Jeg havde haft den bedste dag i hundrede år, drukket kaffe i Jægersborggade, siddet på Nørrebrogade og talt om ingenting, grinet af næsten lige så lidt på Assistens Kirkegård og kigget på et egern.

Jeg havde drukket rosevin med nogle mine venner på Den Franske Cafe på Østerbro, mens solen gik ned, og årets længste dag blev til aften og trak mod en nat, der aldrig bliver helt tæt. Vi havde siddet under varmelampen, kigget på himlen, talt om små og store ting. Hvad vi vil med vores liv, hvilke sko vi skal have på, og om det egentligt kan betale sig at blive forelsket, og hvad SP-pengene skal bruges til. Og byen har aldrig været smukkere, tæppet blødere, mine venner sødere, aftenen bedre. Alt var som det skulle være, uden at man behøvede at tænke over det. Og jeg cyklede hjem og følte mig som det heldigste menneske i verden.

Og så drejede jeg om hjørnet ved Front Page. Tænkte at turen op gennem Skt. Hans Gade var lidt sjovere end Nørrebrogade, hvor jeg kører hver morgen og aften. Og fik en gave. For på hjørnet af Ravnsborggade og Skt. Hans Gade var der gadebiograf.

En gavl malet hvid og en fremviser på en rød Christianiacykel og to højttalere på jorden. Måske 50 tilskuere på kanten af basketballbanen. Jeg stillede cyklen, satte mig og kiggede. Flimrende ansigter, et sært program, der føltes som DR2 på syre. Dansende indianere, en pornostjerne om orgasmernes magt, en japansk kontormand, der optrådte med et horrorshow, en mand i en skov med ternet skjorte og en asiatisk mand i orange dragt, der grinede meget.

Vi sad der i tusmørket, af og til kørte en bil forbi, et par fulde drenge hujede, der duftede af hash og nyvasket hår og foran mig delte de en dåseøl. Og lydene flimrende gennem natten, billederne på den ru væg, vinduerne i bygningerne bag gavlen var glødende orange, lysende af varme rum, hvor nogen lever, og øverst var himlen stadig sommernattemørkelyseblå. Udenom var byen ved at gå i seng, men vi sad der og lyttede og kiggede og af og til grinede vi i kor, og nogen klappede.

Så fint var det, nærmest magisk, mens jeg sugede øjeblikket til mig og elskede min by og mit kvarter endnu mere end normalt. Fyldt af overraskelser, liv og ting, man ikke anede, man havde savnet. Jeg sad der og kiggede og lyttede og forstod ingenting, og hvad det egentligt handlede om, men jeg var der, og det var nok.

»Hvorfor er alting midlertidigt,« spurgte den smilende asiatisk mand på muren deroppe. Og svarede med et grin: »Sådan er det bare. Alle skal dø. Memento Mori. Husk du skal dø. Kun sådan giver livet mening,« sagde han og grinede igen.

Og jeg tænke på det, mens jeg cyklede hjem ad Nørrebrogade og langt derude var himlen stadig let lys med gyldne toner, og mine cykeldæk gled over asfalten, og jeg tænkte på, at man skal huske at nyde hvert eneste øjeblik, og at lige nu var et af dem, der foldede sig ud i kroppen som en varm blomst. Det var som et helt livs lykke var stampet sammen i et øjeblik. Alting var fint og godt og rigtigt og vigtigt, og det var mit og mig og helt alene, og jeg var hel og alt var nok, og jeg kunne godt dø uden, at det ville være forkert, fordi øjeblikket var så rigtigt.

Men jeg vil gerne have i morgen med.

Læs flere klummer her.