædersmand, går der dog lang tid, før han begynder at overveje det, som alle vi andre tænkte på med det samme: Nemlig at kortslutte den dvalemaskine, som hans smukke medpassager Aurora ligger i, og på den måde skaffe sig en vågen kompagnon på rejsen gennem rummet.

Men den handling udgør et dilemma: Jim kan kun bryde sin egen forbandelse ved at dømme Aurora (Jennifer Lawrence) til samme livslange isolation.

»Passengers« er klassisk science fiction, som den blev skrevet i genrens guldalder i 1950erne. Den udmaler en løfterig fremtid, hvor mennesket kan rejse til stjernerne og i princippet har opnået en form for udødelighed, mens dens veltempererede humor laver grin med vor egen nutid. Ligesom i Stanley Kubricks »Rumrejsen år 2001« (1968) er Avalon nemlig udstyret med en kunstig intelligens, der med blød, passiv-aggressiv stemme afviser Jims forsøg på at override dens forprogrammering. Alle, der nogensinde har råbt ad en automatisk kundebetjening, vil nikke medfølende til Jims frustrationer.

Ligesom i sin foregående Oscarvinder, »The Imitation Game«, har Morten Tyldum en tendens til at overpresse sine scener for dramatik, men »Passengers« rummer også en smuk visualitet, hvor fantasierne får lov at trække vejret. Jims absurde og fortvivlede situation bliver eksponeret, da han trækker i en rumdragt og åbner luftsluserne til stjernehavet uden for rumskibet. Man fælder en tåre med Jim, da han som en ensom Odysseus betragter de fjerne verdener, han aldrig kan blive en del af, og lige der opfylder »Passengers« sin fornemste opgave som genrestykke: At strække vores forestillingsevne og give os en dybere fornemmelse af vores ensomme udkigsplads i Universet.

Hvad: »Passengers«
Hvem: Instruktør: Morten Tyldum. Medvirkende: Jennifer Lawrence, Chris Pratt.
Hvor: Premiere i hele landet