Føj til favoritter Del Send
Byliv | 20/12/11

Vesterbro: Vi er for lækre

  • Kristoffer Hindricksen, Vesterbro: »Ja, hvis jeg selv skal sige det, så er vi smukkere.« Foto: Camilla RøndeKristoffer Hindricksen, Vesterbro: »Ja, hvis jeg selv skal sige det, så er vi smukkere.« Foto: Camilla Rønde
På Vesterbro mener folk selv, at de er smukkest og mest moderigtige. Men det er ikke moderne at gå op i den slags længere, siger trendekspert.

Vesterboerne er moderigtige, smukke, kulturelle, fordomsfrie, og så bor de lækkert. Altså hvis du spørger dem selv. Det viser Urbans undersøgelse foretaget af Gallup om, hvad københavnerne mener om hinanden og sig selv.

For hvor andre københavnere er lidt mere tilbageholdende med at fremhæve deres egne mere overfladiske værdier, holder vesterbroerne sig ikke tilbage. 35 pct. af vesterbroerne mener nemlig, at de er Københavns mest moderigtige. Og mens kun 37 pct. af vesterbroerne har turdet svare på spørgsmålet om, hvem der er smukkest i byen her, svarer over halvdelen, at det er dem selv.

Læs også: "NV bliver aldrig hipt"

Kun øbroerne og indbyggerne i Indre By synes, at de er lige så lækre. Og chefredaktør på modemagasinet Costume Rikke Agnete Dam kan nu godt forstå, at vesterbroerne ser sig selv som de mest moderigtige og smukkeste. For de har nok fat i noget.

»Vesterbroerne har aldrig været de første til at løbe efter de nyeste tendenser, men de er generelt gode til at dyrke deres egen stil – og det er i virkeligheden det mest moderne. Ikke dermed sagt, at de ikke går op i, hvad der er de rigtige designere og butikker inden for deres segment. Som udefrakommende kan man jo sagtens se, at der er en masse regler for, hvordan de hippe vesterbroere går klædt,« siger Rikke Agnete Dam og tilføjer: »Men selv om mange på Vesterbro helst vil have deres egen personlige stil, og at mange har en god stil, sker der jo tit det, når alle prøver at være individuelle, at de netop kommer til at ligne hinanden med for eksempel rød neglelak og sorte læderjakker.«

Ikke længere med på noderne
Vesterbro er det rå kvarter, men som med årene er blevet opdelt i to – det pæne og det grimme Vesterbro. Eller måske snarere det borgerlige og det originale Vesterbro. Saxogade, som engang blev betragtet som slum, er nu pænt, og på kaffebarerne og caféerne omkring Enghave Plads summer det af unge i nyindkøbte brugte, sorte læderjakker, der kommer for at blive set. En stor kontrast til Istedgade omkring Hovedbanen, hvor beboerne lever med handlede kvinder og narkomaner i opgangene.

Læs også: Hvornår er man rigtig Københavner?

Men stadig at gå op i mode og udseende er ikke længere smart, så vesterbroerne er faktisk lidt bagefter, når de går op i ting som mode og skønhed, mener trendforsker Kirsten Poulsen fra Firstmove.

»Det er lidt sjovt, for Vesterbro har jo længe været stedet, hvor folk var først. Men vesterbroerne lægger stadig vægt på de mere overfladiske værdier, og det viser sig faktisk, at firstmoverne er flyttet til andre bydele – for pt. skal man fokusere på værdier som nærhed og frihed,« forklarer Kirsten Poulsen og tilføjer: »Det er nu ligegyldigt, hvor du bor. De, der går foran, fokuserer i stedet på menneskerne i kvarteret, og om de bor tæt på arbejdet, at der er en god skole til børnene, og om vennerne er i nærheden.«

Antropolog: Vesterbro er ’hip’ og ’risky’
Vesterbro har kant, mener antropolog Dennis Nørmark. Han er chefkonsulent i Living Institute og forfatter til bogen ’Kulturforståelse for Stenalderhjerner’.

»Nogle københavnere gør en dyd ud af at bo et sted, hvor det er pænt og børnevenligt. Andre gør en dyd ud af elendigheden eller nødvendigheden. Man skaber sin identitet på Vesterbro, fordi det er risky og moderne, og hvis man skal være hip og have kant, skal man bo der. For man kan altså ikke bo på det statelige Frederiksberg eller Østerbro og stadig lade som om, at man har kant. Der er noget mangfoldigt og socioøkonomisk over Vesterbro. Bunden af samfundet er til stede på den smarte pusher-alfonsmåde, og det skal den være, hvis stedet skal være risky,« siger Dennis Nørmark til Urban.

