Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Film | 31/01/13

Anmeldelse: Lincoln

  • Foto: PR Foto: PR
En interessant, dobbelt historietime om en af USAs største præsidenter gennem tiderne løfter sig til at blive en vigtig film takket være en række modige valg af både Steven Spielberg og Daniel Day-Lewis.

I sidste uge fik Quentin Tarantinos gadedrengeudgave af historien om slaveriets ophævelse premiere i biograferne. Blodet sprøjtede lystigt, og de historiske fakta fik sig en tur i Tarantinos genrefilmsblender.

Nu er turen kommet til Steven Spielbergs meget mere konventionelle og naturtro variant af samme historie i form af en biopic om den republikanske præsident Abraham Lincoln.

Spielberg laver for det meste teknisk overlegne underholdnings- og eventyrfilm, men han tager sig af og til også tid til de mere alvorlige film om vigtige begivenheder i USAs historie. »Lincoln« er en videreførelse af linjen, der blev lagt en smule forsigtigt med »Amistad«, og som blev fulgt op med klassikertilsnit i »Schindlers liste«.

I den nye to en halv time lange film er der således slet ingen 360 graders kamerakøreture eller andet teknisk blær.

Spielberg koncentrerer sig om skuespillerne og har i høj grad overladt banen til fageksperterne. Portrættet af Abraham Lincoln er begrænset til at foregå i en måneds tid op til slaveriets ophævelse i 1865, hvor USA er hærget af borgerkrigen mellem nord og syd.

Gennemførelsen af loven er et dygtigt og snedigt stykke taktisk politisk arbejde, og det er et godt valg at begrænse historien, fordi Spielberg dermed slipper uden om den typiske faldgrube i biografiske film, hvor man gaber over for meget stof og for mange tidsperioder.

Allerede et år tidligere have Lincoln forsøgt at få en lov om slaveriets ophævelse igennem uden held. Denne gang er det knald eller fald, og han må trække i alle de tråde, der findes.

Han bruger politisk list, og han bøjer lovgivningen for at få stemmer nok, for den sag han brænder så meget for. Slaveriet skal ophæves, for ellers går udviklingen i stå og borgerkrigen vil måske fortsætte i flere år end de hidtidige fire år.

Spielbergs luftlag

Når vi befinder os i Spielbergs luftlag, er manuskriptforfatteren naturligvis i topklasse. Nemlig Tony Kushner, som blandt meget andet har skrevet »Angels in America«.

De dygtige scenografer kan ramme gader og stræder i Washington anno 1865 millimeterpræcist, og makeup-folkene får friseret skuespillerne, så det giver mening, når deres hår stritter.

Det helt store scoop er at få Daniel Day-Lewis til at spille Abraham Lincoln. Day-Lewis er kendt for at være en af de skuespillere i filmverdenen, der graver dybest i kildematerialet, og som kan gemme sig bag en helt ny fysik og nærmest bliver til sin rolle frem for at nøjes med at spille den.

Derfor kan man ikke forestille sig nogen bedre til rollen som Lincoln end ham. (Man kan simpelthen ikke forestille sig nogen bedre end Day-Lewis til en hvilken som helst rolle!)

Hans fysiske fremtoning er lige i øjet i forhold til velkendte gamle fotos af præsidenten, og så vælger Day-Lewis meget modigt at tale overraskende langsomt og lavmælt og lægge præsidentens autoritet i ord og udstråling.

Det er helt omvendt i forhold til, hvordan statsmænd typisk portrætteres på film, og i udstrålingen ligger både ideologi, varme og humor. Alt sammen uden at Abraham Lincoln bliver en kedelig person, og uden at vi bliver vidne til nogen som helst form for helgenkåring.

Meget levende

I det hele taget gør Spielberg det, som vil være tørt stof for nogle, meget levende. Skuespillerlisten er voldsomt imponerende, med Tommy Lee Jones i næstvigtigste række som ærkerepublikaneren Thaddeus Stevens, der har en ekstra privat grund til at kæmpe for den gode sag.

Med der er også karakterskuespillere fra flere generationer, for eksempel Hal Holbrook, James Spader og John Hawkes for blot at nævne nogle stykker.

Eneste dryp malurt i Spielbergs bæger er, at han lader 66-årige Sally Field spille Lincolns kone. Hun skal forestille at være 47 år i 1865, og selv om hun spiller godt, er Field for gammel til rollen. Det er sympatisk, at man giver hende en chance, men her virker hun ikke optimalt.

Det er klart, at man skal ville det politiske stof til en vis grad for at gide se så lang en film om en amerikansk præsident. Men det er samtidig min påstand, at den forudsætningsløse billetkøber ikke vil kede sig frem mod den neglebidende finale, hvor stemmerne for og imod slaveriets ophævelse tælles op på gammeldags maner, én for én, i Repræsentanternes Hus.

Hvad: »Lincoln«
Hvem: Af: Steven Spielberg, Med: Daniel Day- Lewis, Tommy Lee Jones
Hvor: Premiere over hele landet

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: AOK.dk
Byliv | 08/04/14

Hvem skal nomineres til Byens Bedste 2014?

Årets kategorier ligger klar, men hvem fortjener en nominering? Giv dit bud, og vind fede præmier.

AOK Tjenester