Enhver, der har surfet på YouTube, kender de mange udgaver af filmklippet, der alle har titlen »Hitler reacts to...« (»Hitler reagerer på...«, red.). Det oprindelige klip er fra den tyske krigsfilm »Der Untergang« og viser Hitler, der i førerbunkeren skælder ud på sine generaler og deres fejlslagne forsøg på at slå Den Røde Hær tilbage. Ud af denne scene har internettets spøgefugle lavet talløse alternative versioner, hvor Hitler takket være fup-undertekster hidser sig op over alt muligt andet end russerne – fra Michael Jacksons død til opløsningen af rockgruppen Oasis.

Selv om nazismen stadig står som århundredernes uhyggeligste og mest forskruede ideologi, bliver Hitler og hans tilhængere igen og igen fremstillet som klovne – fra Charlie Chaplins »Diktatoren« over den sejlivede tv-serie om La Resistance »Allo, Allo« til Quentin Tarantinos meget alternative Anden Verdenskrigs-thriller »Inglourious Basterds«. Og farcen fortsætter i strakt arm.

Læs også anmeldelsen af »Iron Sky«: Tung nazimetal

19. april var der dansk premiere på den finske rumkomedie »Iron Sky«, der synes at opsummere fem årtiers gøren grin med nazisterne, samtidig med at den bidrager til kanonen med sin egen helt mærkværdige præmis. Kort fortalt handler »Iron Sky« om, at de overlevende nazister fra Anden Verdenskrig i hemmelighed er flygtet til Månens bagside, hvor de har indrettet sig med autobahner og en svastikaformet månebase. Nu truer de Jorden med en ny blitzkrieg, men heldigvis er nazisterne så tumpede, at en enkelt amerikansk astronaut kan spænde ben for armadaen af panzer-rumskibe.

Der er gode grunde til, at »Iron Sky« bruger nazisterne som skurke. Blandt verdenshistoriens mange forbryderiske regimer indtager nazisterne helt klart førstepladsen – i hvert fald set med Hollywoods briller. Dette skal ikke misforstås, som at sovjetkommunisternes, maoisternes eller de røde khmerers folkemord var mindre omfattende eller uhyggelige i virkelighedens verden. Det betyder blot, at nazisterne er de nemmeste at identificere på film. Det, publikum hurtigt forstår, vil altid være Hollywoods foretrukne ud af flere alternative muligheder.

I den henseende er nazisterne uovervindelige med deres armbind, læderfrakker og motorcykler med sidevogn. Som tv-værten Jon Stewart engang formulerede det: »Nazisterne pakkede ikke budskabet ind – de gik for fanden rundt med dødningehoveder på uniformen!« Her leverer »Iron Sky« den helt store parade af naziudstyr. Samtlige uniformstyper fra Wehrmacht til Gestapo bliver hevet ud af kostumeskabet og puttet ind i den vanvittige historie.

Læs også: Her er ugens premierefilm

Det samme gør sig gældende i Quentin Tarantinos »Inglourious Basterds«, der svælger dybt og inderligt i svastikaer og håndvåben. Men nazismens cinematiske kvalitet begrænser sig ikke til det ydre. Det handler også om, at nazisternes indre landskab umiddelbart mere tilgængelig på film end andre af Vestens fjender gennem tiden. Tag eksempelvis den østrigske skuespiller Christoph Waltz’ oscarbelønnede præstation som den naziobersten og »jødejægeren« Hans Landa i »Inglourious Basterds«. Landa er både grusom, vittig og kultiveret, og man begynder hurtigt at fryde – og more – sig, hver gang hans perverse karakter viser sig i filmen.

At man indvendigt klapper for »den onde«, er ikke nyt, for filmkunsten har fået publikum til hemmeligt at holde med skurkene lige siden Peter Lorre i 1931 spillede barnemorder i Fritz Langs »M«. Jo grusommere skurken er, jo bedre er filmen, hedder en urregel fra Hollywood, dog udmærker nazisterne sig ved at kunne være både farlige og komiske på samme tid.

