Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Film | 17/12/13

Anmeldelse: »Nymphomaniac«

  • Charlotte Gainsbourg som "Joe" i en sadomasochistisk situation i Lars von Triers "Nymphomaniac". Foto: Christian Geisnæs/Zentropa Foto: Ikke oplystCharlotte Gainsbourg som "Joe" i en sadomasochistisk situation i Lars von Triers "Nymphomaniac". Foto: Christian Geisnæs/Zentropa
Lars von Trier smider 2.000 års tankegods ind i »Nymphomaniac«, der står som instruktørens hidtil største ode om den menneskelige grundtragedie – uden en trevl.

Efter næsten et års opslidende, orgasmejagende mediehype, kommer »Nymphomaniac« som et chok. Rystelsen består for så vidt ikke af filmens glimtvise penetrationer og dryppende genitalier, selvom de i sagens natur påkalder sig øjets og kameraets opmærksomhed. At man går skælvende og opløftet fra filmen skyldes derimod, at Lars von Trier leverer en dybt tænkende, subtilt følende, flammende sarkastisk og sjæleskærende tragisk erotisk odyssé.

Filmen fremstår tillige som en ukrukket hyldest til litteraturens og filmkunstens mest kompromisløse tænkere, heriblandt Lars von Trier selv, hvilket gør »Nymphomaniac« til en intellektuel udfordring, samtidig med at den med et uudgrundeligt smil synes at gøre nar af de samme prætentioner. Det er klassisk Lars von Trier, men så meget mere her end nogensinde før.

Referencerne fyger fra første billede, hvor en cirka et minut lang sort skærm stemmer sindet til kontemplativ opmærksomhed, på samme måde som Stanley Kubrick gjorde det forud for den lange meditation i »Rumrejsen år 2001«. Derefter trækkes »Nymphomaniac«s besynderlige rammehistorie op med billeder af klamt, silende regn i en baggård, der kunne være taget ud af instruktørens egen gennembrudsfilm »Forbrydelsens element«. I gården ligger en forslået kvinde (Charlotte Gainsbourg i en ny triersk kraftpræstation som hovedkarakteren »Joe«), der modsætter sig hjælp fra en derboende eneboer Seligman (Stellan Skarsgård).

»Jeg er et ondt menneske,« siger hun som forklaring på sin resignation, men indvilliger dog i at fortælle sin historie over en kop te med mælk.

Kød og ånd
I en række kapitler flyder Joes beretning, der trinvist afdækker påstanden om ondskab, mens den sagtmodige, intellektuelle Seligman fortløbende sætter hendes bekendelse i kontekst med teologiske og litterære kommentarer. Seligman er, med fablens hårdt optrukne karakterer, Joes modsætning. Hun er åbenbart kødet, mens han er ånden, men gradvist opløses også denne dikotomi som en falsk præmis.

»Jeg ønskede bare lidt mere farve på solnedgangen,« begynder Joe, samtidig med at en barndomsscene slår fast, at fornemmelser indlejrer sig forud for voksenalderens bevidste seksualitet. Joe og en veninde leger »søløver« på et vådt badeværelsesgulv, mens moderen bekymret banker på den låste dør. Men Lars von Trier er ingen Nils Malmros, og den præpubertære seksualitet interesserer ham ikke.

Inden publikum når at blive ilde til mode, springer filmen til teenagealderen (den unge Joe spilles af den fremragende Stacy Martin), hvor de samme to veninder har fundet på en langt mere risikabel leg. I løbet af en togrejse kappes de om at nedlægge flest mænd, og netop som man troede, at filmen har lagt niveauet for sit frisind med en stribe ret upåfaldende, opretstående samlejer på togtoilettet, afsluttes kapitlet, da Joe giver en passager på 1. klasse et førsteklasses blowjob. Det ser virkeligt ud, men er selvfølgelig lavet med kingsize-attrap og klippeteknik. I denne scene, såvel som filmens mange efterfølgende samlejer, er realismen sømløs under fotografen Alberto Claros passionsløse, nærmest bøddelagtige kamerablik, og autenciteten bidrager til, at scenerne ikke føles særligt erotiske. Som Stellan Skarsgård sagde i et interview tidligere på året, virker »Nymphomaniac« ikke som film, der er særligt egnet at onanere til. Til gengæld imponeres man af de talrige fine skuespillere, heriblandt Uma Thurman som totalsvigtet hustru til en af Joes byttedyr.

