Føj til favoritter Del Send
Byliv | 13/06/18

Vinder af AOK-prisen: En særlig gade på Vesterbro

 

 

Aktuelle begivenheder:

  • Saxogade fik i lørdags tildelt AOK-prisen 2018 for sine soicale initiativer. Foto: Asger Ladefoged

    Saxogade fik i lørdags tildelt AOK-prisen 2018 for sine soicale initiativer.

    Foto: Asger Ladefoged
  • Poul på 43 sliber og sørger for den sidste finish på et ophæng til urtepotter, som bliver solgt i en butik længere nede ad gaden. »Det er godt for mig at være her. Det er rart at arbejde i træ,« siger Poul, som er på kontanthjælp. Foto: Asger Ladefoged

    Poul på 43 sliber og sørger for den sidste finish på et ophæng til urtepotter, som bliver solgt i en butik længere nede ad gaden. »Det er godt for mig at være her. Det er rart at arbejde i træ,« siger Poul, som er på kontanthjælp.

    Foto: Asger Ladefoged
  • Jens (tv.) og Rasmus er begge på barsel og spiser frokost sammen med deres børn på Café Sonja. Foto: Asger Ladefoged

    Jens (tv.) og Rasmus er begge på barsel og spiser frokost sammen med deres børn på Café Sonja.

    Foto: Asger Ladefoged
  • Andrew Heneghan fra Canada har sammen med Løsmarked i Saxogade taget initiativ til et start-up, som forsøger at lave »Zero waste grocery delivery« – på cykler. Foto: Asger Ladefoged

    Andrew Heneghan fra Canada har sammen med Løsmarked i Saxogade taget initiativ til et start-up, som forsøger at lave »Zero waste grocery delivery« – på cykler.

    Foto: Asger Ladefoged
Fra økovin på genbrugsflasker til luksustæpper fra Sri Lanka. Saxogade på Vesterbro vil både være bæredygtig og kommerciel i sit sociale arbejde. Lørdag fik gaden AOK-prisen for sit arbejde med at hjælpe udsatte mennesker i job.

Engang kunne man komme i tvivl, om man som cafégæst kunne gå ind på Café Sonja i Saxogade. Det lignede et værested. I dag hænger der farverige lyspærer i baldakinen, og åbne glasdøre byder velkommen til den lille Vesterbro-café. Menukortet lover, at der altid er en vegetarmulighed, og møblementet har en klar loppemarkedsvibe. Et lille billede af Sonja fra Saxogade står på en teakhylde, for cafeen er opkaldt efter hovedpersonen i DRs børneserie fra 1968.

Café Sonja er hjertet i Saxogade. Herfra kan man se resten af den lille handelsgade, der er en del af den noget større Saxogade, som skærer sig gennem Vesterbro fra Vesterbrogade over Istedgade til Sønder Boulevard. På de 65 meter mellem Litauens Plads og Istedgade finder man den del af Saxogade, som netop har vundet AOK-prisen for at hjælpe udsatte mennesker med at få et arbejde. Prisen hylder projekter, der forsøger at gøre København til den bedste by at leve i.

»Vi skal få de udsatte til at ranke ryggen, og vi hjælper dem med at finde ud af, hvad deres drøm er. Vi er en trædesten, så folk kan komme videre og få et arbejde,« siger Margrethe Wivel, forstander for Settlementet, som står bag projekterne i Saxogade.

»Det handler om at gøre sig den ulejlighed at finde ud af, hvad den udsatte borger kan bidrage med. Vi insisterer på, at alle har noget at bidrage med, for alle mennesker vil gerne skabe værdi der, hvor de indgår.«

Jens (tv.) og Rasmus er begge på barsel og spiser frokost sammen med deres børn på Café Sonja. Foto: Asger Ladefoged

Hipster-look og socialt arbejde

Butikkerne i Saxogade er typiske for det nye Vesterbro. Et supermarked, hvor ingen varer bliver pakket ind i plastic. Her medbringer man sine egne bæredygtige beholdere, og man fylder vin fra en tap på genbrugte glasflasker. En anden butik serverer kaffe og sælger tæpper lavet af optrevlede tøjmærkater i Sri Lanka og perlearmbånd lavet af kvinder i Nepal.

Margrethe Wivel, forstander i Settlement, står for initiativerne i Saxogade. Foto: Asger Ladefoged

Bag hipster-looket gemmer der sig noget af det gamle Vesterbro. I butikkerne lærer socialt udsatte at begå sig på en arbejdsplads. De får en mentor og arbejdserfaring. Men det sociale er kun én af de tre hovedsøjler, som Settlementet arbejder med i Saxogade, der også arbejder med det kommercielle og med bæredygtighed.

I gaden er der mulighed for at købe grøntsager i løs vægt.  Foto: Asger Ladefoged

»Vi skal tage ansvar for verden omkring os ved at hjælpe udsatte, men også ved bæredygtighed. Vi har det kommercielle foran disken og det sociale bag disken. Vi er på Vesterbro og sælger det, som Vesterbro gerne vil have – lækre ting. Vi vil som handelsgade inspirere til at forbruge bæredygtigt. Kunderne skal føle, at de er en del af et fællesskab. De skal ikke fornemme, at udsatte arbejder her. De skal ikke have ondt af os, for så kommer de kun én gang,« siger Margrethe Wivel.

