Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Film | 21/02/13

Anmeldelse: »Hitchcock«

 

 

 

Aktuelle begivenheder:

  • Foto: PR Foto: PR
I velspillet biografisk film om Alfred Hitchcock og hans medhjælpende hustru, Alma Reville, får vi et bud på, hvordan suspense-filmens mester var på arbejdet og privat. Særligt dybt ind bag kulisserne når vi dog ikke

...

Alfred Hitchcock er kendt som en mester til at skabe spænding i biografen. Den originale og makabert tænkende instruktør lavede ikke mindre end 55 film på 51 år fra 1925 til 1976. »En kvinde skygges«, »Menneskejagt« og »Psycho« huskes nok af flest, men langt flere af mesterens film er stadig værd at se.

De er blevet klassikere på grund af tekniske overlegenhed og den moderne måde, de involverer publikum på. Instruktøren var også berygtet for at forelske sig i sine blonde heltinder. Det gjaldt også Janet Leigh (Scarlett Johansson), der spiller med i »Psycho«, som den nye film »Hitchcock« handler om.

Ved at genskabe, hvad der foregik bag kulisserne mellem Alfred Hitchcock (Anthony Hopkins) og hans hustru Alma Reville (Helen Mirren), får vi et signalement af et geni, der også var en forfængelig, jaloux og drikfældig levemand på sine ældre dage, som hans trinde skikkelse antyder.

Efter stor succes med »Menneskejagt« – hvor Cary Grant flygter over hals og hoved på Mount Rushmore – havde Hitchcock malet sig op i et hjørne. Det var svært at lave noget større og mere farverigt, da »Menneskejagt« var en perlerække af stort anlagte actionscener.

Hitchcock ville gerne genopfinde sig selv. Han blev fascineret af historien om den amerikanske massemorder Ed Gein, der også senere blev forlæg til den omdiskuterede »Motorsavsmassakren«. De fleste frarådede Hitchcock at lave »Psycho«, men han insisterede, og han måtte selv betale for den.

Hans hustru, der hjalp til med manuskripterne og andet forefaldende arbejde, stod last og brast med ham, og »Psycho« blev en overraskende stor succes. En gyserfilm, der kryber ind under huden på os – selv i 2013. Ikke mindst på grund af mordet på heltinden i et badekar og en karismatisk og uhyggelig Anthony Perkins i rollen som Norman Bates, der driver et lille hotel langt fra alfarvej. I de oplyste vinduer i huset bagved lurer hans gamle hysteriske mor, og hun holder øje med hvert et skridt han tager.

Mellem to stole Anthony Hopkins som Hitchcock tegner et fint portræt af den kyniske og humoristiske mand med stiv overlæbe, og Helen Mirren gør Alma Reville mere spændende, end filmhistorien hidtil har gjort hende.

Skuespillerne er det væsentlige aktiv i »Hitchcock«. Men når det kommer til indholdet og udbyttet af filmen, sætter instruktøren Sascha Gervasi sig mellem to stole, så hverken filmnørderne eller de mere lejlighedsvise gyserfilmfans vil blive helt tilfredse.

Filmnørder som jeg selv vil gense »Psycho«, inden de bevæger sig ind og ser »Hitchcock«, og det giver en fantastisk referenceramme. Men omvendt så bliver ens sult efter detaljer og viden slet ikke stillet i den nye film, som den ville blive det ved at læse en god bog eller ved at se en dokumentarfilm om samme emne.

Dertil holder Gervasi sig for meget til kendte facts om Hitchcocks liv og arbejde. Samtidig har han ikke fået lov til at vise billeder fra den rigtige »Psycho«, og det skaber yderligere afstand til stoffet. Og hvorfor skulle de mere lejlighedsvise fans have lyst til at se filmen? Absolut kun for de to fine skuespillere, men de kunne lige så godt have optrådt i en miniserie fra HBO eller TCM.

Hvad: »Hitchcock«
Hvem: Instruktør: Sasha Gervasi, Medvirkende: Anhony Hopkins, Helen Mirren, Scarlett Johansson
Hvor: Premiere over hele landet.

Se Trailer:

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: AOK.dk
Byliv | 08/04/14

Hvem skal nomineres til Byens Bedste 2014?

Årets kategorier ligger klar, men hvem fortjener en nominering? Giv dit bud, og vind fede præmier.

AOK Tjenester