Omtale
Føj til favoritter Del Send
Byliv | 04/09/18

Velklædt cykeloptog triller gennem København

  • Foto: PR Foto: PR
Tweed, vintage-kjoler og gamle hatte skal luftes. Nu er det igen blevet tid til Copenhagen Tweed Ride.

Lørdag 8. september triller en særdeles velklædt parade gennem byen, når Copenhagen Tweed Ride for syvende gang hylder nostalgien og den uldne vintageuniform.

Allerede kl. 9 om morgenen møder deltagerne op ved sceondhand-butikken A Touch of Vintage i Indre By, og herfra begiver de sig ud på en cykeltur gennem de københavnske gader. Undervejs bliver der taget gruppebillede og holdt picnic, inden der til sidst gøres holdt på en hemmelig adresse, hvor der vil være afslutningsfest.

Man kan vælge at se paraden fra fortovet undervejs på ruten, eller man kan hoppe i sit flotteste tweed- eller vintage-outfit og selv deltage. Det koster 100 kr. at være med, og med i prisen er bl.a. morgenkaffe, mulepose og velkomstdrink ved afslutningsfesten.

Børn er også velkomne. De skal blot købe billet, hvis de cykler selv. Sidder de bag på en voksens cykel, kan de køre gratis med.

Det er ikke et must at være iklædt tweed, men arrangørerne ser gerne, at man følger paradens retro-stil - ligesom at ældre cykler nok klæder optoget bedst, men nyere modeller også er velkomne.

Ruten afsløres på Copenhagen Tweed Rides Facebook-side på dagen.

Læs mere om Copenhagen Tweed Ride og køb billet her.

Hvad: Copenhagen Tweed Ride
Hvor: Mødested: A Touch of Vintage, Badstuestræde 12, København K. Ruten offentliggøres på dagen.
Hvornår: Lørdag 8. september kl. 9-20
Hvor meget: 100 kr.