På hjørnet mellem Saxogade og Istedgade ligger børnetøjsbutikken Heidi og Bjarne. Et spøjst navn til en børnetøjsbutik, hvis ikke man lige kan huske, at Sonja fra Saxogades søskende hed Heidi og Bjarne. I baglokalet er Emina Bajrami i gang med at puste balloner op. De skal fejre AOK-prisen.

Emina Bajrami blev arbejdsløs for to år siden efter at have arbejdet i 22 år som rengøringsassistent. Nu kæmper hun med kommunen for at få lov til at få et flexjob. Indtil da sender jobcentret hende i praktik, fortæller hun.

Træt af at være på kontanthjælp

I Saxogade har hun fået sin egen mentor, og sammen prøver de at finde ud af, hvor mange timer hun kan arbejde. Hun begyndte i februar med fire timer om ugen, og nu er hun her fem. Emina Bajrami ved ikke helt, hvilket job hun håber på at få på sigt. Hun har slidgigt, har haft fire diskusprolapser og er dårlig til at stave, fortæller hun, så det begrænser mulighederne. I tøjbutikken har hun lært at bruge et kasseapparat, og hun har lært om kundekontakt.

Saxogade - set fra oven. Foto: Asger Ladefoged

»Jeg vil gerne bare have et job, hvor jeg tjener en normal løn. Jeg er træt af at være på kontanthjælp. Det er irriterende, at man ikke kan komme videre med sit liv. Mit liv ville blive forandret med et job. Den første dag i måneden ville blive anderledes. Så skal man ikke bekymre sig om regninger,« siger Emina Bajrami.

Det lille gadesamfund

Saxogade er et spindelvæv af forskellige projekter. De har ikke en klar profil som Mændenes Hjem, der hjælper misbrugere, eller Reden, der hjælper prostituerede. I Saxogades projekter har man mænd i slips, der til daglig arbejder i Nordea, som bruger en aften som frivillig i gældsrådgivningen på Settlementets hovedkontor. I et andet projekt skal en gruppe udsatte være med til at stå for driften ved den lokale Sct. Matthæus Kirke. Og i de forskellige butikker prøver man at finde de rigtige match mellem de udsatte og de opgaver, de kan løse.

Foto: Asger Ladefoged

Engang var det nemmere at få penge til Saxogades projekter, og i 1980erne gik man ikke op i at tjene penge. Nu er projekterne blevet mere strømlinede. Folk skal gøres klar til at få et arbejde. Saxogade er ikke rentabelt endnu, men det er målet. Settlementet har fået hjælp fra fonde som Tuborgfondet og Den A.P. Møllerske Støttefond, og de samarbejder blandt andet med Københavns Kommune. De udsatte, der arbejder i Saxogade, har ofte mere end ét problem at slås med, men kommunen har vurderet, at de har potentiale til at komme i arbejde.

»Vi lærer folk at gå på arbejde. Mange blomstrer op og føler, at de bliver behandlet som rigtige mennesker. De har været vant til at være en brik i systemet. Deres børn opdager en ny værdighed hos forældrene. Børnene kan sige, at deres forældre har et arbejde,« siger Anja Nielsen, leder af Heidi og Bjarne og konceptansvarlig.

Saxogade

Saxogade på Vesterbro er ikke en helt almindelig gade. Organisationen Settlementet har forvandlet gaden til en social handelsgade, hvor alle butikker kombinerer økonomiske, sociale og bæredygtige mål.

Virksomhederne i Saxogade er socialøkonomiske og skal tjene penge på almindelige markedsvilkår, men bruger overskuddet til at skabe job og praktikpladser til udsatte mennesker. I gaden finder man en café, blomsterbutik, designbutik, børnetøjsbutik og et værksted.

Siden 1911 har Settlementet arbejdet på at skabe fællesskab mellem de mest udsatte mennesker og dem, der kunne hjælpe dem. Tilbage i 1911 havde man kaffeklubber og sportsaktiviteter, og man tog folk på ture med ud af byen. I dag er målet, at folk skal i arbejde, og Settlementet er trædestenen.

Hun flyttede til området ved Saxogade for fire-fem år siden. Dengang cyklede forbipasserende bare igennem. Nu oplever hun, at folk stopper op. Forleden kom nogle hollændere forbi. De havde opdaget gaden på Instagram.

»Vesterbro har noget lilleby over sig, og vi skal have en klubfølelse her. Man skal føle sig om en del af fællesskabet, når man køber en kop kaffe,« siger Anja Nielsen.

Poul på 43 sliber og sørger for den sidste finish på et ophæng til urtepotter, som bliver solgt i en butik længere nede ad gaden. »Det er godt for mig at være her. Det er rart at arbejde i træ,« siger Poul, som er på kontanthjælp. Foto: Asger Ladefoged

Da Berlingske besøger designbutikken Normas (opkaldt efter Sonja fra Saxogades mor), kommer der også et par turister forbi, og en kvinde forhører sig om, hvordan man bliver frivillig. Lokale lykønsker dagen igennem de bærende kræfter i Saxogade med AOK-prisen. Nogle råber tillykke, mens de cykler gennem gaden. Andre lykønsker de ansatte på Café Sonja, mens de forhører sig om dagens menu. Anja Nielsen kalder prisen for en blåstempling.

De vidste godt, at de havde gang i noget godt i Saxogade. Men det betyder alligevel meget, at andre siger det.