»Frankenweenie« er Tim Burtons hjertebarn. Han har angiveligt gået og puslet med ideen om at lave historien som animeret spillefilm, siden han i 1984 lavede den 29 minutter lange live-actionkortfilm af samme navn for Disney – hvilket i øvrigt indbragte ham en fyreseddel fra koncernen, der ikke rigtigt følte, at den unge Burtons morbide stil passede ind i deres familievenlige univers.

Den nye »Frankenweenie« ligger i direkte forlængelse af forlægget. Mange scener er animeret direkte fra den originale film – vi får bare mere af det hele. Med Tim Burtons karriere i de mellemliggende år in mente, er det tydeligt, at han bruger overordentligt meget af sig selv i portrættet af drengen Victor Frankenstein, der drømmer om at lave film, men også er en både habil og kreativ videnskabsmand. En evne han får brug for, da hans elskede hund, Sparky, bliver kørt over af en bil.

Det lykkes Victor, via lynets kraft, at genoplive Sparky, men hemmeligheden om hans grænseoverskridende eksperiment spreder sig, og Victor må lære på den hårde måde, at det ikke er alle, der ønsker at bruge videnskabens magi i det godes tjeneste.

Referencer til klassiske gysere

Med filmens sort-hvide gotisk-groteske univers og de mange referencer til klassiske gyserhistorier sat over for en diskret men fin brug af 3D, forener Tim Burton det bedste fra fortid og nutid i en film, der på samme tid virker klassisk og frisk.

Man forstår til fulde, hvorfor Tim Burton havde lyst til at videreudvikle ideen om Franken-hunden i sin karakteristiske stop-motion- stil (kendt fra blandt andre »The Nightmare Before Christmas«), der gør det uhyggelige morsomt og giver det nostalgiske i historien kant.

»Frankenweenie« er en både rørende og rablende historie, fuld af sødme og fantasifulde fund fra Burtons krøllede hjernekiste. Men med den originale »Frankenweenie« i baghovedet er det svært ikke at tænke, at det bedste i filmen er det, der er direkte overført – en del af det nye føles lidt som fyld, der skal få den ekstra spilletid til at gå. Det betyder, at historien i sidste del stritter lidt hid og did og ender med et par lige vel hurtige løsninger.

Men selv når Tim Burton ikke rammer helt plet, er han stadig bedre end de fleste. Fordi han er helt sin egen.