Læs mere om Københavnerliv vendt på vrangen

Fakta: Sådan er Vesterbro

  • 55 pct. af vesterbroerne synes, at de har de bedste indkøbsmuligheder. I resten af København synes man, at det er i Indre By.
  • 59 pct. mener, at de bedste boliger er her - kun 7 pct. af de andre københavnere mener det.
  • 31 pct. synes, at de køber mest øko – det er kun 8 pct. enige i resten af byen.
  • 35 pct. mener, at de er de mest moderigtige – kun 12 pct. mener det samme. Undtagen de unge – de synes også, at folk er moderigtige på Vesterbro.
  • 19 pct. af de vesterbroere, der har svaret, mener, at de er smukkest. Kun 4 pct. af københavnerne er enige.
  • 25 pct. på Vesterbro, synes, at de er de mest kulturelle. Prisen går i resten af København til Frederiksberg.
  • 31 pct. nikker genkendende til, at det nok er her, der bliver taget mest hård narko. Det mener 41 pct. af resten af københavnerne bestemt, at det er.
  • På Vesterbro mener 45 pct., at de er mest fordomsfrie. Det er 13 pct. af resten af København enig i.

Er vesterbroerne smukkere?


Keld Pedersen, indehaver af Kihoskh og vesterbroer

»Jeg tror ikke, at vesterbroerne er mere smukke, men vi er helt bestemt mere hippe end resten af København. Men jeg tror, at det er fordi, vi er gode til at bekræfte over for hinanden, at vi er hippe. Og det gør jo kun bydel endnu hippere, når beboerne kan bekræfte hinanden i, at de er det. Jeg vil ikke sige, at Vesterbro er kulturel, men der er mange kulturelle strømninger, som fører til Vesterbro. Enten bor der kreative folk, eller også har folk reference hertil.«


Andrea Breum, gymnasieelev, bor ved søerne

»Vesterbroerne har i hvert fald en mere speciel stil. Butikkerne sælger noget andet tøj i en hipsterstil, og jeg synes, at det er ret gennemført. De vil klart gerne have en personlig stil, og jeg synes, at folk gør mere ud af sig selv her, selv om de lader som, de ikke gør. De har sådan en afslappet ’jeg-er-lige-stået-op-og-hev-et-eller-over-hovedet-stil’ – men det er looket, for de har bestemt brugt tid på at se sådan ud.«


Daniel Christensen, Valby og Kristoffer Hindricksen, Vesterbro

Kristoffer: »Ja, hvis jeg selv skal sige det, så er vi smukkere. Ej, jeg tænker ikke så meget på det, men vesterbroerne går måske lidt mere op i at gøre noget ud af sig selv.«
Daniel: »Vesterbroerne går i hvert fald meget op i tøj, musik og kunst og holder en vis stil. Og det er da rart at kigge på.«


Casper Devine, danser, bor pt. i New York

»Ja, vesterbroerne er meget smukke. Men det er fordi, de er smukke på hver deres måde, om det er narkomanerne, familierne eller de unge smarte. Sammen bliver de smukke. Når det kommer til moden, så har mange jo nærmest ikke ændret stil i 20 år, men måske gør det dem moderigtige, fordi de har fundet deres egen stil. Jeg synes også selv, at jeg er meget modebevidst, men går ikke med strømmen, jeg forsøger at fuldføre modebilledet.«

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

What a load of...

Folk der deler Københavns bydele op i sektioner, er typisk bonderøvene, som er kommet med 4-toget direkte fra en traumatisk barndom i Nørre Snede som landsbyens eneste homo-fashionista-bitch, som staldkarl'ene så har forlystet sig med i mangel af nogle villige køer.
Stil en turist på Vesterbrogade, Nørrebrogade, Østerbrogade og Amagerbrogade, og spørg vedkommende, hvad forskellen er? None! It's all in your heads people! Og man er først københavner, når man er hjemmevant og bevæger sig i hele byen. Alt andet er landsby-mentalitet i et landsby-land.

 

Skøn bydel

Skøn bydel, men byen er sgu da for lille til at man kan dele den op på den måde.
Bare fordi jeg bor på Vesterbro, betyder det jo ikke, at jeg ikke også kommer jeg da også i de andre bydele, og helt ærligt så kan man sgu komme langt på cykel på 20 min.

God jul

 

Ligegyldigt sludder

Sådan en gang ligegyldigt og selvmodsigende sludder. Hende Rikke Agnete Dam må da godt nok tage sig til hovedet, når hun læser, hvad hun er citeret for. Og de andre er heller ikke for smarte at høre på. Kun i København er man så provinsiel, at man tror, man kan generalisere omkring beboerne i bydele med 40.000 indbyggere. Jeg antager, at I også tror på stjernetegn?

 

Vesterbro...

I mener lille aarhus ikk.

Det er lang tid siden stenbroen lukkede, drengerøve.

smut nu hjem til fredensvang!

 

Gu' er vi så!

Hvem ellers?

Indre By? -provins
Ama'r? -Provins!
Nørrebro? -gymnasialt
Østerbro? -forstad
Frederiksberg? -villakvarter

I ved, jeg har ret!

 

ligyldige selvglade hipstere...

men skønt for dem at de er så smaskforelsket i sig selv...

 

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester