
I Vandkulturhuset i hjertet af København fik arkitekterne frie hænder til at lege med formerne, og resultatet er blevet et vådt aktivitetscenter, hvor vandet og vandoplevelsen har vundet over den traditionelle svømmehalsstemning med hvide fliser og bademestre i træsko.
Farverne i hallen er mørke og dybe, og ligesom formerne gør de oprør mod det firkantede og sterile.
Her kan man:
Hele udformningen af stedet er lagt an på, at de badende skal have en oplevelse, som hverken skal ligne den almindelige svømmehal eller det eksotiske vandland med rutchebaner og palmer. Her er der nemlig ingen rutchebaner.
Aktiviteter
Vandkulturhusets aktiviteter forsøger at blande nogle af idrættens elementer med vandaktiviteter. For eksempel er klatretovene, springbrættet og trampolinen, som normalt hører til i en gymnastiksal, blevet placeret over udspringsbassinet - eller Fjeldsøen om man vil - så man kan komme højt op i luften og nå et par kolbøtter, inden man rammer vandet. Eller bare svinge sig i tovene som en Tarzan i urskoven.
Film, scene og musik
Der er også et kæmpe lærred, som kan rulles ned til at vise film på, og i midten af det store bassin kan bunden hæves, så det bliver til en scene. Under vandet er der udstyr, som gør det muligt at høre musik, mens man dykker, og væggene er beklædt med plader, så akustikken ikke bliver så badeværelse-agtig.
Kurbadet
På 1. sal er der kurbads-afdeling, med dampbad, sauna og jacuzzi. Her kan man vaske sig med træuld og sæbespåner og lade sig glide ned i de velduftende aromabade, når man har svømmet, sprunget og klatret, til fingre og tæer er helt rynkede. Som afslutning kan man bestille en behandling, og blive pakket ind i alger eller mudder, få hele kroppen masseret, gå i solarium eller bare lægge sig til rette i jacuzzien og vågne op som et helt nyt menneske.
Jeg er kommet i Vandkulturhuset siden de åbnede og kan kun tilslutte mig de andre kommentarer. Grundlæggende er der møgbeskidt, og jeg mistænker, at mine gentagne ørebetændelser skyldes, at jeg har svømmet en del i deres vand. Som ex kan nævnes, at jeg aldrig har oplevet, at toiletterne IKKE lugtede.
Problemet er, at der ikke er andre svømmehaller i nærheden fraset Vesterbro svømmehal, og den er jo ikke en værdig konkurrent - omend der der er rent og pænt. Vandkulturhusets omklædningsfaciliteter er det største problem - møgbeskidte, for små og derfor også tit overfyldte. Selve svømmebassinet er også beskidt - der flyder altid hår og nogle gange gamle stykker plaster rundt i det... Og så er der prisen på 60 kr- det er dobbelt så meget som andre københavnske svømmehaller. Så alt i alt er det en dyr og dårlig oplevelse at komme i vandkulturhuset - men hvad skal man gøre, når der ikke er andre svømmehaller i nærheden? Man tager i DGI byen, bliver flået og håber på, at man ikke pådrager sig en infektion :-)
Jo, det må indrømmes, at DGI-byens vandkulturhus rummer nogle gode bassiner til både små og større, men prisen er høj og især omklædningsfaciliteterne er særdeles dårlige. Den tilhørende café er en skændsel. At DGI-byen ovenikøbet vælger at bombadere børnene med slik i øjenhøjde, mens man forsøger at købe billetter gør absolut ikke sagen bedre. Børn og voksne i hobe kommer sure og stressede derfra. En ellers god badeoplevelse ødelægges således grundigt af de øvrige ringe forhold. Kom en hverdag, hvor alle andre er på arbejde, men ellers er andre steder bestemt at foretrække, hvis man skal have en tilnærmelsesvis hyggelig tur med børnene i svømmehal.
Jeg havde ikke været i "Vandkulturhuset" i 10 år, da jeg havde dårlige oplevelser, og synes, at det er en klam, jysk fidus, der malker kommunen for pengene. Bare navnet "vandkulturhus" får alting til at stritte. Men da jeg ikke kunne komme til babysvøm i hverken Frederiksberg eller Øbro, tog jeg chancen. Og hvilken fejltagelse! Det er dyrt, beskidt og overfyldt. Deres såkaldte babybassin er ikke forbeholdt forældre og børn, så der var pensionister, halvstore drenge, der småsloges og bare generelt overfyldt. 15 minutter - og så var jeg smuttet igen. Drop det - og tag en tur i en regulær svømmehal!
En tur i DGI-byens svømmehal koster det dobbelte af en tur i Frederiksberg Svømmehal eller Øbro-badet. Til gengæld er det den dårligste badeoplevelse, jeg nogen sinde har haft. Der lukkes ALT ALT for mange gæster ind, man kan ikke komme til i hverken bad, sauna, bassin eller omklædning. Badeområderne er uhumske - på denne dag lå der både bleer og æbleskrog på gulvet, der var møgbeskidt. Der er ingen hylder til håndklæder, shampoo m.m. - kun kroge. Derfor sejler det hele, folks håndklæder ender på gulvet og ingen kan finde deres ting. Måske derfor at en eller anden også havde scoret mit håndklæde, da jeg kom ud af badet. Selve svømmebassinet er godt tænkt, som en cirkel, man kan svømme rundt og rundt i. Men man kan bare ikke komme til at svømme for alt for mange mennesker. Den her svømmehal er en totalt joke til prisen, servicen er elendig og hygiejnen helt i bund.
Desværre en møgbeskidt svømmehal, særligt toiletterne og omklædningsrummene er ulækre. Sådan har det været gennem mange år.
Var i svømmehallen 2. påskedag med mine to drenge. Det var en god oplevelse med de forskellige bassiner, men der var MANGE mennesker og badefaciliteterne var ikke optimale. Der var næsten ikke nok vand i bruseren til at vaske shampooen ud. Men helt bestemt et sted vi kommer igen måske på en mindre hektisk dag.
Bare lidt federe end alle andre steder! Det er stort og der er mange sjove faciliteter og så ligger det ret godt placeret.