Umættelig sextrang
I de efterfølgende kapitler slås det fast, at Joe fuldt ud lever op til filmens titel. Nemme årsagsforklaringer bliver brutalt bollet væk. Hun søger ikke at dulme et uforløst traume, som Brandon i Steve McQueens »Shame«, og hun leder heller ikke på lagnerne efter Den Store Kærlighed, filmkunstens mest indgroede illusionsnummer. Dette sættes på spidsen, da hun i mængden af mænd finder ham, der egentlig skulle have været den eneste ene, nemlig Jerome (Shia LaBeouf). Ganske vist forsegler parret deres forbindelse med en graviditet og et efterfølgende forsøg på at være forældre for deres afkom, men til sidst må også Jerome give op over for Joes umættelige sextrang.

Ikke at den ægteskabelige deroute synes at hæmme Joe, der tidligere i filmen har forkyndt, at hun hader det sentimentale, »fordi det er en løgn« og smadrer et butiksvindue fyldt med valentinskager. Lars von Triers punkfortid dølges ikke altid i subtilitet.

I fjerde kapitel antydes en konventionel filmforklaring på nymfomanien, da Joes alkoholiske far går til grunde i deliriske kramper. Faren er tidligere blevet introduceret i en smuk scene, hvor han over for sin datter formidler sin fascination af skovens træer – en fascination, han deler med Lars von Trier! Instruktøren udleverer således sig selv, da han fremstiller farens optagethed af at klassificere naturen som et magtesløst forsøg på at afgrænse og forklare naturens utæmmelighed. Joe forsøger at nå ind til sin far i hans sidste livsstund ved at bringe ham blade fra et asketræ, men hendes egen sexafhængighed har alligevel intet med »den fjerne far« at gøre. Det viser en chokerende scene, hvor hun bliver seksuelt ophidset ved sin fars dødsseng.

Scenen er en tydelig, men ikke udtalt reference til den kontroversielle forfatter George Bataille, der angiveligt masturberede foran liget af sin mor. »Jeg skammer mig,« indrømmer Joe, da hun fortæller Seligman om ekstasen ved dødslejet. Og selvom Lars von Trier lader Seligman affærdige hendes skam (»det er normalt at føle seksuel ophidselse, når man er i krise«), er det klart, at filmen foreslår en eksistentiel forklaring på Joes nymfomani, og dermed gør hende til et billede på alle mennesker.

Joe vil have flere farver på solnedgangen. Selv ved livets yderste kant vil hun stadig have ekstasen – det transgressive øjeblik, der netop nærer sig ved at overskride skamfølelsen. Det er her, at »Nymphomaniac« tydeliggør menneskets tragiske grundkonflikt, som allerede var myte i Det Gamle Testamente. Man kan ikke på en gang være hel natur og helt intellekt. Man kan ikke attrå det uskyldige, uden samtidig at ødelægge det. Man kan spise af kundskabens træ, men paradisets porte forbliver lukkede for de faldne. De levendes eneste trøst er at fortælle om det, så guddommeligt som kun en Lars von Trier kan gøre det.

Hvad: »Nymphomaniac«
Hvem:
Instruktør: Lars von Trier. Medvirkende: Charlotte Gainsbourg, Stacy Martin, Stellan Skarsgård, Shia LaBeuf m.fl.
Hvor:
Premiere 25. december over hele landet

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: AOK.dk
Byliv | 08/04/14

Hvem skal nomineres til Byens Bedste 2014?

Årets kategorier ligger klar, men hvem fortjener en nominering? Giv dit bud, og vind fede præmier.

AOK Tjenester