Man kan sammenligne førnævnte Hans Landa med den unavngivne Viet Cong-soldat der terroriserer de amerikanske krigsfanger i Michael Ciminos »The Deerhunter«. Det ville være meget svært at lave en komedie med denne skingre sadist eller andre af Vietnam-krigens skurke. Eller lave film, der effektivt gør nar af muslimske ekstremister for den sags skyld. Men der er formentlig også en dybereliggende grund til, at nazister er tilbagevendende figurer i sjove film.

Den franske filosof Henri Bergson påpegede i sit essay fra 1900 om latterens væsen, at det stive og ubøjelige er en hovedingrediens i det, der får mennesket til at le – det være sig en mand, der falder på gaden med sin ufleksible anatomi til den stive personlighedstype. Et litterært eksempel på sådan en stivstikker kunne være Holbergs Erasmus Montanus, men endnu tydeligere typer finder man i de film, hvor nazistiske regelryttere bliver gjort til grin – ofte så grundigt at den øverste befalingsmand får et raserianfald, så monoklen flyver og ansigtskuløren bliver koksrød.

Læs også: Top 10: De bedste film i biffen lige nu

Det er nazisten, der følger ordrer til punkt og prikke uanset de latterlige konsekvenser for ham selv. I »Iron Sky« lykkes det f.eks. heltene at få en nazist til at give sig selv et fatalt elektrisk stød, da han lokkes til at heile op i en defekt lampe. De stive bureaukrat-nazister dukkede op allerede i 1940erne, da selveste Anders And gav den som Hitler i den i dag sjældent sete tegnefilm »Der Führers Face«, men ses også hyppigt i lystspil som »Undskyld vi flygter« fra 1966, Ernst Lubitsch’ »To be or not to be« fra 1942 og i Mel Brooks genindspilning af samme film fra 1983. Ifølge en slidstærk historie om Mel Brooks, blev instruktøren i øvrigt kritiseret af en amerikansk krigsveteran for ikke at behandle nazismen med den alvor som emnet fortjente. Brooks, der selv havde været minerydder under general Pattons felttog i Nordafrika, replicerede: »Var du med i krigen? Det var jeg også, men jeg kan ikke huske dig!«

Historien rejser spørgsmålet om der findes emner forbundet med nazismen, der ikke tåler satirisk behandling. Charlie Chaplin, der færdiggjorde Hitler-parodien »Diktatoren« i 1945, hævdede senere, at han ikke ville have produceret filmen, hvis han havde kendt til »det fulde omfang af nazisternes vanvid«, underforstået massakrerne i kz-lejrene.

Givet er det, at der kun findes ganske få film, der søger at inddrage kz-lejrene i humoristisk sammensammenhæng. Et nyligt eksempel er den østrigske komedie »Mein bester fiend« (Min bedste fjende), hvor en SS-officer ufrivilligt kommer til at skifte identitet med en jødisk kz-lejrfange. Da filmen havde premiere under filmfestivalen i Berlin, blev den rost for at give et alvorligt emne – Holocausten – en humoristisk behandling, men undertegnede fandt filmens lette tone påtaget og skinger, samtidig med at den også trådte yderst forsigtigt og politisk korrekt ind i Tysklands historie.

Så kom man nærmest til at foretrække Mel Brooks bevidst smagløse nazi-musical i filmen »Forår for Hitler« (1968), hvor de medvirkende med stor begejstring synger: »Don’t be stupid, be a smartie – Come and join the naziparty«. Ligesom film om besættelsestiden vil vedblive med at fascinere danskerne, vil nazisterne formentlig komme til at spøge som komiske figurer i lang tid endnu. Som den berømte amerikanske filmkritiker Roger Ebert sagde for nylig: »Man ville ikke kunne opfinde bedre skurke end nazisterne«.

»Iron Sky« havde dansk premiere 19. april.