AOK anbefaler

Zoologisk Have har altid været et hit blandt børn, der her kan efterabe aber, røre ved en ged og se de farlige løver, og stedet har derfor udviklet sig til et reservat for forældre, der virkelig vil give ungerne den store bytur.
Blandt de mange zoologiske rariteter i haven kan man opleve en særdeles stor bestand af weekendfædre med deres afkom. Men Zoologisk Have er også for de voksne alene - forelskede par, som almindeligt naturinteresserede. På mange områder er haven en af Europas førende. Og med store investeringer - og ambitioner - arbejder man på at gøre Zoo endnu mere moderne.
Den tid er forbi, hvor dyrene skal klovne rundt til ære for publikum. I dag ligger fokus på dyrenes velfærd og mulighed for at leve så naturligt og stimuleret som overhovedet muligt. Specielt fremhæves skal Tropezoo og bestandene af okapier, næsehorn, gaurokser og de særdeles frugtbare elefanter, der er de næstmest fertile zoo-elefanter i verden.
Haven er Danmarks 3. største turistattraktion og har årligt knap 1.3 mio. besøgende til de 3.500 dyr fordelt på 250 arter.
Som hovedregel fodres sælerne kl. 10.30 og kl. 14.30, søløverne kl. 11.00 og kl. 15.00, chimpanser kl. 15.30. Ulve, løver, tigre, leoparder, brune bjørne og isbjørne fodres kl. 13.00 . Hold øje med tavlen ved indgangen og ZooButikken. Af hensyn til dyrevelfærden kan der også forekomme ændringer i fodringstidspunkterne. Om sommeren trænes elefanter kl 13.00. Læs dagens programmet på Zoologisk haves hjemmeside.
Der arrangeres dertil en mængde forskellige aktiviteter fortrinsvis i folkeskolernes ferieperioder, som man kan få oplyst på Zooinformation på telefon 70 200 200. Det er ikke tilladt at medbringe hunde.
Zoologisk Have er et super sted til en dagsudflugt eller date. Det er en god idé at tage derhen på en gråvejr dag, da dyrene er mere aktive og der er færre møgunger. Det kan varmt anbefales at man sætter hele dagen af til en tur i Zoologisk Have, da der er uendeligt meget at se. Glæder mig personligt meget til at se det nye elefanthus.
Dejligt sted - bringer barndomsminderne frem - men damn, hvor er indgangsprisen blevet høj!?
Jeg bliver altid lidt deprimeret når jeg ser dyrene i Zoo. De er mærkbart blevet mærklige efter lang tids fangenskab. Dog er det en fornøjelse at tage med børn i Zoo - da de i sandhed lader sig imponere - i lige så høj grad af husdyrene i mini-zoo som af de mere "sjældne" dyr.
Zoologisk Have er hyggelig, dyr (i økonomisk forstand) og fyldt med fine dyr. MEN det er sgu lidt synd for nogle af de, der ikke har alt for megen plads at gå rundt på. Heldigvis er der i alle danske zoologiske haver efterhånden blevet ombygget og udvidet så meget, at de fleste dyr har rimelig med plads. Det er nu stadig sjovere at se dem i deres naturlige element.
Glæder mig til elefantparken bliver færdig!
Jeg er en af de heldige der kommer gratis ind, da jeg er biologistuderende. Dermed kommer jeg også her så ofte jeg nu kan. Jeg er enig i, at det ikke er meget plads de har, men derudover nyder jeg at gå rundt og kigge på dyrene.
hyggeligt sted at gå en tur og kigge på dyrerne. især i solskinsvejr.
De gør det godt her i haven, de prøver at skabe gode reelle rammer for de stakkels dyr, hvis liv endte bag tremmer i oplysningens navn. Har man først erkendt det, så glæder vi os til de to nye områder. Jeg glæder mig sindssygt meget til at løbe i Frederiksberghave og samtidig siger hej til elefanterne.
Jeg bliver på en eller anden måde altid trist og deprimeret i Zoo. Har langt større fornøjelse af dyreparker hvor der er luft og plads - eller hvad med Odense Zoo... Der har de for de fleste dyr skabt nogle helt andre omgivelser. Det vil altid være et kompromis mellem plads og mangfoldighed - syntes bare at de her vælger mangfoldigheden på bekostning af dyrerne...
Københavns zoologiske have er en forholdsvis gammeldags en af slagsen. Dyrene har således mindre plads end i mange moderne haver. Alligevel er det et meget hyggeligt sted at tage hen på udflugt. Det største minus er nok den høje entre
Det fedeste sted for både børn og voksne!
Desuden oplagt til en fototur.
elsker Zoo.. Der er bare noget særligt over det, også selvom madstederne ikke er femstjernede...
Forfærdelig lang kø, når det er weekend/sommer, men hyggeligt.
Et godt sted med eller uden børn. Priserne er dog blevet skruet meget op de seneste år, både på indgang og alt hvad man ellers kan købe derinde. Hvis du har børn kan et årskort anbefales.
Superdejligt sted, selvom der mangler frie grønne arealer ... Ja, madtilbudene er dyre og dårlige - og først og fremmest ikke gearede til de mange småbørnsfamilier, der måske mest af alt har brug for høje stole og sund, men børneegnet mad, som man ikke skal stå i kø efter i timer ... Tjek søløveshowet hver formiddag.
Gå en god tur i haven mens du kigger på spændende dyr - det kan ingen andre steder slå. Det er altid et hit at tage børn med i zoo, men kom tidligt i weekenden, for der kommer rigtig mange når vejret er godt. Mad priserne er til at diskutere, man kan da godt tage en hotdog, men ønsker man rigtig mad skal det medbringes hjemmefra.
Et kig på den lille elefant skal man have, for den er så sød.
Jeg giver 5 stjerner ud af 6. Den sidste stjernes mangel er pga. de mange børnefamilier der ikke tager hensyn til voksne uden børn, priserne i restaurant og café og den lange kø der altid former sig udenfor.
Et årskort er alle pengene værd - for "naturoplevelserne"! Men tag madkurven med hjemmefra. Deres tilbud til sultne maver og tørstige ganer er under al kritik! Dyrt, gammeldags og dårlig kvalitet - tomme kalorier og nul energi i det udbud. Hænger ikke sammen med zoos øvrige kvalitetskriterier! 4 ud af 6 stjerner for dyrene og den moderne formidling af viden om dem - 1 ud af 6 for mad og drikke til gæsterne.
Tag kæresten, børnene, eller kameraet i hånden smut i Zoo. Der er massere af muligheder for underholdning, afslapning og en god dag i dyrenes have.
PS. Man bliver aldrig for gammel til at klappe gederne i børne-zoo - det er fast rutine !
Et super sted for børn og voksne.
Anbefaling: Køb et årskort og bliv der hele dage eller gå entur på 10 min. i Zoo uden at få dårlig samvittighed.
KBH's bedste legeplads i børnezoo.